Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ångstrom, Anders Jonas, sv. Fysiker - Ångstrom, Knut, sv. Fysiker - Ånnerødit - Aanrud, Hans, norsk Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
her ny Bidrag til Forstaaelsen af den
elektriske Gnists Spektrum og udtalte den siden saa
berømte Lov, at et Legeme i glødende Tilstand
udsender netop de Arter af Lysstraaler, som
det ved alm. Temperatur indsuger. Det var i
Anledning af denne Sætning, at Sabine ved
Valget af Å. til Medlem af Royal Society udtalte, at
den nævnte Afh. indeholder Grundlaget for
næsten alt det, der siden var blevet udført i
Spektralanalysen. Det blev dog ikke Å., men
Kirchhoff, der senere skulde give den ovenn.
Lov en fuldendt Form og grunde Spektralanalysen
paa den. Straks efter Kirchhoff’s store
Opdagelse begyndte Å. paa en Række Arbejder
over Solspektret, der kan betragtes som Forarbejder
til hans berømteste Værk: Recherches
sur le Spectre solaire med Atlas, Upsala 1868.
Heri giver han Resultaterne af sine ypperlige
Maalinger af Bølgelængderne for de Fraunhofer’ske
Linier i det synlige Solspektrum. Disse
Bølgelængder blev i mere end et kvart Aarh.
brugt som Grundlaget ved næsten alle spektroskopiske
Maalinger. Hans Arbejder over Metallernes Spektra
fortsattes efter hans Død af hans
Medarbejder Thalén. Af hans andre Arbejder
kan nævnes magnetiske Iagttagelser i Tyskland,
Frankrig og paa en Mængde Steder i Sverige,
samt et mindre Antal astron. Afh. Han havde
altid fuldt op af ny Arbejder og Planer, og det
var midt i hans fulde Virksomhed, at Døden
bortrev ham.
K. S. K.
Ångström, Knut, sv. Fysiker, foreg.’s Søn,
f. i Upsala 12. Jan. 1857, d. smst. 4. Marts 1910.
Cand. phil. 1879, lic. phil. 1884, studerede
derefter hos Kundt i Strassburg, hvorfra han
medbragte Materialet til sin Doktorafhandling, blev
1885 Dr. phil. og Docent ved Upsala Univ., men
allerede samme Aar Lærer ved den nyoprettede
»Stockholms Högskola«, hvis fysiske Institut
han med meget smaa Midler grundlagde. Kom
1891 tilbage til Upsala som Laborator ved det
fysiske Institut og blev 1896 Prof. i Fysik. I
denne Stilling virkede han ivrigt for Opførelsen
af et nyt fys. Institut, der bevilgedes 1905 og
indviedes 1909; Planerne til dette Institut, der
anses for at være et af de bedst indrettede i
Verden, er til de mindste Enkeltheder
udarbejdede af ham. Å.’s vigtigste videnskabelige
Arbejder omhandler Undersøgelse af
Solstraalingen og er af grundlæggende Bet. Et
Hovedproblem i saadanne Undersøgelser er Bestemmelse
af Solkonstanten, den Varmemængde,
som 1 cm2 af Atmosfærens Yderside modtager
fra Solen i 1 Min. ved vinkelret Bestraaling.
Bestemmelsen heraf har voldt store
Vanskeligheder, der først i den nyeste Tid og for en stor
Del ved Å,’s Arbejder er løste. 1893 konstruerede han
sit elektriske Kompensations-Pyrrheliometer
til Bestemmelse af den
Varmemængde, som 1 cm2 ved Jordens
Overflade modtager fra Solen i Tidsenheden; dette
Apparat er sikkert det bedste eksisterende
Pyrrheliometer og har vundet meget stor
Udbredelse. For af Bestemmelser med dette at finde
Solkonstanten maa man kende, hvor stor en
Brøkdel af Solvarmen der absorberes paa
Straalernes Vej gennem Atm. Det kan findes
enten ved at gøre Pyrrheliometermaalinger ved
forsk. Solhøjder ell. samtidig i forsk. Højder
over Jordoverfladen; saadanne Maalinger
foretog Å. 1895 og 96 paa Ekspeditioner til
Teneriffa. For at faa en tilfredsstillende Løsning af
Spørgsmaalet maa imidlertid Energifordelingen
i Solspektret og Atm.’s Absorption af Straaler af
de forsk. Bølgebredder bestemmes. Ogsaa paa
dette Punkt har Å. ydet værdifulde Arbejder.
