Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apollonios Dyskolos (»den gnavne«), gr. Grammatiker fra Alexandria c. 150 e. Kr. - Apollonios fra Tralles i Karien, Lilleasien, græsk Billedhugger fra 1. Aarh. f. Kr. - Apollonios fra Tyana i Kappadokien, gr. Filosof fra 1. Aarh. e. Kr. - Apollonios fra Tyros, Helten i en oldgr. Roman - Apollos, en Lærer i den apostoliske Menighed - Apolog (gr.), en lærerig Fortælling til, ogsaa d.s.s. Fabel - Apologet, Apologetik, se Apologi - Apologi dvs. Forsvar for den kristne Religion over for Angreb paa denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indflydelse paa de romerske Grammatikere,
navnlig Priscianus. Udg. af Bekker (Berlin 1813—17)
og af Schneider og Uhlig (2 Bd, Leipzig
1878—1902).
K. H.
Apollonios fra Tralles i Karien, Lilleasien,
græsk Billedhugger fra 1. Aarh. f. Kr. Sammen
med sin Broder Tauriskos udførte han en
allerede i Oldtiden berømte Figurgruppe, »den
farnesiske Tyr«, hvoraf en (med 2 Figurer uheldig
udvidet) Kopi er bevaret (i Neapel).
H. A. K.
Apollonios fra Tyana i Kappadokien, gr.
Filosof fra 1. Aarh. e. Kr. Med Sikkerhed vides
kun om ham, at han tilhørte den nypythagoræiske
Skole, at han lærte en højeste Gud, som
Mennesket kun kunde nærme sig gennem rene
Tanker, ikke ved Ofre. A. dyrkede ogsaa magiske
Kunster, og denne Side af hans Virken traadte
for Eftertiden ganske i Forgrunden, saa at hans
Skikkelse snart blev saaledes indspundet i
Underhistorier og Mirakeleventyr, at den historiske
Person er ganske skjult for os. Den opbevarede
Levnedsbeskrivelse af A., som Sofisten Filostratos
i 3. Aarh. affattede efter Kejserinde Julia
Domna’s Opfordring, er saaledes ikke Historie,
men en Tendensroman, hvis Formaal er at
skildre det nypythagoræiske Ideal, den
omvandrende Profet, der prædiker Renhed og
Afholdenhed, gør talrige Mirakler og ender med at
blive optaget til Himlen. Forbilledet for Skildringen
var de sagnagtige Biografier af Pythagoras,
og det er urigtigt at opfatte den som Polemik
mod Evangelierne og A. som Modstykke til Kristus.
(Litt.: Chr. L. Nielsen, »Apollonios
fra Tyana« [Kbhvn 1879]).
W. N.
Apollonios fra Tyros, Helten i en oldgr.
Roman, der i Middelalderen blev en af de mest
yndede Folkebøger og oversat paa næsten alle
europæiske Sprog.
Apollos, en Lærer i den apostoliske
Menighed. Han var født i Alexandria og uddannet i
den alexandrinske jødiske Skoleteologi og var,
rimeligvis gennem Forbindelse med Disciple af
Johannes Døberen, blevet overbevist om, at
Jesus var Kristus (Apostl. Gern. 18, 24—25). Ved
Beg. af Pauli 3. Missionsrejse kom han til Efesos,
hvor han af Aquila og Priscilla (s. d.) blev
nøjere undervist i Kristendommen. Fra Efesus
drog han til Achaia og fortsatte i Korinth Pauli
Virksomhed (Apostl. Gern. 19, 1; 1. Kor. 3, 6).
