Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alberti, Carl Christian, dansk Politiker og praktisk Jurist (1814-1890) - Alberti, Leon Battista
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
suspensive Veto og meget andet, der forekom
hans tidligere Venner i den nationalliberale Lejr
for vidtgaaende. Med Bondevenneselskabets
Ledere indgik han fra denne Tid en nøjere
politisk Forbindelse og søgte, anbefalet af dem,
forgæves Valg tilden grundlovgivende
Rigsforsamling, hvorimod han Decbr 1849 i Sorø valgtes til
Medlem af den første ordentlige Rigsdags
Folketing. Siden genvalgtes han uafbrudt i samme
Kreds, indtil han 1890 gav Afkald paa Genvalg
p. Gr. a. stærkt svækket Helbred. Under
Forfatningen af 18. Novbr var A. paa en kort
Afbrydelse nær tillige Medlem af Rigsraadets
Folketing.
A.’s Rigsdagsvirksomhed var ikke af Førsterangsbetydning.
I Sager, der vedrørte Retspleje
og Kreditforhold, gav han ofte værdifulde
Bidrag til Debatten, men ellers var han ikke
meget fremtrædende i denne, hvortil ogsaa en
stærk Tunghørhed bidrog. Derimod gjaldt hans
Ord meget inden for Venstre, til hvilket Parti
han bestandig sluttede sig. Hans store
Indflydelse paa den sjællandske Bondestand og det
Ry, han nød for Paalidelighed baade i private
og politiske Forhold, gav ofte hans Mening en
betydelig Vægt. A. var til en vis Grad radikalt
anlagt og yndede de stærke og udprægede
Standpunkter. I Reglen fandtes han derfor
ogsaa paa sit Partis venstre Fløj. Han stemte
mod den reviderede Grundlov i 1866, og efter
i en Række af Aar at have tilhørt »det forenede
Venstre« gik han ved Partiets Spaltning 1877
med den radikale Gruppe, af hvilken han dog
senere udtraadte, da han ikke ret kunde finde
sig i at underordne sig Berg’s Ledelse. A. havde
dog langt sin største Bet. ved den Virksomhed,
han udfoldede uden for Rigsdagen. 1856
stiftede han »Den sjællandske Bondestands
Sparekasse«, og indtil sin Død
vedblev han at være dens Formand. Under
Vanskeligheder af forskellig Art forstod han ved
sin Forretningsdygtighed, sin uangribelige
Redelighed og sin næsten fænomenale Personalkundskab
at hævde og yderligere befæste dens
Stilling. 1877 fandt der til Dels af politiske
Grunde Stormløb Sted mod Sparekassen, men
det lykkedes A. med Bistand af Westenholz
Brothers i London og Nationalbanken i Kbhvn
at tilfredsstille alle Krav og holde Opsigelserne
inden for rimelige Grænser. A.’s Sparekasse
blev taget til Mønster for adskillige andre af
lignende Art, og dens Held virkede i ikke ringe
Grad tilskyndende paa den Bevægelse, som i
hine Aar gjorde sig gældende inden for den
danske Landbostand i Retning af selvstændig
økonomisk Organisation paa forskellige
Omraader. — A. færdedes, som hans Stilling
medførte, meget omkr. blandt de sjællandske
Bønder og var ogsaa i Reglen villig til at optræde
som Taler ved politiske Møder. Nogen stor
oratorisk Begavelse var han ikke, og han var
heller ikke den Mand, som omhyggelig
forberedte, hvad han havde at sige. Men derfor
var hans Taler ingenlunde uden Værdi og
politisk Bet. Der var noget ægte og ejendommeligt
over dem, som sjælden forfejlede sin
Virkning paa Tilhørerne. Man skattede hans
hensynsløse Ærlighed, hans lidt grovkornede Vid
og først og sidst den varme Sympati for
Bondestanden, som altid lyste frem af hans Ord. Ved
slige Lejligheder, hvor han var omgivet af en
Kreds, af hvilke han kendte de allerfleste, i alt
Fald af de ældre, og vidste Besked med deres
Livsforhold, kunde der være noget
ejendommelig patriarkalsk i hans Optræden. Han var
i Virkeligheden ogsaa, mere end nogen anden
politisk Fører, Genstand for de sjællandske
Bønders Tillid og Hengivenhed, og det netop fordi
han i Forholdet til dem ikke alene var
Politikeren, men ogsaa deres Raadgiver og
Hjælper i mangfoldige af det praktiske Livs Forhold.
Han blev fulgt til Jorden af mindst et Par
Tusinde sjællandske Bønder, og til Minde om ham
rejstes der et Monument lidt uden for Sorø By.
N. N.
Alberti, Leon Battista, ital. Humanist
og Kunstner, en af Renaissancens mest mærkelige,
geniale og mangesidige Personligheder, af
Leonardo da Vinci’s Art, uægte Barn af
firenziske Adelsfolk (1404—72). Han nød en
omhyggelig Opdragelse baade i aandelig og legemlig
Retning, vilde være ypperlig i alt, lige fra
Bygningskunst til Ridekunst, lige fra Matematik til
Gymnastik, og det blev til mere end
Dilettantisme. Selv Musikken, Malerkunsten og
Skulpturen dyrkede han med Alvor. Da Huset
Medici var kommet til Magten i Firenze med
Cosimo d. Æ., levede A. mest der (fra omtr. 1429);
han var en god Ven af Brødrene Giuliano og
Lorenzo og hørte til det under Marsilio Ficino’s
Auspicier stiftede »platoniske Akademi«. I Rom
færdedes han dog ogsaa tidt og havde i nogle
og tredive Aar (fra omtr. 1432) Embede som
pavelig Abbreviatore. Der berettes meget om
hans ædle, uegennyttige og villiestærke
Karakter, hans Dybsindighed og Vittighed og hans
store Modtagelighed for Naturskønhed. Hans
fysiske Eksperimenter og mekaniske Opfindelser,
navnlig en Slags bevægeligt Panorama, fyldte
Samtiden med Beundring, og man ansaa ham
endog for at være i Besiddelse af Spaadomsgave.
Om hans Begavelse som Arkitekt vidner
fl. Arbejder, i hvis Udførelse praktisk
uddannede Arkitekter har deltaget, men som dog
har faaet deres Præg af A.’s Fantasi og hans
Begejstring for den rom. Bygningskunst. Ældst
er (c. 1450) Kirken S. Francesco i Rimini (aldrig
fuldendt), hvis Mursøjler er stærkt paavirkede
af Augustus-Buen i samme By, og Palazzo
Rucellai i Firenze, i hvis Façade den lærde A. har
benyttet sin Viden om de forsk. rom.
Søjleordener, af hvilke han før nogen anden har
givet en udførlig og rigtig Fremstilling; senere
følger Kirkebygninger i Firenze (S. Annunciatas
Kor, Kristi Grav ved S. Pancrazio) og i
Mantua (S. Andrea). Som Forf. er A. først og
fremmest Kunstskribent; hans Hovedværk i
denne Gren af Litteraturen er De re
aedificatoria, skrevet 1450—52 og tr. første Gang i
Firenze 1485. hvori han definerer Skønheden som
en vis fornuftmæssig Sammenhæng mellem alle
Dele, saa at intet uden Skade kan føjes til, tages
bort ell. ændres; dertil slutter sig to Værker om
Maler- og Billedhuggerkunst; alle tre er
udkomne i ital. Oversættelse ved Cosimo Bartoli
(bl. a. i London 1726, 2 Bd); senest er A.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
