Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haydn, Franz Joseph og Johann Michael - Haydock - Haydon, Benjamin Robert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
muntre. — Tallet paa H.’s Værker er
overordentlig stort; bestemt kan det ikke angives
— adskilligt er med Urette tillagt ham, andet
sagtens forsvundet i Tidernes Løb — men
sikkert overstiger det 1000. Den overvejende Del
er Instrumentalværker, saaledes langt over 100
Symfonier, c. 80 Strygekvartetter, c. 50 Sonater,
c. 30 Koncerter for Klaver, Violin og Cello,
talrige Trioer, Divertissementer og en Mængde
Barytonstykker (Barytonen [Viola di Bordune]
var Fyrst Esterhazy’s Yndlingsinstrument); ved
Siden deraf 24 Operaer, de to store Oratorier,
adskillig Kirkemusik (Messer, Tedeums, »Die
sieben Worte am Kreuze«, o. s. v.), en Række
Sange og Kanons og endelig en Mængde
Lejlighedsmusik, derunder Hundreder af Marcher,
Menuetter o. l.
H.’s store musikhistoriske og almen
kunstneriske Bet. er hovedsagelig at søge i hans
Instrumentalkompositioner. Paa dette Omraade
var han en sjælden Begavelse og en musikalsk
Foregangsmand. Ofte kaldes han »Symfoniens
Fader«, og om han end ikke kan siges at være
den første, der, særlig efter at Bet. af den
saakaldte »Mannheimer-Skole« (se Stamitz)
er klarlagt, har skrevet Symfonier (i moderne
Forstand), har hans Gerning været
grundlæggende for Nytidens Symfoni og Strygekvartet.
H. fuldender, hvad Mannheimerne paa
Orkestersymfoniens Felt og Phil. S. Bach paa
Klaversonatens havde forberedt; han udvidede
og afrundede Symfoniens, Kvartettens og
Sonatens Form, og overlegent lod han gennem
det mesterlige »tematiske Arbejde« sine Ideer
udfolde sig paa den mest underholdende og
anskuelige Vis. I Menuettoen, der er saa
karakteristisk for H. og er blevet berømt ved ham,
forbereder han ved sit straalende Lune den
Beethoven’ske »Scherzo«. I H.’s Instrumentation
hersker Klarhed og Skønhed, ligesom hans
Kvartetsats endnu er mønstergyldig; i mange
Henseender var han ogsaa paa disse Omraader
en Fremskridtsmand og Fornyer. — For den
musikalske Humor er H. en af de første og
ejendommeligste Repræsentanter; mellem
denne Humor og en vis ophøjet Alvor svinger hans
Musik, der aldrig henfalder til Spekulation ell.
til Lidenskabelighed. Hans Kompositioner
bidrog væsentlig — saaledes som det ogsaa var i
H.’s Formaal — til i god Forstand at
popularisere Musikken, og den verdslige Kunstmusik,
i hvilken han bevidst optager Momenter fra
Folkemusikken, kommer efter H. til at spille
en anden og større Rolle end hidtil. Ligesom
for Folkelivet (Musik og Dans) havde H.
udpræget Sans for og Kærlighed til Naturen, den,
han med særlig Glæde har skildret, naivt og
anskueligt, i sine Toner. — Begrænsningerne i
H.’s Kunst staar i nøje Forbindelse med en vis
Nøgternhed i hans Personlighed og i hele
Tidsaanden (navnlig kendbart i hans Vokalmusik,
Sange o. l.). Afgørende Begivenheder for hans
Kunstnerudvikling var dels — som nævnt
— Englandsrejserne, dels Mozart’s Optræden; fra
denne sidste modtog H. betydningsfulde
Impulser i formel Henseende, og saaledes at H.
tilegnede sig noget af den Mozart’ske Sødme og
indsmigrende Melodik, der ikke var H. medfødt.