Han vandt stor Tilslutning, saa at han hos
adskillige Menighedsmedlemmer endog stillede
Paulus i Skygge. Grunden hertil var, at medens
Paulus, da han paa sin anden Missionsrejse
(Apostl. Gern. 18) stiftede Menigheden, over for
de aandsaristokratiske og ensidig intellektuelt
udviklede Korinthiere havde, for at afværge den
Misforstaaelse, at Kristendommen skulde være en
ny Filosofi, indskrænket sig til enfoldig at
forkynde Kristendommens væsentlige Trosindhold
(1. Kor. 2, 2; 3, 2; 15, 3—4), havde A. ikke taget
dette Hensyn, men forkyndt Kristendommen
med Anvendelse af de Midler, som hans
videnskabelige Uddannelse frembød. A.’s Ophold i
Korinth har i det højeste varet et Par Aar; ved
Slutn. af Pauli Ophold i Efesos (1. Kor, 16, 12)
paa 3. Missionsrejse er A. hos ham. Efter A.’s
Ophold i Korinth (1. Kor. 1, 11) antog hans
Disciple Karakteren af en Særretning, som benævnte
sig efter ham, og over for hvilken Pauli Disciple
kaldte sig efter Paulus (1. Kor. 1, 12; 3, 4). At
disse Uenigheder har været mod A.’s Ønske, og
at han i ingen Henseende har haft til Hensigt at
modarbejde Paulus, fremgaar af 1. Kor. 3, 6;
16, 12. Ved Pauli første Korinthierbrev blev disse
Stridigheder i Korinth i det væsentlige bilagte.
— A. nævnes i ny Test. endnu (Tit. 3, 13) som i
Færd med at rejse fra Kreta; hans videre Skæbne
er ukendt. Luther og efter ham mange Teologer
har formodet, at han skulde være Forfatter af
Hebræerbrevet.
J. C. J.
Apolog (gr.), en lærerig Fortælling til
Anskueliggørelse af en moralsk Sandhed, ogsaa
d. s. s. Fabel.
Apologet, Apologetik, se Apologi.
Apologi ɔ: Forsvar kaldes i Teologien ethvert
Skrift, som gaar ud paa at give et Forsvar for
den kristne Religion over for Angreb paa denne.
Det paagældende Skrift kan saaledes faa en
meget forsk. Karakter; det kan behandle et enkelt
Punkt af den kristne Lære ell. denne som et
Hele, det kan være af en mere praktisk ell.
teoretisk Natur, og det kan være fremkaldt ved
ydre Omstændigheder og da have Karakteren af
et Lejlighedsskrift ell. være udsprunget af en
alm. kristelig Interesse og da have en
fremtrædende systematisk, videnskabelig Karakter.
Ligesom det er forstaaeligt, at Forsvaret for sig selv
som den fuldkomne Sandhed fra Beg. af har
fulgt den kristne Religion og bestandig maa følge
den som et væsentligt Led af dens Udformning,
saaledes er det ogsaa ganske naturligt, at
Forsvaret, der fra først af blev Kirken aftvunget
ved Modstandernes Forfølgelser, tidligst fik en
mere praktisk Karakter, og at det først
efterhaanden, som Kirken fik større Ro til at
fordybe sig i sig selv og sit indre Liv, kom til at
fremtræde som et afsluttet systematisk Hele.
Dette sidste er i Virkeligheden ogsaa først
kommet til fuld Udførelse ved Beg. af 19. Aarh.; det
er først nu, at man taler, ikke blot om en A.,
men tillige om en kristelig Apologetik.
Herved forstaas nemlig i Modsætning til A., hvor det
praktiske Synspunkt altid er det overvejende, en
saadan teologisk Videnskab, som har til sin
Opgave, med Sigtelse af det herhen hørende
Stof at anlægge den bedste Metode for Forsvaret
af den kristne Religion efter dens ejendommelige
og centrale Væsen. Det teoretiske Synspunkt er
her saaledes det dominerende, men ganske vist
er derfor ikke det praktiske udelukket: en god
Apologetik vil ogsaa faa sin store, opbyggelige
Bet. for Kirken. — Naar vi først betragter A.,
saaledes som den paa forsk. Maade er fremtraadt
gennem Kirkens Historie, da er det her det 2. og
3. Aarh., der møder os som den første store,
apologetiske Tidsalder. Udefra, fra Jøder og
Hedninger, blev Kirken trængt paa alle Maader;
Forsvaret blev dens væsentlige Opgave, dens
Lærere fremtræder fornemmelig som Apologeter.
Det er imidlertid en særegen Karakter, som disse
første A. iflg. Tidsforholdene faar; i deres ydre
Form fremtræder de som nødtvungne, politiske
Forsvarsskrifter, der er rettede til de enkelte
Kejsere som Hadrian, Antoninus Pius og Marcus
Aurelius; og efter deres Indhold gaar de først
og fremmest ud paa at afvise de forskellige, til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
