Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hermann, Friedrich Benedikt Wilhelm von - Hermann (egl. Georg Borchardt) - Hermann, Hans - Hermann, Johann Gottfried Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kameralvidenskab i München; 1839—67 var han
Direktør for det bayerske statistiske Bureau. Han
arbejdede ivrig for de tyske Landes
Sammenslutning til eet Toldomraade, ligesom han 1849
tog fremtrædende Del i Organisationen af det
stor-tyske Parti, hvis Motto var »Kein
Deutschland ohne Oesterreich«. H.’s litterære
Hovedværk er den for sin Tid ypperlige Haandbog
i Nationaløkonomi, »Staatswirtschaftliche
Untersuchungen« (1832, 2. Udg. ved J. v. Mayr
og v. Helferich 1870). I »Beiträge zur Statistik
des Königreichs Bayern«, Aarshæfterne 1—17
(1850—67), som H. udgav, har han leveret en
Række Monografier, navnlig over
befolkningsstatistiske Spørgsmaal; kendt fra disse Artikler
er »den H.’ske Metode« til Beregning af
Dødelighedstavler. H. vilde bygge paa Antallet af
Fødsler og Dødsfald og mente, at man burde
følge alle Generationer fra Vuggen til Graven.
Sv. N.
Hermann (egl. Georg Borchardt), tysk
Forf., f. i Berlin 7. Oktbr 1871, lever i Berlin
som Journalist og Kunstkritiker og har bl. nyere
tyske Forfattere vundet sig et anset Navn med
sine Romaner, i første Rk. »Jettchen Gebert«
og »Henriette Jacoby«, der ved deres
Skildringer af Biedermeier-Tidens Berlin og ved
stemningsfulde Interiører fra jødiske Hjem har
vundet overordentlig Popularitet. Begge er
oversatte paa Dansk. Af H.’s øvrige Romaner
kan nævnes »Spielkinder«, »Kubinke«, »Die
Nacht des Dr. Herzfeld«, »Heinrich Schön jun.«.
Ogsaa Skuespil har han skrevet og
dramatiseret de to nævnte, populære Romaner (»Jettchen
Gebert« opført paa Folketeatret i Kbhvn),
fremdeles i den seneste Tid udgivet et Par Bd
Erindringsbilleder og Aforismer om
Verdenskrigen.
C. B-s.
Hermann, Hans, tysk Komponist, f. 17.
Aug. 1870 i Leipzig, har virket som
Orkestermusiker (Kontrabassist) og senere i en
Aarrække som Lærer ved
Scharwenka-Konservatoriet i Berlin. H. er kendt som Sangkomponist,
og særlig hans Ballader i bred folkelig Stil
har vundet megen Udbredelse som
Koncertnumre; ved Siden heraf har H. skrevet en
Symfoni, Strygekvartetter, Klavermusik m. m.
samt et Par Sangspil.
W. B.
Hermann, Johann Gottfried
Jakob, tysk klassisk Filolog, f. 28. Novbr 1772
i Leipzig, d. smst. 31. Decbr 1848, ekstraord.
Prof. i Filosofi smst. 1798, ord. Prof. 1803. H.
studerede først Jura, men kastede sig snart
over klassisk Filologi, som hans Lærer, Ilgen,
havde vakt hans Interesse for. Hans Lærer ved
Univ. var Leipzig-Professoren Reiz. Kant’s
Filosofi gjorde stærkt Indtryk paa ham, hvad
der paa en mindre heldig Maade mærkes i
hans Ungdomsarbejder. Disse drejer sig mest
om gr. Grammatik og Metrik; nævnes kan
Anmærkninger til Viger’s Bog De græcæ dictionis
idiotismis liber (1802, 4. Opl. 1834) og De
particula ἂν libri IV (1826—27), et af hans mindst
vellykkede Værker. Metrikken behandlede han
i Elementa doctrinæ metricæ (1816) og Epitome
doctrinæ metricæ (1818). Hans modneste
Arbejder gælder de gr. Digteres, især
Tragikernes, Kritik og Fortolkning. Han udgav en Rk.
