Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Om Martin Andersen Nexø og hans Digtning. Af K. K. Nicolaisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
K. K. Ni colaisen
maar Digteren ogsaa her at skildre baade
Individ og Type. Ditte er i højeste Grad
individuelt levende, og dog er hun alle
Proletarbørn under eet fælles Syn. Og at
en saadan Generaliseren har været
Forfatteren magtpaaliggende, ses af månge Ting,
f. Eks. af Navne som Ditte Menneskebarn
og Slægten Månd.
Og Ditte er Menneskebarnet; hun er
Proletarbarnet, der er hentet lige fra den
bare Bund.
Den lilles Barndomsvej er byrdefuld.
Men hendes lykkelige Natur lader hende
overvinde alt. Hendes første Aar er de
bedste, Forældrene svigter hende og
overlader Forsørgerpligten til Bedsteforældrene,
der værner om hende med kærlige
Hænder. Trods Fattigdom er Lykken til Huse
hos de gamle. De genoplever deres
Ungdom i Samliv med Barnet.
Men en mørk Skygge kastes over Dittes
Liv, da Bedstefaderen dør. Det kniber nu
for Bedstemoderen at skaffe Udkommet til
sig og den lille. Hun bliver »klog Kone»,
men paadrager sig derved Folks Foragt.
Det er ikke nogen blid Behandling, hun
og Ditte faar paa deres trælse Tiggergang.
Men værre bliver det for Ditte, da Moderen,
som nu er blevet gift, kommer og gør sin
Forældreret gældende. Hun tager Barnet
med sig, fordi hun kan udnytte det som
Barnepige for sine tre mindre Børn.
Ditte overlæsses nu med strengt Arbejde
hos den onde og ufølsomme Moder, og
var hun ikke kommet til at hokie af
Stedfaderen, den foragtede og snavsede Rakker
Lars Peter Hansen, havde hun næppe
udholdt de onde Aar. Men han beskytter
hende og hjælper hende med en nænsom
og rørende Ømhed.
Skildringen af denne hjemsøgte, men
taalmodige og hjertensgode Almuesmand,
der til Tider kan minde om Lasse-Far, er
igen et Udslag af Digterens Evne til at
se det værdifulde i Menneskene trods deres
ydre Ringhed.
Bogens første Del slutter med nogle
stærke Scener. Den gamle »Bedste» dør;
hun kvæles af Datteren, der vil råne de
faa Skillinger, som den gamle har
opbevaret til Ditte. Øvrigheden henter
Forbrydersken, og den elleveaarige Ditte og
Stedfaderen staar tilbage med tre smaa Børn.
I anden Del, »Lillemor» (1919)
fortælles om Rakkerens mislykkede Forsøg
paa at holde Nøden ude fra sit foragtede
og fattige Hjem, »Skadereden». Det er den
lille Mor Ditte, der holder Familien oppe.
Hun opmuntrer Faderen til Arbejde, naar
han er mismodig, hun passer og plejer
de smaa, hendes rappe Fingre og opofrende
Kærlighed holder trofast sammen paa det
smuldrende Hjem. »Livet havde lagt en
voksens strenge Pligter paa hende, og hun
havde udrustet sig med en egen Robusthed
til at møde Forholdene med . . . Men
under Overfladen levede hendes Barnesind
videre og førte hemmeligt sin egen
Husholdning».
I tredie Bind »Syndefaldet» (1919)
skildres Dittes Liv blandt fremmede, hendes
Udvikling fra Barn til voksen og Verdens
Misbrug af hendes gode Hjerte. Som den
sikre Psykolog, Nexø er, har han i
Skildringen af hendes Overgangsaar faaet alt
det specielt kvindelige frem.
Sin Skæbne møder Ditte i Sønnen paa
den Gaard, hvor hun tjener. Han er en
sølle forhutlet og sygelig Fyr. Ditte elsker
ham ikke; men af sin stærke Trang til
Hjælpsomhed søger hun at trøste ham, og
det fører med sig, at hun modstræbende
og uden Attraa giver sig hen til ham; og
inden hun selv bliver rigtig voksen, skal
hun være Moder.
I fjerde Bind »Skærsilden» (1920) ser
vi saa Ditte i Hovedstaden, hvor hun
gennem en omskiftelig Tilværelse maa lide
Ensomhedens, Forladthedens, Sliddets,
Raa-hedens, Savnets og Forhaanelsens
Skær-sildspine.
Hun er først Amme paa et mystisk
Fødehjem, hvor hun faar Indblik i Lastens
og Forbrydelsens Helvede; dernæst er hun
Tjenestepige i en Række Hjem, hvor hun
ofte hundses og udnyttes hensynsløst.
Skildringen af denne Tyendets Tragedie,
de hjemløses Saga, hører til det bedste i
Bogen og er paa en Maade et Sidestykke
til Jeppe Aakjærs Skildring af
Tyendeforhold paa Landet i hans fremragende
Roman »Vredens Born», et Værk, som har
haft stor banebrydende Betydning og sikkert
ogsaa paa forskellig Maade har haft
Betydning for Nexø. Det udkom jo før »Pelle
Erobreren».
Ledet af sit intime Kendskab til
Emnet trænger Nexø til Bunds i den
Hjerte-løshed og Uretfærdighed, der driver saa
mange unge Kvinder ud i Lasten.
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
