Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København. Knud Sønderbys Debut — Kunstneriske Triumfer paa Privatteatrene. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæsonen i København
Knud Sønderbys Debilt — Kunstneriske Triumfer
paa Privatteatrene
Af K ar ald Mogensen
dC^SET KONGELIGE TEATERS
Hovedforestilling i det forløbne Teateraar var
Knud Sønderbys En Kvinde er overflødig.
Sønderby er en ung Romanforfatter, der
oprindelig høstede sine Laurbær paa »Midt i
en Jazztid —». Hans Drama Nr. i, som
foreligger i Bogform hos Gyldendal, er ogsaa fra
først af skrevet som Roman. »En Kvinde
er overflødig» handler om en Moder og hendes
Børn, om Forholdet mellem de to
Generationer, som er knyttet til hinanden med Baand,
der aldrig kan løses og dog sjældent kan holde.
Sønderby kender Temaet »de unge Mennesker»
til Bunds. Han ved, hvad de taler om, ogsaa
naar de ikke taler om noget, naar de blot
sidder og sludrer med hinanden. Sønderby
har lidt af den samme Evne til at optage
Dagligtalens ugyldige Skillemønter paa
Voksplade, som hans fortrinlige
Dramatiker-Kol-lega Soya ogsaa ejer. Men han kan ogsaa
lægge forunderligt dybe Replikker i de unge
Menneskers Mund. Han lader en af sine unge
Personer fortælle om, hvordan Forelskelsen i
den rigtige Pige forandrer ham fra en
fandenivoldsk Fyr, som gerne har villet narre
Pigerne lidt og syntes, at Verden var uendelig
stor og spændende, til en ung Månd, der
mener, at det er ved Ærlighed, der kan skabes
noget. Replikken er banalt rigtig, psykologisk
set, men saa ægte i Tonefaldet, at den nok
skal fange de forelskedes Øren og dem, der
husker, hvordan den søde Følelse var,
hvordan den rensede ud i grumsede
Følelsestilstande. Og Stykkets unge Pige varierer den
ogsaa:
Ester: Der er ikke meget ved mig, du. Jeg ved
nok, at jeg ser ganske godt ud og er saadan og
saadan at være sammen med ... Men ellers er der
ikke meget ved mig. Jeg stikker ikke dybt. . . Men
saa tror jeg, der er noget ærligt ved mig. (Ser paa
ham, oprigtigt.) Og saa er jeg en meget kærlig
Natur . ..
Bedre Karakteristik af sig selv har et ungt
moderne Blod vist sjældent givet. Maaske
er det forbavsende, at Stykkets unge Sjæle
ved saa meget om sig selv. De ved ligesaa
meget som Forfatteren, og det er ikke saa
lidt!
Man lægger Mærke til, hvor de betoner,
at de er ærlige, og mindes den ibsenske Debat
om Ærligheden, f. Eks. i Forbindelse med
Fru Alving i Gengangere. I det Samfund,
som Ibsen gennemheglede, var det
moralskofficielt et kategorisk Krav til den unge,
ugifte Kvinde, at hun forblev ren, at hun
ikke stod i Forhold til nogen Månd. Derimod
kunde hun gerne gifte sig mod sin Vilje, mod
sin Kærlighed, uden Kærlighed, og dog
frikendes for alle moralske og etiske Instanser.
Sønderbys unge har den Moralkodex, at
noget af det mindste en ung Pige kan give
en Månd er at gaa i Seng med ham, det
største at elske ham, og at det er Ærligheden
i det sidste, der er det afgørende.
Denne Ungdom af Dagen idag chokerede
Abonninerne og henrev Ungdommen til
Genkendelsens Klapsalver. Men endnu mere
almen appeal fik »En Kvinde er overflødig» ved
sin Skildring af Fru Tang, Moderen, som slet
ikke er paa Talefod med sine Børn, en
gammel, vanskelig Kone, som ikke forstaar,
at de blufærdigt vil være ene med deres
Følelser. Her var virkelig Tale om Teater,
som havde noget at skulle have sagt, og der
blev i Det kongeliges Tilskuerrum lyttet med
aabne Hjerter. Det er den væsentligste Styrke
i Knud Sønderbys Stykke, at det har
Klangbund.
Knud Sønderby udleverer sin Fru Tang, en
uhyggelig Moderegoist, der spiller Komedie
med sine Børns dybeste Følelser. Hun har i
den Grad boret sig ned i sin evige
Forurettet-hed over for Børnene, at hun for Alvor er
blevet sjælesyg deraf. Det virker paaklistret
og skurrer mod Sanddruheden, at
Forfatteren tilsidst lader hende erkende sin
Fejltagelse over for Børnene og lader hende tage
sit Liv for at give dem en lykkeligere og
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