Han har konstrueret simple Apparater til
Registrering af Energifordelingen i Solspektret,
bestemt, hvilke Stoffer i Atm. der frembringer dets
vigtigste Absorptionsbaand, og han har angivet
en simpel Maade til ud fra 2
Pyrrheliometerobservationer og Kendskabet til Atm.’s
Transmissionskoefficienter at beregne Solkonstanten.
I det ny Institut indrettede han en
regelmæssig daglig Registrering af Solspektrets
Energifordeling. Hans Arbejder fra andre Felter er
færre og mindre betydelige; her skal nævnes
hans Bestemmelse af Vandets Rumfangsforøgelse
ved Absorption af Luftarter, hans Undersøgelse
af, hvorledes Varmestraalers Absorption i
Luftarter ændres med Trykket ell. ved andre
Luftarters Iblanding, og hans Bestemmelse af
Varmeudviklingen fra Radium. Å. var en fremragende
Lærer og en virksom Deltager i Univ.’s Styrelse,
Medlem af og fra 1905 Formand i den fysiske
Nobelkomité, Medlem af talrige videnskabelige
Selskaber (af »K. Vetenskapsakademien« 1893,
af »Vetenskapssocieteten« i Upsala 1901. af det
danske »Videnskabernes Selskab« 1903). Å. fik
adskillige Prisbelønninger for sine
videnskabelige Arbejder og blev ved første Møde i
International Union for Cooperation in Solar Research
valgt til Formand for Komiteen for
internationalt Samarbejde ang. Studiet af Solens
Straaling. (Litt.: Biografi af H. H. Hildebrandsson
i »Vetenskapsakademien’s Årsbok« 1913).
H. M. H.
Ånnerödit, et Mineral af indviklet
Sammensætning, væsentlig et Niobat af Uranium og
Yttrium; Krystalformen rombisk; Udseendet
begagtigt; forekommer paa Pegmatitgange ved
Ånneröd ved Moss.
O. B. B.
Aanrud, Hans, norsk Forfatter, f. i V.
Gausdal 3. Septbr 1863. Han voksede op som
Bondegut; kom senere paa Latinskole og blev Student
1882. I nogle Aar var Aa. Huslærer og studerede
Filologi. Hans fortrinlige, lille, første
Fortælling »Hvordan Vorherre fik Høet til Asmund
Bergemellem« blev tr. i »Nyt Tidskrift« 1888.
Den indleder et Forfatterskab, som, skønt det
fremtraadte i en meget stilfærdig Form, har
været banebrydende i norsk Folkelivsskildring
ved sin samtidig friske og nøgterne Fortællertone
og det intime Førstehaandskendskab til
Bønders Tankesæt og til Naturen, som det
vidner om. Aa.’s Bondefortællinger er samlede i
flg. Bøger: »Fortællinger« (1891), »Fra Svipop
til Venaasen« (1892), »En Vinternat og andre
Fortællinger« (1896), »Seminaristen og andre
Fortællinger« (1901), »Fortællinger« (samlet
Udgave i to Bind 1905), og »Farvel Fantdal« (1912).
I »Storkarer« (1896), »Sidsel Sidserk« (1903),
»Smaafæ« (1906) og »Sølve Solfeng« (1910)
skriver Aa. om Børn; særlig over »Sidsel
Sidserk« og »Sølve Solfeng« er der en stor Ynde
og en skarp Sans for den friske Modtagelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
