Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gral ell. Graal - Grallæ, Grallatores - Gram - Gram (Vægt) - Gram (Hovedgaard) - Gram, Frederik Terkel Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blikke. Parzival, hvis Herkomst og hvis Slægts
Bedrifter Wolfram udførlig skildrede i de
første Bøger af sin »Parzival«, var paa sine
Vandringer kommet til den Borg, hvor G. fandtes,
men han vidste ikke, at G. var der. Kongen
Amfortas laa syg af et Saar. Parzival kunde
have helbredet ham ved at stille et bestemt
Spørgsmaal, men gjorde det ikke. Da han siden
kom tilbage til Kong Artus’ Hof, erfarede han,
hvor han havde været, drog atter dertil, frelste
Kong Amfortas og blev selv Konge paa Borgen
efter ham. Foruden af disse behandledes Sagnet
om G. af mange andre Digtere, især af fr. ell.
provençalske Trouvères. Sagnet bredte sig
ogsaa hurtig med andre Riddersagn fra Frankrig
til Nabolandene og videre. Sagnet om G. kom
ogsaa til Norden og over Norge til Island, hvor
vi har Vidnesbyrd om det. Da Sagnet om G.
hørte til de Sagn, som kunde glæde sig ved
stor folkelig Interesse, er det let at fatte, at
Skr og Sagn om G. tidlig blev mangfoldiggjorte
ved Bogtryk (længe før 1500). Da Kæsarea i det
hellige Land indtoges 1101 under det første
Korstog, fandt Genueserne her en Skaal, som
antoges for den Skaal, Herren havde brugt
ved den hellige Nadvere. De bragte den til
Kirken San Lorenzo i Genua, hvorfra den (den
kaldtes Sacro Catino) 1806 kom til Frankrig.
Den antoges for at være af Smaragd, men viste
sig at være af grønt Glas. Men den har næppe
haft synderlig at gøre med Udviklingen af
Sagnet om G. Hvad Ordet G. angaar, er
Oprindelsen uvis, nogle antager G. for et gl. fr. Ord,
andre for opstaaet af et lat. Ord. (Litt.:
Birch-Hirschfeld, »Die Sage von G.«
[Leipzig 1877]; Hucher, Le Saint-Graal
[Paris 1875—79]; Nutt, Studies on the Legend of
the Holy Graal [London 1888]).
V. S.
Grallæ, Grallatores, se Vadefugle.
Gram (opr. et Tillægsord: haard, vred), 1)
i det nordiske Skjaldesprog en Betegnelse for
Konge, særlig krigersk Konge; opfattedes i
Middelalderen som Opkaldelse efter en
Sagnkonge G., om hvem der da digtedes en Saga
(Sakse 1. Bog). 2) Nordisk Mandsnavn,
baade selvstændigt og som Tilnavn; dette sidste
er sikkert det opr. 3) Trold, Djævel; »den
lede G.«; i Oldsproget sædvanlig i Flertal
gramir ell. gröm ɔ: »de Onde«. 4) Sigurd
Faavnesbanes Sværd; af Odin stødt ind i
Ættetræet som Gave til hans Fader Sigmund,
sønderbrudt ved Sigmund’s Fald, atter
sammensmedet af Smeden Regin, brugt af Sigurd til
Ormens Drab, og for sidste Gang, da han
dødssaaret hævner sig selv.
(A. O.). H. El.
Gram, af gr. gramma (gammelgr. Vægt =
1/3 Drachme), fr. gramme (Forkortelse g),
Benævnelse for den i metrisk Vægt anvendte
Grundenhed, som svarer til Vægten af 1 cm3
rent, destilleret Vand af største Tæthed. Større
Enheder udtrykkes ved Tilføjelse af Ord,
afledte af gr. Talbetegnelser, f. Eks. Kilogram =
1000 g, medens mindre Enheder bestemmes, efter
lat. Talbetegnelser, f. Eks. Milligram = 1/1000 g.
H. J. N.
Gram, Hovedgaard i G. Herred,
Sønderjylland, 20 km østlig fra Ribe, siges at være
opført 1314 af Hertug Erik af Sønderjylland.
