Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Gerhard Gran. Av Fredrik Chr. Wildhagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Chr. Wildhagen
gavede ven Jörgen Brunchorst »lavet»
Samtiden, Norges mest levedygtige
og mest omfattende tidskrift.
Men dette skal ikke være nogen
livsskildring. Det gjaldt at bringe paa
det rene hvem Gerhard Gran var da
han meldte sig til tjeneste som
professor. Han var en begavet og trænet
kritiker, en månd som med sjeldne
forutsætninger hadde oplevet et av de
merkeligste veksttrin i vor digtning;
han var en höit dannet månd,
fordomsfri og lydhör overfor tidens levende
kunst. Han var ikke lærd i almindelig
forstand, men belæst og med klar linje
og sammenhæng i stoffet. Dertil var
han den födte pædagogiske begavelse,
og desuten en månd med sin bestemte
mening om værdien av den opgave han
gik til.
I tyve aar har Gerhard Gran været
den centrale skikkelse i norsk
litteraturforskning. I den bestemmelse indfatter
vi alt: forskeren, læreren, forfatteren,
redaktören. Som forsker har han git
de store linjer, som lærer har han
op-dradd nye arbeidere i vingaarden, som
populærforfatter og populærforelæser
har han rukket frem til de store kredse
og vakt ny sans for vort aandsliv, som
redaktör har han skapt det samlende
centralorgan for alle litteraturforskende
talenter i landet, — tildels ogsaa i de
övrige nordiske land.
Han er administratoren i sit fag,
arbeidsherren i sin videnskab. I hvilken
grad han personlig gjör krav paa
forskernavnet, vet jeg ikke. Sikkert er det at
man forlængst har skjænket ham det, idet
forskningens begrep ikke bare omfatter
fremforskning og utforskning av nyt stof,
opdagelsesreiser til ukjendte kilder. Jeg
har en mistanke om at Gerhard Gran i
sit stille sind regner dette induktive forsk-
ningsarbeide for den ringere del, og det
er visselig meget gält av ham. Han er
iethvertfald glad han har andre til at
utföre det.
I en doktordisputas for et par aar
siden gjorde han sig skyldig i en
henrivende bemerkning om »arkivfund eller
utrykte kilder som skal være saa meget
fjongere end de trykte». Der sat hans
detailgranskende elever og hadde sikkert
alle med en viss andagt sökt blandt
arkivernes gulnede skatter, og hadde hat
erobrerens lykkefölelse förste gang de
av en nyfundet kilde hadde utvundet
endog den mindste draape ny sandhet.
Og det forblöffende var at driften til
slike undersökelser var indgit eller
ial-fald næret av ingen anden end Gerhard
Gran, synderen som stod der med sin
nonchalante bemerkning.
Her er vi like ved hemmeligheten ved
Gerhard Gran som samlende arbeidsherre
i litteraturforskningen. Vi ser slegtskapet
med skolemesteren Gerhard Gran, han
som selv kunde synes noksaa makelig,
men dog indgi eleverne nisus og
im-petus.
Hvori bestaar hans evne til at vække
og nære forskerlyst? Man gjætter med
gloser: hans »myndighet og charme»,
hans overtalelsesevne. Men de er bare
nye navn. Overtalelsesevne — slet og
ret — kan vi kalde hans fænomenale
færdighet til at ta bedsteborgeren i
knaphullet og beholde taket indtil den
selvsamme borger har skjænket dukater
til aandsskulturelle formaal. Men her
strækker glosen ikke til. Jeg tror man
kommer lösningen nærmest naar man
sier at Gerhard Gran er blit den store
arbeidsherre i sin videnskap fordi han
virkelig eier administratorens egenskaper.
Det er en glæde at arbeide under en
dygtig arbeidsherre, at skaffe sten til
en dygtig bygmester.
Gran virker overbevisende sikker,
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
