Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Leonora Christine Ulfeld. Av Bering Liisberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bering Li i s b er g
Men samtidig lægger hun sin
Ordholdenhed, sin Troskabsfølelse for Dagen
paa en Maade, der tør betegnes som
intet mindre end sublim. Der er noget
betagende ved at se den Heroisme,
hvormed dette 12-Aars Pigebarn,
frivilligt og med fuld Bevidsthed,
paadrager sig sin ustyrlige Hofmesterindes
Mishandlinger for ikke at bryde et hende
nærmest aftvunget Løfte om at hjælpe
sin franske Lærer, over hvis
Uduelighed og Haardhed Hofmesterinden havde
klaget til Kongen, og som frygtede for
at faa sin Afsked, om Klagen skulde
vise sig begrundet. Og det tilmed en
Lærer under hvis Haardhed hun selv
ofte havde lidt. Om hun vilde, tiggede
og bad han, kunde hun med sine
udmarkede Evner snart indhente det
forsømte og ved Eksaminationen lægge saa
mange Kundskaber for Dagen, at al
Klage over ham maatte forstumme. Og
vilde hun dertil benægte, at han
nogensinde havde været haard og
ubarmhjær-tig imod hende med Hug og Slag, vilde
ogsaa denne Klage falde bort, og han
beholde sin Stilling.
Ved Overhøringen i Vinteren 1633—34
paa Skanderborg, hvor den udvalgte Prins
efter Kongens Ordre sad som Censor,
klarede Leonora Christine sig saa godt,
at der ingen Skyld kunde falde paa
Læreren. Og paa Prinsens Spørgsmaal,
om han aldrig havde trakteret hende
ilde med Hug og Slag, svarede hun
Nej! og atter Nej! til Hofmesterindens
Raseri og Forbitrelse.
Men det gik som hun havde forudset.
Første Gang Hofmesterinden fandt
Lejlighed til at straffe hende, gjorde hun det
saa eftertrykkeligt baade med den tynde
og den tykke Ende af de to Ris, hun
havde lavet, at Kongedatteren i de første
4 Uger derefter ikke kunde gaa, at Saarene
var 2 Maaneder om at læges og at hun
beholdt Ar deraf hele Livet igennem.
Vor Tid vil forfærdes over denne
umenneskelige Behandling. Og mange
vil sige: ja, det var haardt og mere end
haardt! Men det kan jo ikke fragaas,
hun sagde jo bevidst Usandhed!
Datiden saa anderledes paa det. Hun
paatog sig et strengt Arbejde og
paa-drog sig Lidelser og Smerte for at holde
det Løfte, en endog ikke afholdt Lærer
havde tryglet sig til, — hun viste sig
trofast og standhaftig. Og det kunde
kun regnes hende til Ære. Selv
fortæller hun, at denne Historie, der ikke
kunde forblive skjult, i endnu højere
Grad end før vandt hende Kongens
Kærlighed og Prinsens og mange andres
Velvillie.
Hvad Leonora Christine dengang som
et 12-Aars Barn gjorde for at holde sit
Ord, er forbilledligt for hendes hele Liv.
Af Kærlighed og Troskab mod sin
Ægtefælle udholdt hun Modgang og Lidelser
og det haarde Fangenskab paa Blaa
Taarn i 22 Aar. Utvivlsomt har hun
mere end een Gang, saavel under
Forhørene i Malmø som andetsteds, afveget
fra Sandheden, — det blev en Sag
mellem hende og hendes Gud — men
Mennesker, hadefulde, rænkefulde og
fjendske Mennesker, skulde aldrig, om
ogsaa Pinebænken stod truende i
Baggrunden, hos hende kunne hente det
ringeste Vaaben mod hendes Ægtefælle,
der nedbøjet som han var, syg og
forstyrret i sit Sind, trængte til hendes
Hjælp og Bistand, og hvem hun havde
lovet Troskab for Livet.
Hendes Lovord over Pigen Lucie
er derfor saa saare betegnende. Lucie
var den fornemme, men ikke behagelige
Fru Regitze Grubbes Tjenestepige og
var sat i det Blaa Taarn for
Delagtighed i hendes Frues Giftmordsforsøg
over for en anden adelig Dame. Men
uagtet det er hendes Frue, der har
draget hende ind i Forbrydelsen og som
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
