Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - H. C. Branner. Et dansk Spejlbillede. Av Gudmund Roger-Henrichsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gudmund R o g e r-H en rich sen
mærkelig stærk. Sandhedssøgende, men
forunderlig blufærdig af et Mandfolk at være.
Lidt gammeldags, maaske. Han har i alle
Tilfælde manglet Albuer til at mase sig frem
i Teaterverdenen og i Forlagsverdenen, hvor
han i hele ni Aar prøvede Lykken som
Kontormand; men tabte. »En langsom organisk
Udvikling førte mig uundgaaeligt frem til
det jeg hele Tiden vilde undgaa. Jeg vidste
ikke, om jeg kunde skrive, men jeg vidste
omsider, at der ikke var noget andet, jeg
kunde.» (Berlingske Aftenavis. 20. April 1940).
Ikke just pralende sagt, og saa er Sandheden
dog den, at han godt kunde have Lov til at
være stolt paa Skribentmaner, eftersom hans
Novellesamling fra 1939 fik Efteraarets bedste
Kritik. »Om lidt er vi borte» viste ham som
Sprogkunstneren frem for nogen af de yngre
danske Forfattere. Han dyrker det danske
Sprog og plejer det som Helge Röde, Johannes
V. Jensen og Jacob Paludan har gjort det
før ham. Han faar det til at tone som et
Strygerorkester under en Stordirigents
Ledelse. Rent og klart lyder det i vores Ører.
Nu og da kan det dog tage Farve af
Forfatterens uklare Fornemmelser og blive
røgelses-agtigt. Han vækker Stemninger til Live med
det Sprog, men han formaar ogsaa at knuse
dem, for hans Ledestjerner er Ærlighed og
Sundhed. I en Tid hvor de store Ord hænger
paa Træerne, træder H. C. Branner frem som
Tolk for de smaa Ord med den store
Betydning. Ved sin inderlige Hvisken overdøver
han selve Tidens Brøl. Han ser bag om alle
Floskler og Slagord. Han ser dybt og længe
paa Mennesket, saa det til sidst stiger op af
Tidens Flitterstads til Lys og Frigjorthed.
I Virkeligheden stammer han i lige Linje ned
fra det 19. Aarhundredes filosofiske Liberalister,
hvis Ideer vantrives i Øjeblikket. Han
gransker Menneskesindet paa samme frie
Maade som de gjorde det, og han vil være
med til at løse dets Problemer, ikke ad
politisk, men ad etisk Vej. Som de gamle
danske Radikalere minesprænger han alle de
fine Ord, Menneskene skjuler sig bag som
Traditioner, Magt, Prestige, Kærlighed og
Had, og han vender sig imod
Mellemkrigsperiodens Materialisme og især dens
Anima-lisme.
Jeg har før sagt at jeg ikke forstaar mig paa Kunst,
men Hans Egges Kunst er let nok at forstaa, den
virker direkte paa Sanserne, den savner ethvert Prægaf
Aand. (»Barnet leger ved Stranden».) . . . Midt i
Roderiet stod en Gibsafstøbning af en af Hans Egges
Ting, en Pige med et diende Barn ved Brystet.
Det er en berømt Figur, men der er ikke Gnist a
Moderkærlighed udtrykt i den, kun Kon og
Sanselighed. (»Barnet leger ved Stranden».)
Aand! Aand! Sjæl! Sjæl! Dst er Branners
stille Skrig — og derved slutter han op i
Rækken af unge danske Skribenter, der
føler visse sociale Forfatterskabers
Utilstrækkelighed og ønsker 40ernes danske
Litteratur bragt ind under Nyidealismens blaa
Bannere. Der er bare den Forskel paa ham
og dem, at Branner er Kunstner og
Aands-menneske, mens mange af Kumpanerne er
Amatører, Journalister og Aandskrøblinge,
ude af Stand til at leve op til deres egne Krav
og ude af Stand til at finde Sjæl, hvor Sjæl er.
Branners Produktion bestaar indtil Dato af
fire Hørespil, to Romaner og een
Novellesamling.1 Heraf er kun Prosaarbejderne
offentliggjort. Spillene forvares i den danske
Statsradiofonis Arkiv, naar de ikke bruges foran
Mikrofonen. De to bedste er Ægteskabsspillene
Eftermæle og Natteregn, der ikke gør mer ud
af Ægteskabet end det fortjener. Sunde
Stykker for sværmeriske Pigebørn. Og
veltilrettelagte Pjecer for en Scene, der stiller
nye Krav til dramatiske Talenter.
Forretningen indskrænker, der fortæller, hvad vi
ved, at Forretning er noget usikkert noget
og Arbejdsløshed noget ulykkeligt noget, og
Efterspil, der ærter baade Forlagsfolk og
Pressefolk og Filmsfolk for deres ringe
Kunstinteresse og glubende Pengebegær, er derimod
tynde i det. De vil hurtigt blive distanceret
af Hørespil, der finder sin naturlige Form, og
glemt af Publikum, men derimod næppe af
Litteraturens Folk. For her saavel som i
de foregaaende Stykker finder man Spirer
til Motiver og Tanker i de senere udarbej
-dede Prosaarbejder. Jeg skal ikke spilde
Tiden med at komme ind paa disse
Spørgsmaal her, men blot nævne, at »Eftermæle»
kan læses i Sammenhæng med Romanen
Barnet leger ved Stranden, »Forretningen
indskrænker» i Forbindelse med Legetøj og
»Natteregn» før Om lidt er vi borte.
Hørespillene kan altsaa opfattes som en Slags
Forarbejder til Romanerne og Novellerne,
der har vakt Interesse om Branners Navn i
Norden. Naar han har forsøgt sig i den
nydramatiske Kunst, skyldes det sikkert hans
gamle Kærlighed til Teatret. Han staar
hverken tilbage for Herman Bang eller H. C.
1 I dette Efteraar udsender Povl Branners
Forlag den tredje Roman, en Ægteskabshistorie med
Titlen Drømmen om en Kvinde.
462
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
