- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
618

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Habilitation - habilitere sig - Habilitet - Habington, William - Habit - habituel - Habitus - habitus non facit monachum - Habor ell. Chabor - Habrothamnus - Habsburg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Habilitation (nylat.). Medens den danske
og norske Doktorgrad giver Ret til at holde
Forelæsninger ved Univ., er det ikke Tilfældet
med den tyske. En tysk Doktor maa først
erhverve denne Ret ved offentlig at disputere
over en af ham selv forfattet videnskabelig
Afhandling, et Habilitationsskrift, og naar han ved
Udfaldet af denne Prøve erhverver denne Ret
til at holde akademiske Forelæsninger og
indtræder som Privatdocent, siges han at
habilitere sig.
Cl. W.

habilitere sig, se Habilitation.

Habilitet (jur.), d. s. s. Handleevne
(s. d.).

Habington [’häbiŋtən], William, engelsk
Forf., (1605—c. 1654). Under Navnet Castara
skrev han en Række lyriske Digte til sin
Elskede. De udkom først 1634 og to Gange senere
med betydelige Forøgelser. Det er smukke
Digte, der priser den rene Kærlighed og
skildrer dens Genstand som en Type paa fin,
beskeden Kvindelighed. Desuden skrev han en
Tragikomedie, The Queen of Arragon, 1640, og
s. A. udkom hans Historie of Edward the
Fourth, King of England
, der er skrevet efter
Karl I’s Anmodning.
(T. L.). I. O.

Habit (fr.), Klædning, Dragt.

habituel (fr.), stadig, sædvanlig; hvad der
gennem Vane er blevet en fast Egenskab uden
nødvendig at høre til vedk. Individs Natur,
indgroet; hvad der har Hensyn til den ydre
Beskaffenhed.

Ordet h. benyttes særlig i Lægevidenskaben,
dels om det sædvanemæssige, saaledes h.
Obstipation, omtr. i samme Bet. som kronisk
Obstipation; h. Abort, hvis det ene Svangerskab efter
det andet afbrydes ved Abort o. s. v.; dels om
de ved fejlagtig Holdning (se Habitus)
opstaaede Legemsskævheder, saaledes især h.
Skoliose.
(Lp. M.). J. P. H.

Habitus (lat.), ydre Fremtræden, Udseende,
Holdning. Man taler om et fthisisk H., et
skrofuløst H., et adenoidt H., et apoplektisk H.
o. s. v. I tidligere Tiders Lægekunst tillagdes
der H. langt større Bet. end i vore Dage.

habitus non facit monachum (lat.
Ordsprog), Kutten skaber ikke Munken, smlg fr.:
l’habit ne fait pas le moine.
H. H. R.

Habor ell. Chabor, assyr. chabûru, gr.
Chaboras, Biflod til Eufrat, med hvis venstre
Bred den forenes ved Circesium. Ved den
bosattes en Del af de fra Israels Rige bortførte
Indbyggere.
J. P.

Habrothamnus [-’tam-] Endl. (Céstrum L.),
Slægt af Natskyggefamilien, Træer ell. Buske
med hele Blade. Blomsterne har en hvid, gul
ell. rød, tragt- ell. rørformet Krone med 5
smaa, tilbagebøjede Lapper. Frugten er et Bær.
C. 140 Arter i det tropiske og subtropiske
Amerika; fl. af dem har medicinsk Bet. i deres
Hjemlande, nogle anvendes som Prydplanter.
A. M.

De dyrkede H.-Arter er Koldhusplanter fra
Mejiko. H. corymbosum Schlecht., med
purpurrøde Blomster, og H. elegans Scheidw.,
Schlecht., Blomster som hos foregaaende, egner
sig til Espaliering ved Mure e. l. H.
fasciculatum
(Endl.) Miers, rørformede Blomster. H.
formeres ved Stiklinger i August, og de unge
Planter omplantes, hver Gang de har fyldt
Potten med Rødder. I Jan. beskæres de gl. Planter
for at give dem en mere busket Vækst. Naar
H. elegans skal anvendes til Espaliering,
udplantes den i Koldhuset, efter at Jorden er
forbedret med Bladjord og Varmebedsjord.
L. H.

