Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Kirchhoff-Larsen
særligt; Tungsind kendte hun fra sit eget
Hjem, og hun lod sig ikke skræmme. Men
en Dag følte Regine sig alligevel krænket og
erklærede, at hvis det var af Vane, han kom,
vilde hun straks slaa op med ham. Dette
var imidlertid mere, end Kierkegaards
dæ-monisk-erotiske Forfængelighed kunde taale
— det maatte ikke ske, at »saadan en lille
Jomfru» frivillig unddrog sig hans Trylleri.
Han forklarede hende, at hvis hun vilde
holde ham fast, maatte det ske ved
Hengivelse, ikke ved Selvhævdelse. Og Regine
slog straks om — efter et Øjebliks Overmod
fulgte en grænseløs Tilbedelse.
»Du bliver dog aldrig glad», sagde hun,
»saa kan det jo hverken gøre dig fra eller
til, om jeg faar Lov at blive hos dig.»
Men det hjalp ikke. Saa uimodstaaelig i
sin Ynde hun var, lykkedes det hende ikke
at betage Søren Kierkegaard hans Skrupler,
og han bestemte sig for at hæve Forlovelsen.
Hvad den egentlige, den dybest liggende
Grund var, har han tilsløret for os. Et
Misforhold hos ham mellem det legemlige og
det psykiske — er den nærmeste Forklaring,
han har givet. Der var det ved hans
Kærlighed til Regine, at saa inderlig han holdt af
hende, var han dog lykkeligst, naar han
sad ene og tænkte paa hende ■— ikke naar
de var sammen. Han, der ejede Tvivlens og
Kampens Mod, savnede Besiddelsens. Han
formaaede kun fuldtud at besidde ■—
Muligheden, ikke en Virkelighed. Det hedder i
Dagbogen:
Jeg har Mod til at tvivle, jeg tror, om alt; jeg
har Mod til at kæmpe — jeg tror, mod alt; men jeg
har ikke Mod til at erkende noget, ikke Mod til at
besidde, til at eje noget. De fleste klager over, at
Verden er saa prosaisk, at det gaar ikke til i Livet
som i Romaner, hvor de elskende er saa heldige.
Jeg klager over, at det ikke er i Livet som i
Romaner, hvor man har haardhjertede Fædre at
stride imod, Jomfruburet at sprænge, Klostrets
Mure at storme imod. Jeg har kun de blege,
blodløse, sejglivede natlige Skikkelser at stride imod,
som jeg selv giver Liv og Tilvær.
En Augustdag sendte han sin forlovede
hendes Ring tilbage med de Ord:
For ikke oftere at gøre Prøve paa, hvad der dog
maa ske, hvad der, naar det er sket, vel vil give
Kræfter, som disse behøves: saa lad det være sket.
Glem frem for alt den, der skriver dette: tilgiv et
Menneske, der, om han end formaaede noget,
dog ikke formaaede at gøre en Pige lykkelig.
At sende en Silkesnor er i Østen Dødsstraf for
Modtageren: at sende en Ring bliver nok her
Dødsstraf for den, som sender den.
Et Par uhyggelige Maaneder fulgte. Da
Kierkegaard sendte Regine sit
Opsigelses-brev, saa hun i Brevet et Udslag af hans
Tungsind og bad ham for hans afdøde
Faders Skyld at holde ud med hende, hvad
han i Øjeblikket gik ind paa. Men han
havde i Virkeligheden opgivet alt Haab.
Han vilde have det gjort forbi. For at
lette den elskede Skilsmissens Smerte søgte
han paa enhver Maade at gøre sig saa
utiltalende som muligt i hendes Øjne. Det
vilde ogsaa være det ærefuldeste for hende,
om hun og ikke han brød Forbindelsen.
Selv om Kierkegaard ikke har været den
kolde Eksperimentator, som han gav det
Udseende af, og som hans Bysbørn saa i
ham, var det nok sin egen Optræden, han
siden skildrede, naar det et Sted hed: »Dril
hende ikke, det hidser. Nej vær
vrøvle-vorn, gør een Dag eet, en anden et
andet, dog uden Lidenskab, i en
fuldkommen Slendrian, der dog ikke udarter til
Uopmærksomhed ... en vis vammel
qvasi-Elskov, der hverken er Ligegyldighed
eller Attraa.»
Ubarmhjertige Stik hørte til Systemet.
Fortvivlet spurgte Regine: »Vil du aldrig
gifte dig?»
Han svarede: »Jo, om ti Aar, naar jeg
faar raset ud, saa maa jeg have en ungblods
Frøken til at forynges.»
Det forholdt sig, som naar Barnet skal
vænnes fra og Moderen sværter sit Bryst —
Barnet tror, at Brystet har forandret sig,
skønt Moderen er den samme og hendes
Blik kærligt og ømt som altid.
Kampen varede til hen i Oktober. Da
sagde Regine: »Nej, nu kan jeg ikke længer;
400
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
