Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skandinavisk Studentertog 1843. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skandinavisk Studentertog 184 j
rent ud rejsetilladelse; og selve Majestæten
skulde spydigt have udtalt, at de herrer
studiosi, som foretog lystrejser til
Stockholm og Upsala, dog måtte antages at have
så gode indkomster, at de ikke behøvede
stipendier. Og da komiteen for denne
fællesrejse søgte om fritagelse for pasgebyr
à 2 Rdl., fik den afslag, og de danske
studenters rejsebudget belastedes yderligere
med 304 Rdl. Men den slags ildnede bare
en ungdom, der nød at føie sig som en
smule martyr og i hvert fald som
missionærer for en stor sag. Små tanker havde
de skandinaviske missionærer ikke om sig
selv. Et afskedskvad, tilegnet ynglingen,
som drager afsted hverken som kriger eller
bakkant, rummer disse for stemningen
karakteristiske linjer:
En større ånd har sendt ham hen
og budt ham sine brødre hist at gæste.
Han ved, han kommer ej som simpel ven,
men som repræsentant for Danmarks bedste.
Hvad vil han da?
Han ved det ej —- men dybest i hans bryst
der bor en længsel, som han ej kan tæmme,
alt længe drog den ham mod Sverrigs kyst.
Der er som om han hørte blodets stemme.
Disse fire sidste linjer er i deres naivetet
unægtelig mere tiltalende end de fire første,
der flommer af studentikost højhedsvanvid.
Men afsted kom da de c. 150 af
Sveriges-længsel bespændte danske studenter. I
Malmø tog »Iris» c. 60 Lundensere ombord,
så at der unægtelig blev overvejende dansk
stemning ombord, skøndt — med
stemningen kneb det til en begyndelse. »Iris»
var en lille båd, i hvis herresalon kun en
beskeden part af de halvtredjehundrede
kunde finde hvile. Størsteparten måtte
finde en plads, hvor det kunde falde sig.
Og da det blev ruskvejr og søgang og
»Iris» rullede bravt, sänk humøret stærkt,
til kaptajnen forbarmede sig over
Skandinaverne og lagde til i smult vande under
Christiansø ved Bornholm. Natten blev ret
skikkelig, og næste morgen lå man i
Kalmars havn.
I Kalmar ventede man studenterne.
Biskoppens søn, poetisk amatør og
kammerjunker Carl Kuliberg, havde fået samlet
en borger-komité, og på dennes vegne bød
han gæsterne velkommen i en versificeret
tale og indbød til sexa. Men hvorfor havde
egentlig de unge Skandinaver gjort
landgang i den lille provinsstad? Og hvorfor
vandrede de med Kalmar-borgere under
armen ind i slotsgården, mens de
intonerede den ny, stolte skandinaviske
slagsang, Carl Plougs »Længe var Nordens
herlige stämme»? Var det for at mindes
den for halvfemte hundred år siden
hensovede Kalmarunion? Ingenlunde — den
fik kun spark og hånsord, ikke fordi den
aldrig var trådt i funktion (thi derom vidste
de unge akademikere intet), men fordi den
var et adelsprodukt, født »imod folkenes
vilje». Om den gamle unionssal, der nu
var bleven kornmagasin, sagde Barfoed
spottende, at det var de bedste frugter
den havde båret; og da det fortaltes, at
salig Dronning Margretes tronstol for kort
siden på auktion var solgt for 12 skilling
banco, gav dette den rapkæftede H. F.
Poulsen anledning til en vits om, at tronerne
var faldne i pris. Nej visselig var dette
ingen historisk-arkæologisk rejse med
tåreoffer til minderne. Men nu skulde den gamle
idé få sin renæssance med den skandinavisk
sindede ungdom som fødselshjælpere!
Derfor sang de, så det gav ekko under
portvalvet:
Atter det skilte
bøjer sig sammen.
Engang i tiden
vorder det et;
Da skal det frie,
mægtige Norden
føre til sejr
folkenes sag.
En folkelig skandinavisme — det var
løsenet. Og i sin store tale ved sexaen
brændte Ploug hele programmet af på en
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
