- Project Runeberg -  Ord och Bild / Tjuguandra årgången. 1913 /
355

(1892-1945)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Geigerstuhl. Et Reiseminde. Af Ernst von der Recke

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

GEIGERSTUHL 355

»Vi hörer den dog til engang,
Vi rækker kun til den;
Den vil sin Ret: sin egen Sång
Af sine egne Mænd.

»Lær Noget dog af min Musik,
Forstaa, hvad Godtfolk vil!
Vend ikke, som du har for Skik,
Det döve Öre til!

»Spil, som en Leger pleier van;
Du hörer det af mig;
Spil een Gång Noget, som slaaer an;
Du kan saa let som jeg!»

Han rysted paa sit Hoved blot,
Og i et Nu, et kort,
Mens Vennen strog sin Fedel flot,
Svandt han i Skaren bort.

Uænset gjennem Byens Larm
Han som en Skygge gled,
Og stum, med Gigen i sin Arm,
Han ud mod Bjerget skred.

IV.

Her stod han, mens om Dalens Bund
Ait Skumringsslöret faldt,
Paa Stedet, som til denne Stund
Er »Gigerstolen» kaldt.

Han satte sig paa Bænken hen,
Som huggen sees i Sten,
Tog Gigen frem og proved den,
Om hver en Streng var ren.

Fuldmaanens Skive, stor og prud,
Steg ait som nu i Ost;
Saa strakte han sin Bue ud
Og löftede sin Röst:

»Vel mödt! Min Hilsen og min Gunst,
Du gamle Borgruin!
Mig er du lig og lig den Kunst,
Jeg ensom kalder min!

»Til jer, I tause Stene her,
Som trodsed Hundredaar,
Betroer jeg Klange, jeg har kjær,
Som Tiden ei forstaaer:

»Hvad jeg har stræbt og aldrig naaet,
Hvor hver en Sti var lukt,
Hvad mellem Tidsler jeg har saaet
Som Frö, der ei bar Frugt.

»Og mest hvad al min Sjæl har sögt,
Til mine Haar blev graa,
Hvad jeg har drömt i Haab og Frygt
Om En, jeg aldrig saae.

»Gjern det, du klippefaste Mur,
Til bedre Tid vil grye!
Hold Klangen fast saa ren og pur,
Du faaer den her af ny!

»Og kommer da en Svend engang,
Som har for Toner Sans,
Saa luk til ham dem ud med Klang
En Kveld i Maanens Glans!»

V.

Saa strog han Gigen, saa det löd
Vidt over Bjergets Hang;
Og Toner gjennem Dalen flod
Som hundred Fugles Sång.

Den golde Sten i Maanens Skjær
Stod grönklædt, er der sagt;
Rundt om hans Sæde skjöd en Hær
Af Roser frem som Vagt.

Og ud fra Portens brustne Hvælv,
Guldhaaret, underskjön,
Tren Borgens hvide Jomfru selv,
Som raader her i Lön.

Et Horn hun löfted, rank og höi;
Hans Hjerte lo derved,
Og mens han stadig Gigen strog,
Han fulgte hendes Fjed.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 21:58:44 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ordochbild/1913/0388.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free