Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
hun er og kan selv se og dømme. Hun er lidt
splittet. . . Tota gaar forbi et
Automobilværksted, hvor en Mekaniker arbejder ved
en Vogn. Hun føler Trang til at »stryge med
Haanden ned ad denne sunde Arms
gyldenblonde Haar». Og saa tænker hun: »Hvilken
himmelvid forskel i skønhed at se en arbejder
i overall travlt beskæftiget med sit
haand-værk mod synet af en sortbetrukken,
hvid-pansret middagsherre. — Kunde hun da
selv tænke sig at gifte sig med en arbejder?
Nej. Hvorfor? Fordi de var fattige. Hun
hadede Fattigdom.»
Hemmeligheden ved »30. Generation» er den
at det er ligegyldigt, hvad Menneskene er og
gør; de skydes stadig i Baggrunden og skal
blot bære de Replikker, der forklarer
Generationens nye Idéer: Solbad, ny Kønsmoral,
Antichauvinisme, aabent Land og
Presserenhed. Gudmundur Kamban fører sin og Islands
Sag med Iver og Myndighed som en trænet
Månd. »30. Generation» har et interessant
Problemstof at tumle med. Man læser den med en
vis Agtelse for Bevisførelsen. Som Agitation
kan den maaske gøre Gavn, som Roman vil
den ikke volde saa forfærdelig megen Glæde.
8.
Gunnar Gunnar sson søger ogsaa tilbage
til det primitive med sin Roman Jord. Her
gælder det et Samfunds Dannelse og Vækst —
det islandske. »Jord» falder naturligt til i den
snart lange Række af Gunnar Gunnarssons
historiske Romaner om Islands Sagn og Folk.
Romanen begynder med en frodig, funklende
Skildring af islandsk Natur, holdt i en Stil,
der passer til Emnet som Fod til Støvle. Men
Romanen handler jo ogsaa om Jörø — altings
Ophav.
»Jord» fortæller om de første
Landnamsmænds Bedrift: Erobringen af Island og
Opbygningen af et Samfund. Naar
Højsædestøtterne er drevet i Land ved
Arnar-hvåll, og Ingolfur Arnarson, Høvdingen og
Goden, har slaaet sig ned ved »Reykjarvik»
med sine Folk, begynder Handlingen, der
beretter om Aarene, der gik og om en lang
Slægt, fra Fader til Søn og Sønnesøn. Personer
og Situationer er skaaret i Træ, sort-i-hvidt —•
og skaaret haardt med Gunnar Gunnarssons
bedste Haandelag. Selve Ordene gemmer paa
en Humor, et Spil med Skæbnens Magter,
der fryder den, der læser og gør de barske
Svende i Ingolfurs Følge underfundigt levende.
»En Månd», hedder det et Sted, »laver sig et
Svøb af sine Ord, vikler det om sig, luner sig i
det; bliver det flænget, laver han sig et nyt.»
Dér har man dem og deres snu og ængstelige
Væsen.
De enkelte omhyggelige og sindige Afsnit i
Romanen føjer sig sammen uden Brud, og
efterhaanden faar man et Billede frem, et
tydeligt Billede af det primitive Samfund i
en Brydningstid, hvor Tor staar mod
Hvide-Krist: hvordan det bliver til, og hvordan det
vokser. (Ogsaa her er Bogens rigeste Afsnit
et Barns Opvækst: Torkell Maanes friske
Barndom.)
Man ser — og lugter — det daglige Slid for
Føden, Fisk fra Fjorden og Fugle fra Fjeld,
mærker Aarets sunde Gang og sanser Folkenes
Angst for Jorden og deres skrækblandede
Respekt for Magterne og Skæbnen. Man kender
efterhaanden deres Varseltro, Spaadomsgaver
og Slægtssammenhold. De lever sandelig
efter Ingolfurs Bomærke: Fare, Fuldbyrdelse
og Død.
Man mærker overalt, at Gunnar Gunnarsson
er paa sikker Bund. Stoffet ligger fast, og
Stilen er gennemprøvet. Det er ikke en
psykologisk Roman, men en »historisk» med en
fortællende Natur som Baggrund. Man er
tilfreds med den forklarende Forbindelse, der
er mellem Natur og Menneske; naar Naturen
giver Folkene sine skjulte Kræfter, bliver det
til Sind.
»Jord» er et Epos — et snoet og slyngende
Kendingskvad — om Island og de første Folk,
det bar paa sin Vulkanryg. Vi faar uendeligt
meget at vide om deres Forestillinger og
Færd, ser dem for os, rædde for Mørket og
Magterne, haarde med Sværd i Haand og
milde foran Kvindeaasyn; ser dem tydeligt i
Helg og Hverdag, ved Hovet og ved Tinge.
»Jord» er ikke letlæst. Kunde
Forklaringerne ikke være lidt mere ligetil nu og da,
spørger man, selv om disse
Landnamsmænd — som alle Eneboere — har en
forbavsende Evne til at gøre Tilværelsen
indviklet med Fortielser og usynlige Love?
(Ask Yggdrasil med hele dens spekulative
Hjernevirvar er en typisk Eneboer- og
Ked-somhedspoesi.) Engang imellem er Stilen lidt
trættende for Øjet med sine »smedede»
Snoninger og Sving. Ordene smedes sammen.
Og undertiden synes man, at
Menneskebestanden er vei rigelig; det bliver let til
Virvar. Men er Romanen tung og graa-haard
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
