Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Vedel
Stof og er til Dato en Klassiker i Emnet;
som Aandsværk hører den til hans afgjort
mindre interessante.
Dat lykkedes Vedel i hans Alderdom at faa
udarbejdet det Værk han saa længe havde
stundet imod. Med Fællestitlen Fransk Klassik
udkom 1927 Corneille og hans Samtid, 1929 Moliére
og 1932 Racine; i 1934 udkom en definitiv
Udgave af de to første paa Fransk. Det er
de af hans Bøger, som har nærmest
Tilknytning til hans Universitetskursus. Medens de
tidligere var anlagt paa Bredden, slutter
disse snævert om Emnet; det er tørre, klare
Monografier, hvor hvert Værk omhyggeligt
gennemgaas paa personal-, theater- og
kulturhistorisk Baggrund. Friskheden i disse
Arbejder kommer fra den fordomsfri
Læsning, som altid har været den danske
Kritiks og Litteraturhistories Styrke. Næsten
uden Anekdoter, og med et Minimum af
biografiske Detaljer, sætter han det klassiske
Theaters store og smaa Mesterværker ind i
deres Sammenhæng. Nær beslægtet med
disse Undersøgelser er Vedels Afhandling
om Moliére og Holberg i et Festskrift til F.
Baldensperger fra 1930. De som slet intet
har læst af Vedel, burde begynde med denne
Afhandling, som hviler paa et saa solidt
Fundament. Mesterligt er her demonstreret, hvad
der skiller Holberg fra hans Læremester,
hans brede og runde Menneskeopfattelse,
den dramatiske Helt der ligesom svømmer i
sit Milieu, er stillet over for den dybe og
strenge Psykologi hos Moliére; og den
sorgløse Scenebegavelses udvendige og levende
Teknik imod den experte Dramaturgs
snedige Deduktion af Karakteren i Handling.
Vedel døde uden at have afsluttet et Værk
der ganske opslugte hans Interesser i de senere
Aar, en almindelig Æsthetik, som vistnok vil
vise sig at være det originaleste af hans
Arbejder, at dømme efter de smaa Brudstykker,
han offentliggjorde som Essays og
Bladartikler. Det er for tidligt at udtale sig herom.
Men hvad han har efterladt, er tilstrækkeligt
til at danne sig en Forestilling om hans
overordentlige Evner. Vedel var af de Hjerner,
som næsten i enhver Kulturepoke vilde have
gjort sig gældende. Man maa ikke lade sig
skuffe af hans kæmpemæssige Receptivitet,
som desværre har gjort hans Bøger saa tunge
af Lærdom. Under det store Kundskabsstof
rørte sig en altid vaagen og skarpsindig Aand.
Det er mærkeligt at se, hvordan’ han som
Sjælekender var forud for sin Tid. Et
gennemgaaende Træk i mange af hans Afhandlinger
er Afsløringen af den Forklædning, som sociale
Hensyn og Ærgerrighed har paalagt
Personligheden. Over for Sammenspillet mellem
det Erhvervede og det Oprindelige i
Personligheden havde han altid et klart Blik. Ogsaa
som Litteraturhistoriker var han atter og
atter forud for sine Samtidige. Hans
Fremhævelse af de oprindelige Aarer i dansk og
svensk Poesi og hans Behandling af den
digteriske Barokstil er Exempler derpaa.
Hvad der manglede ham, var i een Henseende
noget Ydre: lykkeligere Arbejdskaar — han
havde da skrevet mindre, men hans
Frembringelser vilde være blevet smukkere.
Smaating som hans humanistiske Essays fra
Aarhundredets Begyndelse viser, hvad han kunde
have drevet det til som Skribsnt. Paa den
anden Side var der et Misforhold mellem hans
uhyre Intelligens og hans Naturel, der ikke
var meget rigt, men heller aldrig fik Lov til
at udfolde sig. Man savnede ofte Takt og
menneskelig Medfølelse i hans Forhold til
de litterære Personligheder han behandlede
— netop Egenskaber han vurderede højt
baade hos Forskere og andre Dødelige. Hans
i Grunden storslaaede Vilje og Evne til ad
Forstandens Vej at udvide de Grænser der
af Naturen var trukket om hans empiriske
Jeg førte ham ofte til halve Standpunkter.
Man havde i mange Kredse det Indtryk af
ham, at han var lutter Hjernevindinger og
ingen Karakter. Af Karakter havde Vedel
dog snarere for meget end for lidt; den
overordentlige Selvdisciplin udtørrede hans
Gemyt. Men det sidste Indtryk af ham er dog
ikke af en Lærd, et Fagmenneske. Han havde
levet med i Tidens bedste Aandsliv; og da han
vendte Tiden Ryggen, kunde han have sagt, at
det ikke var ham, der var bleven aandløs.
Der var noget meget udsøgt i denne Aand,
saa demokratisk han end var i sin Fremtræden.
Paa sine gamle Dage virkede han næsten som
ren Aand — han gik og stod som en Gæst i
Støvet. Hans altid klare og humane Samtale
blev mindre og mindre bundet til dets
konkrete Virkelighed; en Digter der var skjult i
ham, havde løsnet sin Larve. Vi erindrer ham,
der havde talt saa meget om
Menneskelighed, som noget mindre og noget mere end et
Menneske.
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
