Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - To Skuespillere. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/. C. No r mann
stive Opstillinger og istedet for staa, gaa
og i det hele fore sig som i deres egne
Dagligstuer og at tale naturligt og især
at tale sammen. I al denne Virkelighed
fölte Wiehe sig efterhaanden saa fast paa
Jorden, som han gærne vilde, og en Dag
lykkedes det ham da at illudere som en
rigtig Spidsborger, en pedantisk
Ægtemand, der betragter Konen som
Bevog-teren af Spisekammeret og haanligt smiler
ad al Slags Sværmeri.
Denne Dyst med Virkeligheden kom
dog i höj ere Grad de mere patetiske
Figurer til Gode. Sit Ideal kunde Wiehe
ikke svigte, dertil var det for meget af
det bedste i ham selv, men om han nu
alligevel gjorde det, om han nu slæbte
det efter sig i Smudset, hvordan vilde
han saa föle sig til Mode? Forklaringen
kom med hans Fremstilling af de
Skikkelser, han nu uvilkaarligt maatte söge
til: de verdenserfarne Karakterer og da
navnlig dem, som oprindelig havde
nærmet sig Idealet, maaske havde
besiddet det, men paa et afgörende
Tidspunkt havde forbrudt sig derimod paa
det voldsomste og derfor haanede det i
et afmægtigt Raseri. Wiehes Kunst
hævede sig her til det storladent sublime.
Figurer som Sortebroder Knud (Axel og
Valborg) eller Caligula (Fægteren fra
Ravenna) forlenede han med et Skær af
Himmelglorien, der ikke forlod dem i
den dybeste Fornedrelse og netop derfor
fremhævede deres fortvivlede Situation.
Faldne Engle var de, som konvulsivisk
knyttede Hænderne mod Himlen, mens
Jorden brændte under deres Födder.
Hvor vemodigt at tænke paa, at
denne Kunstner, der som ingen anden
gik skjult med Geniets bestandig frodige
Muligheder, maatte dö paa Höjden af
sin Stræben. Kun 44 Aar gammel (31
Oktober 1864) og lige i Begyndelsen
af den Periode, hvor det kgl. Teater
med stor Virkning spillede Henrik Ibsens
förste Dramaer! Der stiger mere Glans
af disse epokegörende Forestillinger, naar
man tænker sig ham som Hertug Skule,
Guds Stedbarn paa Jorden, eller som
den lyriske Skvadronör Stensgaard eller
Dr. Rank, den bittert provede
Neuraste-niker med de forborgne Fölelser for Fru
Nora.
Nogle Maaneder för Michael Wiehe
afgik ved Döden, havde Frederik Höedt
trukket sig tilbage fra Scenen. Han havde
spillet Komedie i en halvanden Sæsons Tid
efter sin Tilbagekomst, men skönt ingen
længer hindrede ham i att spille de
Roller, for hvis Skyld han, som han ved
Lejlighed bemærkede, udelukkende var
gaaet til Teatret, vilde han ikke give
sig i Lag med dem, ja, han fraraadede
endogsaa Heibergs Efterfölger Gang paa
Gang at indstudere f. Eks. Richard den
tredje. Og da tilfældig Teatersladder
en Aften udsatte ham for Publikums
demonstrative Vrede, nægtede han
overhovedet at vise sig mere. Hans Energi,
hans Drift fulgte aabenbart kun haltende
hans Forfængelighed.
Den Periode, Höedt nu gled ind i,
blev slet ikke saa utaalelig for ham, som
den, der gik forud for Debuten i Hamlet,
for han vidste jo, at Folk troede paa
hans Evner, og han forstod at holde
baade dem og sig selv i Aande med de
bestandigt opdukkende Rygter om at
ville optræde igen, og tillige gav han
paa andre Omraader fuldgyldige Beviser
for sin ubestridelige Dygtighed som
Teatermand. Han var saaledes den
förste, der herhjemme beviste, at det at
sætte i Scene har noget med Kunst at
skaffe. Navnlig moderne franske
Kon-servationsstykker forstod han at sætte
effektfuldt op, idet han lærte de Spillende
at föle sig hjemme overalt i de vekslende
Situationer, selv der, hvor de ikke deltog
i den öjeblikkelige Samtale, og idet han
her og der ildnede eller sagtnede Tem-
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