Tragedier af Euripides til Forelæsningsbrug og
paabegyndte en større Udg. af samtlige
Tragedier, hvoraf lidt over 2 Bd udkom
(1831—41); han fortsatte Erfurdt’s mindre Udg. af
Sofokles (7 Bd, 1811—25); efter hans Død
udkom en stor Udg. af Aischylos (2 Bd, 1852; 2.
Udg. 1859). Allerede 1799 havde han udgivet
Aischylos’ Eumenider; senere foranledigede K.
O. Müller’s Udg. af samme Drama (1833) ham
til en skarp Kritik, der udviklede sig til en
Polemik om den klassiske Oldtidsvidenskabs
Grundproblemer. Med Homer har H.
beskæftiget sig i Afh. De interpolationibus Homeri
(1832) og De iteratis apud Homerum (1840);
han opfattede de homeriske Digte som
successive Udvidelser af en opr. Kerne — en
Opfattelse, der er bl. de herskende den Dag
i Dag. Til Pindar skrev han De metris Pindari
(i Heyne’s Udg. 1798), De dialecto Pindari og
Notæ ad Pindarum (i Heyne’s Udg. 1817), samt
fl. mindre Afh.; en af disse (De officio
interpretis) fremkaldte et Svar fra Böckh. Han
udgav endvidere de Orphiske Digte (1805) og et
Par Bukolikere, samt af lat. Digtere to
Komedier af Plautus. Af reale Discipliner har han
kun indgaaende beskæftiget sig med den gr.
Mytologi (Dissertatio de Mythologia Græcorum
antiquissima [1817]; »Briefe über Homer und
Hesiodus . . .«, von G. H. und F. Creuzer
[1818]; De historiæ Græcæ primordiis [1818];
»Wesen und Behandlung der Mythologie«
[1819]). H. polemiserer mod Creuzer’s
Opfattelse af den gr. Mytologi som en Iklædning for
en dyb og hemmelighedsfuld religiøs Viden,
uden dog selv at gennemføre en helt rationel
Opfattelst. — Talrige andre Omraader af
Oldtidsvidenskaben har H. lejlighedsvis berørt;
hans mindre Afh., ogsaa de fleste ovf. citerede,
findes samlede i hans Opuscula (8 Bd; I—VII,
Leipzig 1827—39, VIII 1877).
H. staar sammen med Böckh som Begrunder
af 19. Aarh.’s klassiske Filologi. Medens Böckh’s
Interesse var rettet mod den reale Side af
Oldtidslivet, er H. væsentlig optaget af
Formen. Han lagde Hovedvægten paa den
sproglige Forstaaelse af det enkelte Sted som
Udgangspunkt for Erkendelse af Oldtiden, og
havde mindre Sans for Totalopfattelsen. Hans
Styrke var Fortolkningen, hvilende paa
umiddelbar, genial Forstaaelse; hans Forelæsninger
over gr. Digtere var Kunstværker, der
begejstrede og henrev hans Tilhørere; i hans Afh.
er det især de geniale Enkeltheder, der
imponerer. Han kom derfor, uden selv at gøre sig
det helt klart, til at staa som Repræsentant
for den klassiske Filologi, drevet som Kunst,
over for Böckh’s og hans Disciples Opfattelse
af den som hist. Videnskab, omfattende
Erkendelsen af hele Oldtidslivet. Striden
herom førtes til Tider med stor Heftighed, men er
endt med en fuldstændig Forsoning; nutildags
er begge Modsætningers Berettigelse
almindelig anerkendt. — H.’s Svaghed laa i det
systematiske, og det vidste han ikke selv;
paavirket af Kant, som han var, søger han ofte at
systematisere og kommer daarlig derfra; hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
