Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Bellman og Danmark. Af Fr. Birket-Smith. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bellman og Danmark
o
Død — er disse Betænkeligheder dog ved
at trænges tilbage; Høst betegner Bellman
som »en udmærket Digter af en egen
Art», nævner hans Epistlar og Sånger,
der — som han anfører -— koste »hos
Gyldendal 5 Rdl. og 4 Rdl. prægtigt
trykte og ledsagede med den for en Del af
Forf. selv satte Musik til ethvert Stykke».
Desuden citeres Kellgrens Fortale til
Epistlerne; men helt sikker i sin Dom
synes Høst selv ikke at have været. Han
meddeler nemlig umiddelbart herefter
nogle Bedømmelser af Bellman, tagne fra
»N elie Bibliothek eier s c h ö
-nen Wissenschaften» 1793 og fra
»G oth. gel. Zeitungen ausl.
Litt.» 1791, som ganske stemmer
overens med hans egne Udtalelser fra 1794.
Endnu er Høst dog ikke færdig med
Bellman; 1804 udkom som »Tillæg
til Scandinavisk Museum for
Aaret 1802» hans »U d s i g t over
den svenske Digtekunsts
S k i æ b n e i nyest T i d e r», og her
giver han sin Dom, der, som man vil se, er
absolut anerkendende:
»Til en anden Klasse (— Lidner er den
sidst omtalte —) hørte C. Mich. Bellmann, en
nordisk Improvisadori. Man har kaldt ham
snart en Anakreon, snart en Pindar. Begge
Navne upassende ogsaa med Hensyn paa at
han, om nogen, var uden Mønster som uden
Efterfølger. Hans Digte var næsten alle
baccha-nalske, og fødte i dithyrambisk Begeistring.
Man har bebreidet ham Uanstændighed,
Grovhed, Usædelighed; men sligt fulgte af hans
Hensigt. Han vilde ikke moralisere, ikke tugte
Lasten; han vilde fremstille et sandt Skilderi
af den laveste Tone og Sæder; og dette
lykkedes for ham . . . Men hvad der gjør ham
ligesaa mærkværdig var hans forunderlige
Be-kjændtskab med Tonekunstens og
Digtekunstens indbyrdes Overensstemmelse og deres
Styrke ved hinanden. En stor Deel af hans
Poesier har han selv komponeret, og det
saaledes at Versene og Musiken, som Kellgren
siger, sammensmeltede til een Skjønhed >< . . .
I de følgende Aar er der stille om
Bellman lier i Danmark — som for Resten
ogsaa i Sverige; først 1812, samme Aar
som Atterbom skrev sin (senere udvidede)
Karakteristik af Bellman i »Phosphoros»,
nævnes han igen; men saa til Gengæld
ogsaa af to, hver for sig betydelige Mænd
indenfor den danske Litteratur.
Disse to: Rasmus Nyerup og Christian
Molbech, besøgte begge Stockholm i det
Aar og havde begge det Held at stifte
Bekendtskab med Bellmans Digtning.
Nyerup hørte i et Selskab hos den
danske Gesandt, Grev Baudissin,
Skuespilleren, den berømte Bellmansfortolker Lars
Hjortzberg synge, og han erklærer: »At
høre og see ham synge Bellmans Viser er
en Nydelse, som overgaaer alle de, jeg
nogensinde har havt og en større Fryd
oplevede jeg ikke i Stockholm».1
I sine »Breve fra Sverrige i Aaret
1812»2 fortæller Molbech ligeledes,
at han regner det til »de fortrinligste og
mest eiendommelige Nydelser», som hans
Rejse i dette Land har skænket ham.
»Man maa see Holbergs Komedier
opføres i Danmark, og høre Bellmanns (!)
Viser, hvoraf nogle kunne udføres af flere
Personer, som smaa Dramer, synges i
Sverrige.»
Men foruden at gøre Rede for disse
personlige Indtryk forsøger Molbech at
give en virkelig litterær Karakteristik af
Bellman, den første, der foreligger paa
Dansk.
At meddele denne her vilde føre for
vidt; den fylder 8 Sider i hans »Kort
Udsigt over Epokerne i den svenske
Nationallitteraturs Historie» (Tillæg til de nævnte
»Breve fra Sverrige») ; men nogle Uddrag
kan nok paaregne Interesse. Han skriver
saaledes bl. a.:
... en ægte Søn af Phoebos, der ikke erkjendte
nogen anden Herre og Styrer, end Digternes
Gud, og i al Fald dennes Broder, den begei-
1 Nyerups »Rejser til Stockholm» Kbh. 1816.
2 i. Bind: Kbh. 1814; 3. Bind, hvori Omtalen
af Bellman findes Side 282—89, Kbh. 1817.
295
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
