- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
5

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - gradual - Graduale - Gradualprincippet - Graduation - gradus - Gradus ad Parnassum - Graf, Arturo - Graf, Karl Heinrich - Graf, Max - Graf, Urs

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


gradual (af lat. gradus), egl. graduel, trinvis,
gradvis. Gradualdisputation,
Disputation til Opnaaelse af en akademisk Grad.

Graduale (lat.) ell. cánticum graduum kaldes
i den kat. Kirkes Messe det Afsnit af Skriften
— for det meste af David’s Salmer — som
synges mellem Epistelen og Evangeliet, medens
Præsten endnu staar paa Trinnene (gradus)
op til Alteret ell. Læsepulten.
L. M.

Gradualprincippet, se Arvefølge, jfr
Grad.

Graduation (eng. to graduate [’gradjueit]),
graduere, af lat. gradus), egl. regelmæssig
Inddeling efter Grader, eng. Udtryk for
Tildelelse af de forsk. akademiske Værdigheder,
Baccalaureus, Licentiat, Magister, Doktor;
Graduat, en, der har opnaaet en akademisk
Grad.
Cl. W.

gradus (lat.), Skridt; Trin (paa en Trappe);
Grad (i Rang og Værdighed); nylat. især om
akademisk Værdighed og om Slægtskabsgrader.

Gradus ad Parnassum (lat.: »Skridt eller
Stige til Parnasset«), Betegnelse for en
Hjælpebog til Affattelse af lat. (ell. gr.) Vers. En
saadan Bog er indrettet som et Leksikon, med
Angivelse af hvert Ords Kvantitet, af Synonymer
og passende Tillægsord og poetiske Udtryk, der
kan dannes med vedk. Ord. — Den første lat.
G. a. P. udgaves af Jesuitten Paul Aler (Köln
1702); den kendteste nyere er af Sintenis (8.
Udg. Leipzig 1879). Græske G. a. P. er udgivne
af Brass (London 1832) og Siedhof (Göttingen
1839).
A. B. D.

Graf, Arturo, ital. Digter og
Litteraturhistoriker, f. i Athen 1848, d. i Turin 30. Maj
1913. Hans Fader var fra Nürnberg og
Protestant, Moderen af florentinsk Slægt og Katolik.
Denne Oprindelse og hans omstrejfende Liv i
Barndommen — han boede med Forældrene i
Triest, Rumænien, Napoli og Rom — gav hele
hans Udvikling et stærkt kosmopolitisk Præg.
Allerede i 12-Aars-Alderen skrev han Vers, og
i sine senere Digtsamlinger og
litterærhistoriske Forelæsninger og Afhandlinger er det
særlig Middelalderen og dens Legender, han
interesserer sig for og behandler med stor
Lærdom, Selvstændighed og Fantasi. I 1874 var
han blev Docent ved Univ. i Rom, og fra
1882 til sin Død virkede han som Professor i
ital. Litteratur ved Univ. i Turin. Bl. hans
litterærhistoriske og kulturhistoriske Arbejder
kan nævnes Studi drammatici (1878) med
interessante Afhandlinger om de tre berømte
Komedier fra det 16. Aarh.: La Calandria af
Bibbiena, La Mandragola af Machiavelli og Il
Candelaio
af Giordano Bruno, Roma nella
memoria e nelle immaginazioni del medio evo

(1882—83), Miti leggende e superstizioni nel
medio evo
(1892—93), for en stor Del
Forelæsninger over Emnerne: Mito del paradiso
terrestro
, La leggenda dell’amore, Sulla
demonologia di Dante
, etc., og Afhandlinger om
Foscolo, Manzoni og Leopardi (1898). Bl. hans
Digte, dels lyriske, dels dramatiske, kan
nævnes Medusa (1880), Dopo il tramonto (1893),
Le Danaide (1897), Morgana (1901), Poemetti
drammatici
(1905), indeholdende bl. a. La
resurrezione di Lazzaro
, La tentazione di Gesù,
Una sosta dell’ Ebreo errante, etc. I sine senere
Aar, hvor han var meget religiøst paavirket,
skrev han Le rime della selva (1906) og nogle
dram. Digtninge: La morte di Caina,
L’Anacoreta o. fl. Han har ogsaa skrevet en halvt
autobiografisk Roman Il riscatto (1901). I
Anledning af hans 25-aarige Jubilæum som
Universitetsprofessor udgav en Del ital. og
udenlandske Lærde et Festskrift: Miscellanea di
studi critici edita in onore di Arturo Graf

