Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Memoirer og Skildringer
lem Modstandere og Skældsord flyvende fra
Række til Række — husk det er midt i
Estrupiatets værste Mørketid! Men ved
Referentbordet med Ryggen mod Salen sidder
den af Hørup fra Paris hjemkaldte Henrik
Cavling, der rolig refererer, som den
»Igno-tus», der i »Politiken» har formet de mest
hudflettende Udtryk om den reaktionære
Rede.
Barndomsminderne giver Bogen Charme,
og videre flyver Pennen over Papiret — den
vordende Verdensreporter, Korrespondent og
Chefredaktør bliver først Smedelærling,
forsøger sig usikkert som Journalist, faar sine
første Artikler ind i »Morgenbladet», hvor
han træffer Hørup, hans store Forbillede, til
hvem han senere føler sig saa personlig og
varmt knyttet, og hvis Minde han stedse har
dyrket med Lidenskab. Det trækker op til
politisk Storm, »Politiken» grundes 1884 og
udsender sit fjerde Nummer Dagen efter
Christiansborgs Brand, der gav flere unge
Journalister Ilddaaben. Om de Aar, der nu følger,
skal et kommende Bind handle. Det første
er formet med den øvede Journalists
Behændighed og spænder Forventningerne højt
om det, som skal følge.
Nogle Aar yngre end Cavling er H. P.
Hanssen, Sønderjydernes Fører, der nu, da
Kampaarene i forreste Række er afklarede,
har begyndt at skrive sine Erindringer med
»Et Tilbageblik. Barndom og Ungdom»
(Gyldendal). Samme Aar, jeg første Gang saa
Cavling, traf jeg ogsaa den kun nogle og
tyveaarige H. P. Hanssen fra Nørremølle
hin Aften, da Studentersamfundets
sønderjyske Samfund — de tre S’er — stiftedes paa
Initiativ af Johan Ottosen og H. V. Clausen
ved et Møde, hvor ogsaa Sønderjydernes
daværende Fører, Rigsdagsmand Gustav
Johannsen talte. H. P. Hanssen var just den
Gang paa sin Studierejse, der foruden til
Kjøbenhavn førte ham til Tyskland,
navnlig til Berlin, der en Menneskealder senere
skulde blive Skuepladsen for hans
betydningsfulde parlamentariske Virksomhed i
Danskhedens Tjeneste som Fører for de
danske Nordslesvigere.
Smukt og stemningsfuldt skildrer H. P.
Hanssen Barndomshjemmet, Livet paa
Fædrenegaarden Nørremølle, som gav ham
hans Tilnavn, og Besøget paa Askov
Højskole, der bliver et saa betydningsfuldt
Stadium i hans Udvikling. Men Baggrunden for
den senere sønderjyske Førers
Ungdomsminder er selvfølgelig Nationalitetskampen
med alle dens Pinagtigheder og Trængsler,
med den danske Befolknings passive
Modstand og sejge jyske Udholdenhed. Den
sønderjyske Naturs frodige Foraarsskønhed
lægger sin Mildhed over de ofte tunge
Oplevelser. H. P. Hanssen er en Optimist, han ser
altid de lyse Farver, som selve det mørkeste
Billede ikke savner. Og da han drager ud, i
Tyskland studerer de politiske og sociale
Forhold, i Kjøbenhavn lærer de politiske
Venstreførere at kende og nøje instruerer
sig om de ledende Mænds Syn paa
Forholdene, faar han ligesom Indvielsen til sin
Manddomsgærning, der vil straale langt frem
i Tiden til Trods for al den Modstand, den
dybe Splittelse i Meninger og Sympatier har
rejst mod ham baade nord og syd for der.
gamle Grænse.
Dette »Tilbageblik» giver langt mere, end
den saa beskedne og tørre Titel lover. Det
er Fortællingen om en bevæget Barndom og
Ungdom i Kampens Tegn, med alle Nerver
spændte, med kølig Tilbageholdenhed og
varmblodig Begejstring, alt som Øjeblikket
kræver snart det ene, snart det andet, men
med Blikket fast rettet mod Maalet uden
Famlen, uden Sløvhed, uden Frygt. Den,
der har læst H. P. Hanssens
Dagbogsoptegnelser fra Krigsaarene, vil med store
Forventninger imødese disse Erindringers
Fortsættelse, der skal skildre Journalistens og
Politikerens store Indsats.
I to anselige Bind »Fra min Bittetid» og
»Drengeaar og Knøsekaar» (Gyldendal) har
nu Jeppe AAKjæR skrevet sine Erindringer
indtil det Øjeblik, han træder frem som
Digter.
Det første Bind er Barndommens
kulturhistoriske Selvbiografi — som Midtpunkt den
jyske Hedegaard: »der har jeg Rod, derfra
min Verden gaar». Aakjær fortæller om
Storstuen, et Hvilested for alle Fredens
Guder, hvor han har nydt en Fred, som ellers
intet Steds i Verden, naar han kom hjem
fra sin »endeløse Omflakken»: »Intet Steds
mindes jeg, at Fuldmaanen har kastet saa
blidt et Lys ind over et sandstrøet Gulv, intet
Steds lød Dødningeurets Hammerslag saa
alvorligt og mindekært».
Han skildrer sine Forældre, saa de
træder levende frem, især Moderen, for hvem
han i Kjøbenhavn, hvortil Skæbnen havde
ført hendes Søn, var ligesaa langt borte som
Manden i Maanen. »Hun kunde slet ikke
fatte Begrebet! Hver Gang, jeg atter drog
bort, var det under hendes hedeste Taarer,
639
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