Den laa opr. 2 km længere mod NV. og midt i
store Skove. G. var en af de befæstede Borge,
som Ridder Erland Kalf 1373 bragte Valdemar
Atterdag. Denne Konge pantsatte G. til Drosten
Claus Limbek til Tørning, og snart gik Gaarden
fra at være Pantelen over til Ejendom. Senere
var G. i Slægterne Reventlov’s, Buchvald’s og
Podevel’s Eje. 1664 blev den solgt til Frederik
III’s kendte General, Grev Hans Schack.
Dennes Sønnesøns Enke, Anna Sophie Ranzau,
erhvervede 1754 Nabogodset Nybøl, der tidligere
havde været forenet med G., og bestemte i sit
Testamente, at G. og Nybøl tillige med
Giesegaard i Sjælland skulde oprettes til et Stamhus
for hendes Stifsøns yngste Søn, Grev Frederik
Christian Schack. Stamhuset blev oprettet 1776,
se Giesegaard.
B. L.
Gram, Frederik Terkel Julius,
dansk Retslærd, f. 26. Aug. 1816 paa
Knuthenborg, d. 3. Juni 1871 i Kbhvn, Student 1835,
cand. jur. 1841, 1842 Volontær i Kancelliet, 1847
Lektor, 1849 Prof. ord. ved Univ., 1856 tillige
ekstraordinær Assessor i Højesteret, 1868 Dr.
jur. honoris causa i Lund. 1859 Provst ved
Kommunitetet og Regensen. 1870 Medlem af
Kommissionen om en ny Sø- og
Handelslovgivning. Under et Studieophold i Tyskland,
Frankrig og Belgien 1844—46 hørte G. og omgikkes
særlig Repræsentanter for Statsretten, Straffe-
og Fængselsretten og Retshistorien, i Tübingen
saaledes bl. a. Rob. v. Mohl, C. R. Köstlin og
C. G. Bruns, i Bryssel H. Ahrens og Ed.
Ducpétiaux, men det blev ingen af de omtalte
Discipliner, men derimod Civilretten, særlig
Formueretten, han i Hjemlandet viede sine Kræfter.
Det var ved J. E. Larsen’s Eksaminatorier
— for at bruge G.’s eget Udsagn —, at
»Retsvidenskabens Lys opgik for ham«, og han
nævner selv Larsen som den, hvem hans
store og indflydelsesrige Værk »Den
danske Formueret« (I, 1855, 2. Udgave 1858, II,
1—2, 1860 og 1864. Med Sagregister 1865) særlig
skylder sin Tilblivelse. Ligesom Larsen var G.
en Fortsætter af Ørsted’s Gerning. Paa det
praktiske Retslivs Tarv var hans Arbejde i
første Linie rettet. Skønt han fuldt ud forstod og
vurderede F. C. Bornemann’s videnskabelige
Bet., laa dennes spekulative Behandling af
Retsproblemerne ham fjernt. Foruden sit ovenn.
Værk, der beherskede dansk Formueret, indtil
det afløstes af A. C. Evaldsen’s og Jul. Lassen’s
Arbejder, skrev G. »Den private Søret efter
Dansk Lovgivning« (1851), vistnok hans
originaleste og bedste Værk,
Universitetsprogrammet »Om Ægtepagter efter dansk Ret« (1863),
»Om de private Retsforhold i Almindelighed«
(1865), »Om Loves Anvendelse og Fortolkning«
(1865) og »Forelæsninger over Den danske
Familieret« (1868), i »Nordisk
Universitets-Tidsskrift« III (1857) og IX (1863), varmtfølte
Karakteristikker henh. af J. E. Larsen og F. C.
Bornemann. G. var en Mand med mangesidige,
særlig historiske og kunsthistoriske,
Interesser, en vennesæl og human Natur. De sidste
Egenskaber prægede helt igennem hans
Virksomhed som Regensprovst. Hans milde og dog
bestemte, liberale Styre afløste paa en
velgørende Maade Filologen Prof. F. C. Petersen’s i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