(Bergamo 1903).
E. M—r.

Graf, Karl Heinrich, f. 1815 i
Mülhausen i Elsass, d. 1869, studerede 1833—36
Teologi i Strassburg, hvor han navnlig
sluttede sig til Reuss. Efter at have været
Privatlærer i Paris og Leipzig blev han 1847
Gymnasielærer i Meissen, hvor han blev til sin Død.
1868 fik han Afsked paa Grund af Sygdom.
Hans Hovedværker er: Oversættelsen af Sa’di’s
»Rosenhave« (1846—1850), hvis persiske Tekst
han senere udgav (1858), en Kommentar til
»Jeremia« (1862) og »Die geschichtlichen Bücher
des alten Testaments« (1866). Ved det sidste
Værk har han erhvervet et Navn af stor
Betydning i den gammeltestamentlige Forsknings
Historie. Delvis ledet paa Sporet af Reuss
fremsætter og begrunder han her flg. Anskuelse om
de gammeltestamentlige Loves kronologiske
Rækkefølge: 1) Jehovisten, 2) Deuteronomisten
(5. Mos. 5—26. 28) fra Josia’s Tid, 3) de
præstelige Love fra Eksilets Tid. Med enkelte
Ændringer (navnlig at Præsteskriftets
fortællende Dele var fra samme Tid som dets Love,
ikke ældre, som G. mente) blev denne
Anskuelse optaget af Kuenen og Wellhausen og
trængte navnlig ved sidstnævntes omfattende
Begrundelse igennem, hvorfor den kaldes den
Graf-Wellhausen’ske Hypotese. (Litt.:
Budde & Holzmann, »Eduard Reuss’
Briefwechsel mit seinem Schüler und Freunde K.
H. G.« [Giessen 1904]).
J. P.

Graf, Max, østerr. Musikforf., f. 1. Oktbr
1873 i Wien, er Lærer i Musikæstetik ved
Konservatoriet smst. og bekendt som Forfatter
af livfulde musiklitterære Skrifter: »Deutsche
Musik im 19. Jahrhdt.« (1898), »Die Musik im
Zeitalter der Renaissance« (1905), »Die innere
Werkstatt des Musikers« (1910) m. fl.; han har
ogsaa overs. fors. fr. Musiklitteratur.
W. B.

Graf, Urs, schweizisk Tegner for Træsnit,
Kobberstikker og Guldsmed, f. i Solothurn c.
1485, d. i Basel c. 1530. Han førte et højst
eventyrligt Liv, var ikke sjælden i Konflikt med
Loven og var fl. Gange fængslet, var med 1515
i Kampen ved Marignano, flakkede overhovedet
viden om, men levede mest i Basel. Hans
Tegninger og Træsnit (der er blevet til under
Indflydelse af Schongauer og Dürer og kan minde
om H. Holbein d. Y.) giver djærve og friske
Skildringer af Datidens Sæder og Skikke;
Landsknægten — han havde selv som ung
fægtet sig frem som saadan — spiller en stor Rolle
i dem (bl. a. Træsnittet »Døden, der lurer paa
to Landsknægte«). Særlig i Basel, men ogsaa i
Albertina i Wien ses mange af hans Tegninger;
han tegnede meget til Bogillustration og var
den første, der indførte ital. Renaissanceformer
i schweizisk Ornamentik; større Suiter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0015.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free