Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Oplevelse og Digtning. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
over Gennemsnittet, en Månd, der i
sin Lykkes Overmaal udfordrer Skæbnen
og kræver Fjender, der kan tvinge ham til
at tage Kampen op for sin Lykke.
Skæbnen hævner sig nu paa ham og slaar ham
ned.
Skuespillets Værd beror paa den originalt
opfattede Type, dets dramatiske Virkning
samler sig" udelukkende om denne, som man
ogsaa kunde tænke sig udformet paa
Romanskildringens bredere Basis. Thi egentlig
Dramatiker er Buchholtz ikke — hans medfølende
Menneskebetragtning, hans Humor og Sans
for Tilværelsens Modsætninger og
Konflikterne mellem Evne og Vilje præger hans
sidste store Roman Gudrun og Simon
(Gyldendal).
En ung dramatiker Max Lobedanz
tumler i sit Skuespil De uvidende (Reitzel)
med et helt Ibsensk Problem — Kampen
mellem Videnskab og Samvittighed. Men
Problemet er for overvældende og
mangesidigt til at kunne udtømmes indenfor et
Skuespils Ramme. Det kræver i saa Fald en
Ibsens Koncentration og Dybsindighed.
Men Lobedanz har i hvert Fald den
Fortjeneste at have søgt udenfor de traditionelle
Former og skærpet Problemet om den dybe
Kløft, der adskiller Liv og Lære, saa han
vækker til Eftertanke. Man faar en bitter
Smag i Munden ved at læse det, føler, at der
er flere Tvivls-Spørgsmaal mellem Himmel
og Jord, end Godtkøpsfilosofien antager.
En anden yngre Dramatiker Johannes
Heskjær, der i Fjor dukkede op med
Skuespillet Kristine (Gyldendal), der vakte
Opmærksomhed mindre ved sin Form end ved
Indholdets sitrende og skælvende Liv og ved
Figurernes brogede Mangfoldighed, har
udsendt et nyt dramatisk Værk Dr. Hansen
(Gyldendal), som atter er et lille hurtigt
Udsnit af Tilværelsen, med skarpe
Lysvirkninger afvexlende med Dunkelhed,
Antydninger og Forklaringer i uafbrudt Følge —
en Art aforistisk og impressionistisk
Dramatik, der vistnok hæver sig over det
ligegyldige og almindelige, men langtfra er
afklaret endnu. En Sigtning af disse
ualmindelige Emner kan muligvis frembringe en
virkelig Dramatiker.
Einar Christiansen er derimod den
fødte Dramatiker. Han var lige bleven
Student, da Det kgl. Theater opførte hans første
Skuespil Lindows Børn, og det kan snart
blive 50-Aarsdagen for hans Debut som For-
fatter. I de mellemliggende Aar har han
udfoldet en overordentlig frodig, meget
forskelligartet Produktion. Han har skrevet
moderne Skuespil og Lystspil, bevægede af
Dagens Spørgsmaal, undertiden næsten grebne
ud af selve Øjeblikkets Debat, til andre
Tider dybt alvorlige, mærkede af dybe
Tids-strømninger, som Fædreland, der udkom og
spilledes under Verdenskrigen. Han har
skrevet verdenshistoriske Tragedier som Nero,
romantiske Skuespil som Peter Pius og
Broder Rus, pseudohistoriske Dramaer
som Cosmus og Tronfølger, i
Besiddelse af en mærkelig hurtig formende Evne,
samme Dramatiker-Haandelag som af
danske Digtere især Henrik Hertz har ejet.
Og rimeligvis bliver Einar Christiansens
Skæbne som Dramatiker en lignende som
Hertz’: at kun et Par Skuespil af hans lange
Række vil blive overleveret til Eftertiden.
En rig Produktion er kun i rene
Undtagelsestilfælde, naar de gælder
Verdensliteratu-rens allerstørste, af Betydning for
Eftermælet. Det ses ofte, at en Digter lever paa
Scenen med et eller to Skuespil, medens hans
samtidige, der for sin Tids Theater skrev
baade 20 og 30 Stykker, næppe nok kendes
af Navn. Tænk f. Ex. paa Iffland og
Kot-zebue kontra Heinrich von Kleist!
Det sidste Arbeide, Einar Christiansen har
udsendt, Dobbeldramaet: De spurgte ham
— (Gyldendal) maa regnes blandt hans
mest formfulde og vellykkede — det er
ligesom hans Evner har krystaliseret sig, efter at
han har sluppet Forbindelsen med den daglige
Theatergærning og alle de Ægrelser, der
ufravigelig følger i dens Spor. Det er den
ny Tids Gry ved Jesus Christus’ Fremtræden,
som kaster sit Skær over Dramaet. Dets
verdenshistoriske Baggrund hæver det over
Dagens Ligegyldigheder. Denne Bog bebuder
muligvis en Eftersommer for Digteren.
Samtidig har en ung Præst Kaj Munk
debuteret som Dramatiker med et lignende
Skuespil fra den store verdenshistoriske
Overgangstid : En Idealist (Aschehoug, Dansk
Forlag). Det handler om Kong Herodes, om hans
vilde Rasen og Død, om Kampen mellem
Romerne og den gamle Kultur, der skejer ud.
Allerede Friedrich Hebbel har anvendt dette
Stof i sit storslaaede Drama »Herodes und
Mariamne», der i vore Dage stadig spilles
paa Burgtheatret og paa Statsskuespilhuset i
Berlin, den ypperste Blomst af Hebbels
reflekterende Digtning, med dens mange Sym-
5 66
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
