Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Peter Dass 1647—1707. Av Francis Bull
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Petter Dass
Om söe-ormcn veed jeg ey nogen beskeed,
Jeg haver ham aldrig med öyene seed,
Begiærer ey heller den ære;
Dog kjender jeg månge, som mig haver sagt,
Hvis ord jeg og giver sandfærdelig magt,
Han maa ret forfærdelig være.
Det »amfibrachiske» versemål i »Nordlands
Trompet», — bygget på en versfot hvor en
betont stavelse er omgitt av to ubetonte, —
har öyensynlig sitt utgångspunkt i
Lyschanders Grönlandske Chronica; men her,
likesom ofte ellers, overgår Petter Dass langt
sitt forbilde. Hans vers har en naturlig
smidighet, en fyndighet og velklang, som gjör
det fristende å vedbli å sitere det ene avsnitt
etter det andre. I hvert fall én pröve til
kan jeg ikke la være å gi, — et utsnitt av
hans skildring av finlappene, eller som de
nutildags kaller seg, samene:
Det folk er særdeles af selsom natur,
Kortbeenet i vexten og stöt af statur,
Ey meget ulige til dverge;
Man finder der sjælden en voxen og stor,
Med mindre hans moder mistænkes for hoer,
Dog ville jeg derfor ey sverge.
Skarpöyet i sigt, og forbister i sjun,
3g heel under ansigtet gusten og brun,
Spidshaget og kiægerne lange;
Dé plages ey heller med rigdom af skjæg.
Men hagen er nogen og bar som en væg,
Jeg har det befunden hos mange . . .
Hvad huse, pallatzer og bygning angaar,
Af sex eller otte smaa kjepper bestaar
AU findens pauluner og boelig;
Han binder de kjepper tilsammen i ring,
Og lader et decke der kastes omkring,
Hvor inden han hviler sig roelig . . .
Paa middelste gulv er fyr-stedet opsat,
Hvor uden afladelse dagen og nat
De hugne granstomper maa brende;
Der ligger da sönnen ved faderens fod,
Og daatteren ringvis mod moderen snod,
Og söster ved broderens ende.
Björnstjerne Björnson skriver i »En ny
feriefart» at Nordlandsreisende vil ha giede
av å ta »Nordlands Trompet» med seg på
turen, og mange kan bevidne at de ordene
er sanne; men de kan i virkeligheten også
gjelde for enhver som har et åpent ore for
poesi, selv om den ikke nettopp er skrevet i
»moderne» stil. Den som ikke kjenner
Nordland av selvsyn, kan kanskje synes at noen
av de lokalbeskrivende avsnitt mot slutten
av diktet er ham nokså likegyldige; men
selv her opplives skildringene til stadighet
av små betraktninger, preget av Petter
Dass’ sunne fromhet og humor, hans
men-neskekunnskap og livserfaring, hans
stilkunst og rytmesans. De partier av diktet
som stammer fra 1690-årene, står ikke alltid
fullt på höyde med hoveddelen, som hörer
1670-årene til, men det betyr bare at han er
best når han befinner seg på hjemlig grunn:
på Helgeland, — noen dikterisk tilbakegang
hos ham var det ikke tale om.
Få år för hans död kom det bud nord i
landet at Bergen var ödelagt ved en veldig
ildebrann, 19. mai 1702. Petter Dass har i
den anledning skrevet tre dikt, — först et
sorgekvad om »Bergens aske», dernest et
»Plaster paa de brændte saar», hvor han
både gir formaninger og preker håp, og
endelig det praktfulle dikt som handler om
hvordan gjenreisningen av Bergen bör
settes igang. »Nye Bergen, nye lykke, Nye
huse, nye smykke, Det ynsker af hjerte
Petter Dass»:
Kommer, I vide — langbuxede bönder!
Hugger det tömmer og klöver det sönder!
Bygger subtilig og nette paladser!
Fælder de naver alt efter en passer,
Saa der opreyses paa forrige tofter
Sal over sal med tredobbelte lofter.
Skynd dig, du snedker, vor dör at panele!
Skynd dig, vort kammer correct at afdele!
Skynd dig, du smed, skaff os laas for vor’ döre!
Skynd dig, lad hængsler og hager hidföre!
Gakk til ambolten, tag fat paa din hammer!
Skaff alt behörigt til stue og kammer!
Nu gaaer arbeydet med drivendes hænder,
Snedkeren staaer her med hövel og tænder,
Tommermand staaer her med oxer og biler,
Smeden med alle sin’ tænger og filer.
Her staaer glasmager og skjærer den rude,
Her staaer murmester og kalker derude.
Bergen hadde engang vært som en jomfru
alle beilet til, sto det i diktet om »Bergens
14—Ord och Bild, 57:e årg.
209
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
