Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hemmelige Videnskaber - Hemmeligholdelsespligt - hemmelig Skrift - hemmeligt fødende - hemmeligt Rum - Hemming - Hemmingsen, Niels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkle teoretiske Forudsætninger er
sammenknyttede til et stort filosofisk System. (Litt.:
Kiesewetter, »Geschichte des Occultismus«
[Bd 1—2, Leipzig 1891—95] med meget
righoldig Litteraturfortegnelse, men skrevet ud fra
et rent okkultistisk Standpunkt; Lehmann,
»Overtro og Trolddom« [2. Udg., Kbhvn 1920]).
Alfr. L.
Hemmeligholdelsespligt, se
Embedshemmelighed.
hemmelig Skrift, se Lønskrift.
hemmeligt fødende (jur.). I Midten af det
18. Aarh. blev der i vor Ret — i Lighed med
andre Landes Ret — givet »særlige Regler om
Hemmeligholdelse af Navnet paa Mødre, der
føder paa den kgl. Fødselsstiftelse«. Disse
Regler er opretholdte senest ved Retsplejelovens
§ 169, og forbyder Vidnesbyrd af Stiftelsens
(nu Rigshospitalets Fødeafdelings)
Funktionærer om de Kvinders Svangerskab og Fødsel,
der forløses paa Stiftelsen, medmindre det ved
Vidnesbyrdet tilsigtets oplyst, om Drab ell. anden
strafbar Handling er begaaet mod Barnet.
Reglen hindrer dog ikke (L. 27 Maj 1908 § 12)
Barnet ell. dets Værge i at faa Bevis meddelt
fra Stiftelsen om, hvem Moderen er; dog gælder
dette sidste kun de Fødsler, der ligger efter
1. Juli 1908.
Hemmeligholdelseskravet er opr. indført for
at give uægtefødende Kvinder et Fristed, hvor
de kunde skjule deres Skam, og for saaledes at
modvirke Tendensen til Fosterfordrivelser og
Barnemord. I vore Dage taler stærke Grunde
for at ophæve de særlige
Hemmeligholdelsesregler, der strider imod Samfundets
almindelige og Barnets særlige Interesse i, at
Afstamningsforholdene bringes paa det rene.
V. B.
hemmeligt Rum (Søv.), Rum i en
selvbevægende Torpedo.
Hemming, dansk Konge (810—12), var den
mægtige Gudfred’s Brodersøn og Efterfølger
og sluttede Fred med Kejser Karl d. Store; H.
opgav Herredømmet over Obotritterne, og
Ejderen fastsloges som Grænse mellem
Frankerriget og Danmark. Ved hans tidlige Død blev
Danmark Skueplads for de voldsomste
Tronkampe.
H. O.
Hemmingsen, Niels, dansk Teolog, f. 4.
Juni (ell. 22. Maj) 1513 i Errindlev paa
Lolland, d. 23. Maj 1600 i Roskilde. Hans
Barndomstid var ikke altid blid, men det lykkedes
den begavede Dreng at kæmpe sig frem, saa at
han 1537 kunde drage til Univ. i Wittenberg.
Her fik Melanchthon en for hele hans Liv
afgørende Indflydelse paa ham. 1542 vendte han
tilbage og blev 1543 Prof. i Græsk ved Univ.
10 Aar efter blev han Prof. i Teologi. I denne
Virksomhed øvede han en overordentlig
Indflydelse, dels som Lærer for de Unge, dels ved
sine videnskabelige Værker, der skaffede ham
en Navnkundighed som ingen anden dansk
Teolog, hverken før ell. senere. Det var ikke
blot dansk Aandsliv og Aandsuddannelse, han
kom til at præge, hans Indflydelse strakte sig
over hele den protestantiske Kirke. Denne
Indflydelse var af tredobbelt Art. Dels
hævdede H. den klassiske Dannelses Nødvendighed,
og inden for den atter Nødvendigheden af at
skole Aanden og lære den at tænke, derfor
udgav han en Metodelære De methodis (1555),
som baade ude og hjemme vandt Ry og kaldtes
en »gylden Bog«. Dels hævdede han Etikkens
Betydning og
var en af de
første
Lutheranere, som gav
en teol. Etik
(i Enchiridion
theologiæ, 1657,
en Haandbog i
Dogmatik og
Etik), samtidig
med, at han
talte
Naturrettens Sag i et
aandfuldt og
mærkeligt
Skrift De lege
naturæ (1562).
Men navnlig
talte han
Religionens Sag
paa en forunderlig livfuld Maade, saaledes at
den traadte frem for Datidens Mennesker,
baade de lærdeste og de enfoldigste, i den
Skikkelse, hvori de netop trængte til den. Bl. H.’s
rent religiøse Skr maa, foruden Enchiridion,
nævnes en Række grundige og klare eksegetiske
Værker, fremdeles Pastor (1562), der er den
første evangeliske Pastoralteologi, en
Evangeliepostil (1561), der udkom paa Latin, men senere
blev oversat paa fl. Sprog og vandt stor
Udbredelse i Udlandet, og »Livsens Vej« (1570),
der handlede om, hvad et Menneske skal »vide,
tro og gøre« for at naa det evige Liv, og som
ligeledes vandt Udbredelse i en Række Lande.
To Skr om Ægteskabet (1572) bør ogsaa
fremhæves. Intet Under, at H. blev kaldt »Danmarks
alm. Lærer«. Han var gentagne Gange Univ.’s
Rektor, og han affattede »Tavlen om Herrens
Nadver« og de »25 Religionsartikler« (se
Fremmedartikler), der blev en Slags
Bekendelsesskrifter for den danske Kirke. Men
fra 1572 begyndte hans Stilling at rokkes. Han
hyldede nemlig Calvin’s Nadverlære, og da nu
de kryptocalvinistiske Stridigheder udbrød i
Sachsen, blev H. draget med ind i Striden. Den
sachsiske Kurfyrste August skrev gentagne
Gange til sin Svoger, Kong Frederik II, om
den Fare, der fra H.’s Calvinisme truede den
lutherske Kirke i Danmark, og efter pinlige
Forhandlinger maatte H. omsider (6. Apr. 1576)
bekvemme sig til at skrive en Genkaldelse.
Dog vedblev Mistænkeliggørelsen, og Frederik
II afsatte ham da 29. Juli 1579 fra hans
Embede indtil videre og lod ham tage Ophold
i Roskilde. Her boede han Resten af sit Liv,
uanfægtet og anset, men kom ikke mere
tilbage til Univ. Efter Frederik II’s Død fortsatte
han sin Forfattervirksomhed, og hans Skr
optryktes stadig i Udlandet. Da Kong Jakob VI
af Skotland 1590 besøgte Danmark, forsømte
han ikke at hilse paa den berømte Teolog i
Roskilde (Litt.: I. H. Paulli, »N. H.’s
Pastoralteologi« [Kbhvn 1851]).
A. Th. J.
 |
| N. Hemmingsen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
