Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Shakespeare og filmen. Av Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Shakespeare og filmen
vi vist have medlidenhed med hans
aands-frænde, William Shakespeare, hvis mission
det ligeledes blev med svulmende
veloplagthed at virkeliggøre, hvad mindre lykkelige,
men i grunden originalere forgængere havde
skitseret.
Det vigtigste for mænd af denne type er
at se arbejdet trives: der kommer altsaa
virkelig folk paa den bro, de har konstrueret,
månge og glade folk. Digteren bliver dog ikke
derför et kreatur af den folkelige smag, der
maaske er noget brutal og banal i forhold til
hans egen; han faar jo lov til at forme det
hele, og forme publikum med —• alle disse
bæster, som han ofte kan hade for deres
kanibalske kaviarforagt, men som alligevel
er hans store, lykkelige kærlighed, i alt fald
naar de overgiver sig, og de skal komme til
at give sig! Der er god brug for titaner i det
haandværk.
Men kunst betyder vel ogsaa at overvinde
noget i sig selv? Javist, man vil sublimere
og koncentrere og forevige det, som fylder
ens sind. Paa teknik alene skabes der visselig
ingen værdier, som i længden blot skal kunne
kaldes effektive. Men man har gjort sig højst
overdrevne forestillinger om mærkerne af
det private konfessionsmateriale ved
opfindelsen eller valget af stof. Man har fortolket
stemningerne og motiverne i Shakespeares
dramatik ud fra hans biografi, — hvilket blev
betydeligt lettet ved, at den ikke var kendt —
og er faret frem, ganske som om det gjaldt
en forfatter af centrallyrik eller
tendensdramatik fra det nittende aarhundrede. Det
har været saa vanskeligt at forestille sig, at
den store kunstner ikke skulde være et stort
menneske og det store menneske ikke have
store passionerede oplevelser, og disse ikke
faa stor plads i hans digtning. Maaske kan
det bidrage til at udrydde en saadan
vrangforestilling, at man ikke, fordi man anerkender
en filmsdigters storhed, finder paa at lede
efter private motiver bag hans værker, uden
at man derfor vil benægte, at de stemninger,
han fremkalder, har ejet resonans hos ham
selv. Vi ved, at det i filmens produktioner
oftest er ydre faktorer, som har bestemt
valget af sujet og behandlingen deraf. Et
selskab raader over en dygtig aktør, som dog
helst skal vises i ganske specielle roller; han
kommer til at betyde noget nær det samme
for manuskriptforfatteren som Mr. Crummels’
vandpost og vaskebaljer. Eller tilskuerne har
røbet særlig appetit for visse motiver: spion-
filmen, opfinderfilmen, justitsmordsfilmen
o. s. v.; vel, de skal have det; — der bliver nok
endda plads for digter og instruktør.
Just saadan synes det ogsaa at have været
for Shakespearetidens dramatikere, hvor alle
stykker blev skrevet for et bestemt ensemble,
og hvor der ogsaa findes vidnesbyrd nok om
modemotiver: hævndrama, historiedrama
o. s. v., ofte som korte, men rasende farsoter,
der stillede teaterdigterne over for højst
bundne opgaver. Disse forhold gør det
tillige lettere for os at begribe, hvorledes
anstændige forfattere paa Shakespeares tid
kunde gaa i kompagni om et drama — ganske
ligesom de Flers og de Caillavet, som jo er
dejlige folk, men ikke netop indgyder
ærefrygt. Vi maa erindre, at det var noget ret
nyt, at et scenisk arbejde overhovedet
forsynedes med forfatternavn; et drama var
ikke camoufleret bekendelse eller journalistik,
men handling og effekt. Et drama var desuden
først færdigt, naar det fremførtes paa teatret,
og da var det i alle tilfælde resultatet af
samarbejde mellem et helt samfunds
medlemmer: teaterselskabets. Altsaa noget nær
det samme forhold som ved filmen i dag,
hvor »filmsdigteren» ligefrem er en abstraktion,
eftersom det i reglen er umuligt at skælne
manuskriptforfatterens, instruktørens,
fotografens og skuespillerens indsatser fra
hinanden. Kun studerekammerskribenten er
individualist; digteren, der slutter sig til et
teater — eller til et filmsselskab — maa
kende samarbejdets kunst.
Netop dette bør man erindre: at en
shakespearesk teatertekst blot var forudsætningen
for det færdige kunstværk: teaterforestillingen,
— ganske lige som en filmsdigters drejebog.
Vi bliver ellers let uretfærdige over for den
gamle englænder. Han foretrak jo ofte effekt
fremfor sandsynlighed, fordi han turde regne
med, at tilskuerne i det kritiske øjeblik vilde
godtage selv en tvivlsom motivering eller
lade sig overrumple af en ikke alt for
sensibel udformning, medens vi hjemme i vor
lænestol, hvor Shakespeare vel i reglen først
bliver os bekendt, er ubestikkeligt nøgterne;
kunstværket har derved faaet sig en fejl
funktion, hvis da ikke læseren har en hel
masse specielt teatralsk fantasi. Alt dette
kender vi ogsaa fra filmen, der ligeledes
lever for minuttet. Hvor ofte har vi ikke
forladt filmsteatret lidt hede i hovedet efter
alle de heldige angreb paa vore instinkter;
og først naar vi i ro og mag sad ved aften-
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
