- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
326

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guarani - Guarda - Guardafui - Guardein - Guardi, Francesco - Guardian - Guarini, Camillo - Guarini, Giovanni Battista

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Guarani [wara’ni], et Indianerfolk af
Tupiernes Sprogæt, boende i Sydamerika mellem
øvre Parana og Paraguay. De dannede i 17. og
18. Aarh. Grundstammen i Jesuiternes
teokratisk-kommunistiske Stat og udgør fremdeles,
nu stærkt blandede med Hvide, en betydelig Del
af Landbefolkningen i disse Egne. Deres
Mundart tales endnu alm. i Paraguay og er
Hovedbestanddelen af det saakaldte lingoa geral, som
er Handelssprog mellem Indianere og Hvide i
store Dele af det østlige Sydamerika. (Litt.:
W. H. Koebel, In Jesuit Land [London uden
Aar]).
K. B.-S.

Guarda [’gwarda], By i det østlige Portugal,
Prov. Beira, Hovedstad i Distriktet G., meget
koldt liggende, c. 1040 m o. H. paa en Udløber
af Serra Estrella. (1900) 6100 Indb. Byen, der
er omgivet af Mure og har et gl. Kastel, er
Bispesæde med en Domkirke. Den led meget
ved Jordskælv 1829.
(H. W.). H. P. S.

Guardafui [’gwardafu’i], Kap G.,
Gardafui, Ras Asir, Forbjerg paa den østligste
Spids af Somali-Halvøen paa Afrikas Østkyst,
ligger paa 11° 50′ n. Br. og 51° 16′ ø. L. f. Grw.
Selve Pynten er ikke videre høj og kaldes af
de Indfødte Asir; men indenfor hæver der sig
et stejlt Bjerg, der kaldes Gardaf ell.
Dschardaf. G. er berygtet bl. Søfarerne for de talrige
Forlis, der finder Sted her, navnlig i
Monsuntiden. G., der er Oldtidens Promontorium
Aromata
, er ikke Verdensdelens østligste Punkt,
idet Ras Hafun lidt længere mod Syd ligger en
Ubetydelighed østligere.
C. A.

Guardein [g u ar’da^i’n], paa gammelt Fransk
guardien, en Vogter, blev fortysket til
Wardein, G., som Titel for den Embedsmand, der
kontrolerede ædle Metallers Lødighed. I
Regnskaber fra Kong Christian V’s Tid skreves
Ordet korrekt Guardien. Kong Christian IV’s
Ordinans for Guldsmede af 16. Juli 1608 indførte
Wardiner i Kbhvn, Aalborg, Ribe, Odense,
Malmø, Oslo og Bergen. I Kbhvn besørgedes
Kontrollen af Møntguardeinen indtil
1761, da den daværende Christoffer Fabritius
opgav sin Stilling ved Mønten, og Kontrollen
deltes mellem 2 Embedsmænd. 1827—31,
1840—60 og fra 1863 til nu foretoges den af een og
samme G. Jfr Guldsmedemærker.
Bernh. O.

Guardi [’guardi], Francesco, italiensk
Arkitekturrmaler, (1712—93), var Elev af
Antonio da Canale; som sin Lærer malede han
gerne arkitektoniske Prospekter fra Venezia,
som Regel i mindre Maalestok, af frisk
Farvevirkning, næppe saa sikre i Tegning som
Lærerens, men fulde af Liv; han er en udmærket
Fortolker af det festende Folkeliv i Rokokoens
Venedig. Billeder af G. almindelige i offentlige
Samlinger; i Berlins Kaiser Friedr.-Mus., i
Louvre, Mus. i Bryssel (Markus-Kirken i
Venedig), London, Milano, Venedig, Wigh’s Saml. i
Göteborg etc. (Litt.: G. A. Simonson, F.
G.
[London uden Aar]).
A. Hk.

Guardian [ital. guar’diano, eng. ’ga.ədn,
portug. guər’diau], den øverste Pater i et
Franciskaner- ell. Kapucinerkloster; i England en
Biskops Stedfortræder under en gejstlig Vakance;
i Portugal en Underofficer i Marinen.
L. M.

