Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra det mørklagte Danmark. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra det mørklagte Dan m a r k
teratur læses ikke saa forfærdelig meget til
Trods for den Publicity, som Forlæggerne og
Pressen ofrer paa den. Gang paa Gang er den
danske Litteratur og dens Kaar blevet
diskuteret, og Diskussionen blussede voldsomt op
igen sidste Aar, da en kendt, litterært
interesseret Personlighed i et Interview i
Politiken aabenhjertigt erklærede, at han
aldrig læste en dansk Roman. De danske
Forfattere var kedelige, ensformige og
udygtige. Han personlig foretrak de moderne
Amerikanere. Der er ingen Tvivl om, at denne
Opfattelse deles af mange, baade Danskere og
Ikke-Danskere, Og det er derfor, Spørgsmaalet
ganske kort skal berøres her. Man kan til en
vis Grad forstaa denne Ligegyldighed. For
en overfladisk Betragtning virker den danske
Litteratur stille og stillestaaende, veg og
konturløs, fattig paa dramatisk Stof og
voldsomme ydre Hændelser, den mangler
stærk Kolorit og brutale Kontraster, den
er traditionsbunden og nøgtern, og den
skyer de store Ord og Følelsesudbrud
og alle hasarderede Eksperimenter, den er
ikke effektfuld og sensationel, Emnevalget
er begrænset, og der klæber altid lidt
provinsielt ved den. Og saa mangler den selvfølgelig
det fremmedartedes Charme, der saa ofte er
Nøglen til Succes’en for saa mange
udenlandske best-sellers. Med ved en nærmere
Betragtning opvejes disse tilsyneladende
Mangler af andre maaske mindre
haandgribelige Egenskaber. Den danske Litteratur er
sværere tilgængelig, den kræver mere af
Læseren end f. Eks. den haardkogte amerikanske
Litteratur, men trænger man ind bag dette
Uvirkelighedens Slør, der synes at hvile over
saa mange danske Bøger, har de lige saa
meget at sige, som de store Landes mere
dynamiske Frembringelser. Den moderne danske
Litteratur er blufærdig, den dyrker de
subtile Nuancer, Stemningen, Mellemtonerne,
det uudtalte og uudsigelige, alt det, der lever
og skjuler sig under Overfladen. Den
Spænding, man møder, er overvejende af
psykologisk Art, og det Liv, der leves, er ingenlunde
stillestaaende indadtil, selv om det kan synes
saaledes udadtil.
Disse generelle Bemærkninger kan muligvis
give et Fingerpeg om, hvorfor den danske
Litteratur har været og stadig er Askepot
paa Bogsæsonens glitrende Karneval. Det er
ikke sandsynligt, at de danske Bøger, der
har set Dagens Lys i Løbet af det sidste
Aar, er paa Højde med eller endog bedre end
Hovedværkerne i den store udenlandske
Litteratur, der i disse Aar udsendes i hurtig
Rækkefølge og ganske overvælder og blænder
Læseren. Men den indgroede Fordom mod den unge
danske Litteratur er lige saa meningsløs som
uretfærdig. Dansk Litteratur i Dag ejer en
Række udmærkede Forfattere, og der
udkommer hvert Aar ikke saa faa læseværdige
Bøger af høj litterær Standard. Dansk
Litteratur kan næppe kaldes fattig eller
ensformig, naar der i Løbet af det sidste Aar er
kommet Bøger af saa vidt forskellige
Forfatterpersonligheder som Johannes
Jørgensen, Hulda Lütken, Soya, Tom Kristensen,
Tove Ditlevsen, Aage Madelung og mange
flere. Tilsammen giver disse Bøger et levende
Tværsnit gennem Danmark af i Gaar og
antyder en Del om Danmark af i Dag. De er et
væsentligt Træk i Danmarks aandelige
Fysiognomi. Krigen og Besættelsen hviler tungt
ogsaa over den danske Litteratur. Det ses
ikke saa meget af det, den fortæller, som af
det, den ikke fortæller. Nogle af de bedste
tier helt, de fleste andre maa nøjes med at
gøre Status. Det er betegnende, at de fleste
skønlitterære Bøger, der er kommet i den
senere Tid, er Erindringer eller
erindrings-prægede Romaner. Der er kun lidt, der peger
mod Fremtiden. Til Trods for dette Handicap
er det Umagen værd at kaste et Strejflys
over sidste Aars danske Skønlitteratur.
Efter mange Aars Tavshed har Hulda
Lütken atter ladet høre fra sig og det paa
en Maade, saa Trommehinderne var ved at
sprænges. Hendes Bog »Mennesket paa
Lerfødder» er ingen Bog, det er en Eksplosion.
Den beretter om en Sjæl, der sprænges i
Stumper og Stykker af Længsel, af Kval, af
navnløs Higen og bundløs Fortvivlelse. Hulda
Lütken har selv sagt, at det er en Bog om
ingen Ting, man kan lige saa godt sige, at det
er en Bog om alt. Det er ingen Roman eller
sammenhængende Beretning. Det er en
desperat Sjæls desperate Monolog. Det er et Væld
af Associationer, Billeder, Syner og Ord, der
i en uendelig Strøm glider mod Mørket og
Intetheden. Haabet om Opstandelse er
Resultatet af en Viljesanspændelse; det bunder
ikke i nogen Tro. Hun længes efter Gud, og
hun slaas med Gud, men hun naar aldrig
Troens sikre Havn. Hun siger selv et Sted:
»At skrive denne Bog har været som at gaa
i et aandeligt Mørke, hvor end ikke det
svageste Lys var at øjne, saa langt Tanken
rakte » Alle hendes Tanker og alle hendes
367
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