I Reglen anses H.’s senere, under Mozart’sk
Paavirkning, opstaaende Værker som hans
bedste, i alt Fald er det dem, der har vundet
størst Udbredelse. Med Rette har H.’s Biograf,
Pohl, betegnet ham som den »egl. Skaber«
af den moderne Instrumentalmusik. (Litt.:
Dies, »H.’s Biografi« [1810]; Griesinger,
»Biographische Notizen über Joseph H.« [1810];
Karajan, »J. H. in London 1791—92« [Wien
1861]; K. F. Pohl, »Mozart u. H. in London«
[Wien 1867]; Samme, »Joseph H.«
[Hovedbiografi af H.] [2 Bd, Leipzig 1875—82,
ufuldendt]; L. Schmidt, »J. H.« i »Berühmte
Musiker« [1907] og Mich. Brenet, »H.« i
Maîtres de la musique [1909]).
2) Johann Michael, østerr. Musiker,
ovenn.’s Broder, (1737—1806), var ligesom
Joseph H. en Tid lang Sangerdreng ved Skt
Stephans Kirken i Wien og blev senere (1762)
ærkebiskoppelig Koncertmester og Domorganist
i Salzburg. Denne Stilling beklædte H. lige til
sin Død og var — som det bl. a. fremgaar af
Wolfgang Mozart’s Breve — højt agtet som
Musiker, i hvilken Henseende han dog trods
en livlig Kompositionsvirksomhed, omfattende
forsk. kirkelige og verdslige Genrer, paa intet
Punkt kunde maale sig med sin berømte
Broder, under hvis Navn nogle af hans Værker
udgaves, ligesom en Symfoni, der bærer
Mozart’s Navn, er H.’s Værk. H. var en anset
Lærer, bl. hans Elever var Carl M. v. Weber.
Biografi af Otto Schmid (1906).
W. B.
Haydock [’heidək], By i det nordvestlige
England, Lancashire, med Kulminer. (1911)
9649 Indb.
G. Ht.
Haydon [’heidən], Benjamin Robert,
eng. Maler, f. 26. Jan. 1786 i Plymouth, d. 22.
Juni 1846. H. kom 1804 paa Londons Akademi,
udstillede 1807 sit første Arbejde »Maria og
Josef«, 1809 med Succes »Dentatus’ Mord«, men
kom i Klammeri med Akademiet, hvorfor han
fremtidig anbragte sine Arbejder paa
Særudstillinger; højt begavet som Kunstner,
stridbar, selvfølende, stødte han an mod
Magthaverne og undermineredes; fortvivlede
Pengeforhold, der gentagne Gange bragte ham i
Gældsfængsel — hvor han netop malede to af sine
interessanteste Billeder, de humoristiske The
mock election (købt af Kong Georg IV) og The
chairing of the members (1827) —, bragte ham
omsider til at gøre Ende paa sit i høj Grad
stormfulde Liv. Hans Historiemaleri forløftede
sig ofte, i sin Trang til at give noget
tankedybt, paa den store Stil; kendte Malerier
»Kristi Indtog i Jerusalem« (1820, købt til Amerika),
»Kristus paa Oliebjerget« (S. Kensington Mus.),
»Lazarus’ Opvækkelse« (1823, Plymouth Mus.)
m. v.; bedst lykkedes ham Arbejder i den
folkelige og humoristiske Genre, som de to ovenn.,
i Hogarth’sk Aand malede Billeder fra
Gældsfængselstiden, og Punch (Leicester-Saml.); et
meget rost Arbejde er hans »Napoleon
betragter Solnedgangen«, medens det kolossale, men
tomme »Forsamlingen i Anledning af Slaveriets
Afskaffelse« (1840, i Nat. Portr. Gall.) faldt
virkningsløst til Jorden; fra 1842 er hans
Portræt af Wellington til Hest. H. optraadte tidlig
som Forf., skrev i Bladene skarpe Angreb paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