Guarini [gua’rini], Camillo, kaldet Padre
Guarino
, ital. Arkitekt, Theatinermunk, f. i
Modena 1624, d. 1685. Han sluttede sig nærmest
til Borromini, men havde ikke denne Mesters
Genialitet og forfaldt ofte til tomme Bisarrerier.
Efter at have arbejdet en Del Aar i Modena
drog han til Savojen, hvor han tog Tjeneste hos
de regerende Hertuger. Hans Hovedværker er:
Capella del Sudario og Kirken S. Lorenzo dei
Teatini i Torino, en Rk. barokke
Teglstensbygninger smst., f. Eks. det anselige Palazzo
Carignano (nu naturhistorisk Mus.) og Palazzo
Philibert (nu Videnskabernes Akademi), fremdeles
Kirkerne S. Philippo Neri, S. Gregorio, S.
Annunziata og Porta del Po samt forsk. Kirker i
Lissabon, Prag og Paris (Theatiner-Kirken).
Efter hans Død udkom: Architettura civile
(Torino 1737).
(E. S.). C. A. J.

Guarini [gua’rini], Giovanni Battista,
ital. Digter, f. 10. Decbr 1538 i Ferrara, d. i
Venedig 4. Oktbr 1612. Hans Moder var en
Macchiavelli, og paa fædrene Side var han af
samme Slægt som den berømte Humanist
Guarino fra Verona. Allerede i en ung Alder fik
han for sin Lærdoms Skyld Ansættelse som
Prof. i græsk og latinsk Litteratur ved Univ.
i Ferrara. Siden hørte han ligesom Torquato
Tasso til Hertug Alfonso II’s nærmeste
personlige Omgivelser og benyttedes i forsk. hædrende
diplomatiske Sendelser, saaledes til Venedig
1567, til Kejser Maximilian af Tyskland og til
det polske Hof. Forholdet mellem de to Digtere,
der førte Hofmandsliv under samme Fyrste,
var ikke synderlig godt, og det menes, at
Kærlighedshistorier var Anledning dertil. 1585
udnævntes G. til ferraresisk Statssekretær; men
allerede 2 Aar efter blev han saa uenig med
sin Herre, at han opgav sin Stilling og forlod
Ferrara Alfonso’s Vrede paa ham var saa stor,
at han ved sin Indflydelse hindrede ham i at
faa blivende Sted, hvor han kom hen. Først fik
han Hertugen af Savojen til at ophøre med at
vise ham Gunst; siden maatte G. forlade
Hertugen af Mantova’s Hof, fordi Alfonso ikke vilde
taale ham der. Efter Hertugen af Ferrara’s
Død slog han sig en Tid ned i Firenze; men
længe varede det ikke, før han brød med sin
ny Herre, Storhertug Ferdinand af Toscana.
Paa samme Maade gik det ham hos Hertugen
af Urbino, der havde indbudt ham til sig. I sine
sidste Aar opholdt G. sig atter i sin Fødeby,
der nu var kommen under Pavestolens
Herredømme. Døden overraskede ham i Venedig,
hvor han havde begivet sig hen i Anledning af
en Proces. G. har skrevet talrige lyriske Digte:
en Komedie, L’idropica, en politisk Afhandling
og et stort Antal Breve, men hans Navn er
særlig knyttet til Hyrdespillet Il pastor fido,
som han udg. c. 1590 efter fl. Aars Arbejde for
at faa Kompositionen og Versebehandlingen saa
fuldendt som mulig. Det er en Efterligning af
Tasso’s »Aminta« og kendelig anlagt paa at
rivalisere med denne Digtning, som den dog
ikke naar i Henseende til Friskhed og Ynde
trods mange Skønheder i det enkelte. Dramaet
gjorde stor Lykke hos Samtiden; siden den
første Udgave (1590) er der kommet utallige,
hvoraf G. Casella’s (1866) er at fremhæve, samt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0346.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free