Habsburg [’hapsburk] (Habichtsburg),
en Borg i det nuv. schweiziske Kanton Aargau,
der skal være anlagt i Beg. af 11. Aarh., og
hvis Navn gik over til den rimeligvis fra Elsass
stammende berømte Fyrsteslægt. Som dennes
Stamfader nævnes Guntram med Tilnavnet den
Rige ved Midten af 10. Aarh.; men den første,
der optog Borgens Slægtsnavn, var Werner
I, Greve af H., som døde i Slutn. af 11. Aarh.
I Løbet af 12. og Beg. af 13. Aarh. erhvervede
Familien. Landgrevskabet i Elsass og de
grevelige Rettigheder i Aargau og Zürichergau.
Besiddelserne deltes vel 1232, men største Delen
nedarvedes dog til den Mand, der blev
Grundlægger af Ættens Storhed, Rudolf (f. 1218).
Som sine Forfædre havde han været
Hohenstaufernes tro Tilhænger uden dog at ofre sig
ganske for deres Sag, og efter Frederik II’s
Død (1250) forstod den snilde og tapre Mand
at udvide sine Besiddelser saa betydelig, at
han efterhaanden ejede næsten hele det nuv.
tyske Schweiz og Øvreelsass ell. i det mindste
var Indehaver af Overhøjheden over disse
Lande. Han var saaledes en af Sydtysklands
mægtigste Herrer, da han efter Richard af
Cornwallis’ Død valgtes til tysk-romersk Konge
(1273—91). Med ham begynder en ny Æra i det
tyske Kejserdømmes Historie. Den italienske
Politik og med den de stolte Drømme om
Verdensherredømmet maatte vige for et dynastisk
Magtstræb. Man kæmpede ikke mere for at
udvide Kejsermagten, men sin egen Husmagt.
Den praktisk anlagte og nøgterne Rudolf var i
saa Henseende en god Foregangsmand. Han
opnaaede aldrig Kejserkronen, men grundlagde
H.’s Magt i Østerrig. Premisliden Ottokar
II, der fra Böhmen havde udbredt sin Magt
vidt mod S., tvang han 1276 til at afstaa
Østerrig, Steiermark, Kärnthen og Krain. Forgæves
prøvede Ottokar paa at vinde det tabte tilbage;
han faldt i Slaget paa Lechfeld (1278), og
Sejrherren søgte gennem et Dobbeltgiftermaal at
knytte Böhmen og Mähren til sin Slægt,
medens hans Sønner forlenedes med Østerrig og
Steiermark. Kärnthen gik derimod foreløbig
tabt. Under Rudolfs Søn, Albrecht af
Østerrig
(Kejser 1298—1308) uddøde
Premisliderne i Böhmen; men midt under Arbejdet
paa at sikre sig deres Arv blev han myrdet af
sin egen Brodersøn, Johan. Slægten mægtede i
den flg. Tid ikke at hævde Kejserværdigheden,
men bukkede under for sine lykkeligere
Medbejlere Wittelsbacherne og Luxemburgerne,
ligesom ogsaa største Delen af Besiddelserne i
Schweiz tabtes i 13.—14. Aarh., da Bønderne
rejste sig mod deres ridderlige Herrer. Slagene
ved Morgarten (1315) og Sempach (1386) er
Mærkepælene i denne Befrielseskamp. Hvad
der tabtes mod V., indvandtes dog dobbelt mod
Ø., hvor især Albrecht’s Sønnesøn, Rudolf,
kaldet Stifteren (d. 1365), udvidede sit Hus’

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0640.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free