Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaards Forlovelse
forstaar mig. -— I Midnattens Stilhed: thi Dagen
begynder jo ved Midnat, og ved Midnat vaagnede
jeg, og Timerne blev mig lange, thi hvad er
hurtigt som Kærlighed. Kærlighed er det hurtigste
af alt, hurtigere end sig selv.
Zwei Musikanten ziehn daher
vom Wald aus weiter Ferne,
der eine ist verliebt gar sehr,
der andre war’ es gerne.
Hvad her er adskilt i to, det forener
Kærligheden i een; han er paa en Gang forelsket, og dog
ønsker han bestandig at være det; en Uro, en
Higen, en Længsel gør, at han i ethvert Øjeblik
ønsker at være det, han i samme Øjeblik er. Den
overbyder bestandig sig selv, uagtet den anden,
der byder, er den selv og den forsaavidt er ene
om Budet. I en salig Utaalmodighed byder den
stedse højere og højere, fordi Besiddelsen af det,
der er dens Genstand, er inkommensurabel med
enhver Værdi. Som hin Købmand sælger den alt
for at købe den Ager, hvori den kostelige Perle
laa, og ønsker bestandig at eje mere for at betale
den dyrere. Ligesom Købmanden, hvergang han
betragter sin Skat, sukker ved sig selv: hvorfor
blev dog ikke hele Verden min Ejendom, at jeg
kunde give den bort for at erhverve den Skat, jeg
ejer, saaledes besidder Kærligheden aldrig sin
Genstand død og magtesløs, men stræber ethvert
Øjeblik at erhverve, hvad den i samme Nu
besidder. Den siger ikke: Nu er jeg sikker, nu vil jeg
slaa mig til Ro; den løber bestandig hurtigere end
alt andet, thi den løber sig selv forbi. Men denne
Hasten, denne lien, denne Uro, denne Længsel,
denne Ønsken, hvad er det andet end
Kærlighedens Magt til at uddrive af Glemsel, af Sløvhed
— af Døden. Og hvad vilde selv Himlens Salighed
være uden Ønske, uden Ønsket om at besidde
den; thi det er kun den nøgterne Forstand, der
mener, at det er taabeligt at ønske, hvad man har.
Men dette Ønske er vel ogsaa højrøstet og
hviskende efter Omstændighederne, men aldrig
mange-tunget; thi hvis jeg turde ønske, da ved jeg vel,
hvad jeg vilde ønske, og hvis jeg turde ønske syv
Ting, da havde jeg kun eet Ønske, uagtet jeg med
Glæde vilde ønske det syv Gange, om jeg end
vidste, at det var opfyldt med den første Gang.
Og dette Ønske er det samme som det er min
fuldeste Overbevisning: at hverken Død, ej
heller Liv, ej heller Engle, ej heller
Fyrstendømmer, ej heller Magter, ej heller det nærværende,
ej heller det tilkommende, ej heller det høje, ej
heller det dybe, ej heller nogen anden Skabning
maa kunne rive mig fra dig, ej heller dig fra mig.
Die stehn allhier im kaiten Wind
und singen schön und geigen:
ob nicht ein süssverträumtes Kind
am Fenster sich wollt’ zeigen?
Efterskrift. Naar du har glemt alt det
mellemliggende, vil jeg bede dig om blot at læse
Overskrift og Underskrift: de har, som jeg selv har
fornummet, en Magt til at dysse og vække, som
kun faa Besværgelses-Formularer. Din S. K.
Faa danske Kvinder har modtaget et
mere spirituelt Brev fra deres Kæreste.
Mange har til Gengæld faaet Breve, som
de blev gladere for.
Saa stærkt og varmt Søren Kierkegaard
følte for Regine, Tvivlen, Uroen nagede og
nagede ....
Han skænker i Nytaarsgave den elskede
— et Lommetørklæde. Han har ladet det
lægge under hendes Hovedpude. Naar hun
engang pludselig vaagner, ængstet af en
smertelig Drøm, naar hun ikke formaar at
holde Taarerne tilbage, da skal hun aftørre
dem med dette »Linklæde» — han hentyder
til den Dug, med hvilken den fromme
Veronica aftørrede Kristi Sved, og hvorpaa til
Løn et Billede af Frelserens Ansigt blev
synligt. For i dette Klæde at se hans Billede
maa hun selv fremkalde det. Han beder
hende ikke fremkalde Billedet af ham som
den, hvem mørke Tanker ikke under Fred,
hvem lønlig Sorg jager som en ustadig Aand,
men mild og venlig, fuld af Haab og Tillid.
. . . »Gud give dig», beder han, »et
glædeligt Nytaar: mange Smil og faa Taarer!»
Selv skulde han kun komme til at give
hende Taarer.
Thi han kunde ikke længere skjule det
for sig selv: hvad han under Forsøget paa
at gribe Lykkens Rose havde naaet, var kun
at flænge sig til Blods paa Tornene. I
Grunden gjaldt det lige fra først af. Allerede en
Uge efter Forlovelsen havde han været saa
forpint, at Regine, da hun mødte ham i
Løngangene, næsten ikke kunde kende ham.
Ofte sad han grædende hos hende. I lang
Tid syntes hun dog ikke at bemærke noget
399
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
