Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hettner, Hermann Theodor - Hetton - Hettstedt - Hetzel, Pierre Jules - Hetærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hettner, Hermann Theodor, tysk
Litteratur- og Kunsthistoriker, f. i Leisersdorf i
Schlesien 12. Marts 1821, d. i Dresden 29. Maj
1882. Han studerede Filosofi og Filologi i
Berlin, Halle og Heidelberg, men blev under et
Ophold i Breslau draget mod kunst- og
litteraturhistoriske Studier. 1844 rejste han derfor
til Italien og vendte først efter 3 Aars Forløb
tilbage til Tyskland. Han blev nu Privatdocent
i Heidelberg i Æstetik og Kunsthistorie og
udfoldede en rig og betydningsfuld litterær
Virksomhed. Han udgav »Die romantische Schule
in ihrem Zusammenhange mit Goethe und
Schiller« (1850), hvad der skaffede ham
Udnævnelsen til overordentlig Prof. i Æstetik, Kunst-
og Litteraturhistorie i Jena. Sommeren 1852
foretog han en Rejse til Grækenland, som han
skildrede i »Griechische Reiseskizzen«. S. A.
udgav han »Das moderne Drame«, et af hans
Hovedværker, der har bevaret sin Værdi
gennem mange uomstødelige Sandheder om
Dramaets Bet. 1855 blev han udnævnt til Direktør
for den kgl. Antiksamling og Mus. for
Gibsafstøbninger i Dresden, samt ansattes som Prof.
i Kunsthistorie ved Kunstakademiet. Senere
overdroges yderligere baade Direktionen af det
hist. Mus. og Professoratet i Kunsthistorie ved
det kgl. Polyteknikum til den arbejdsivrige
Mand, der her i Dresden fuldendte sit i Jena
paabegyndts Hovedværk: »Literaturgesch. des
18. Jahrhunderts«; det omfatter 3 Hoveddele:
1) »Englische Literaturgesch. des 18.
Jahrhunderts«, 2) »Französische Literaturgesch. des
18. Jahrh.«, 3) »Deutsche Literaturgesch. des
18. Jahrh.«, banebrydende og grundlæggende,
livfuldt fremstillet, med aandfulde Oversigter,
der har vejledet Slægtled efter Slægtled. Senere
skrev H. »Italienische Studien«, et Værk om
»Der Zwinger in Dresden«, og besørgede Udg.
af Maler Müller’s »Dichtungen«. Efter hans Død
udkom »Kleine Schriften« (1882). Bl. 19. Aarh.’s
tyske Litteraturhistorikere indtager H. en
uanfægtet Plads. (Litt.: Ad. Stern, »H. H., ein
Lebensbild« [1885]; Spitzer, »H. H.’s
kunstphilosophische Anfänge ind Literarästhetik«
[Graz 1903]).
C. B-s.
Hetton [’hetən], By i det nordøstlige
England, Grevskabet Durham, 13 km S. f.
Sunderland, er dannet af de to Byer Hetton-le-Hole
og South-Hetton. (1911) 15678 Indb. H. har
Kulgrubedrift.
G. Ht.
Hettstedt [’hæt∫tæt], By i preussisk Provins
Sachsen, i Regeringsdistriktet Merseburg ved
Wipper, en Biflod til Saale, Knudepunkt paa
Jernbanelinien Berlin—Blankenheim, har en
romersk-katolsk og 4 evangeliske Kirker,
Fabrikation af Fortepianoer, kunstig Guano,
Ølbryggeri. (1910) 8866 Indb. H. nævnes allerede 1046
og fik 1380 Stadsret. I Omegnen udvindes fra
gl Tid Kobber og Sølv, særlig N. f. H. ved
Flækken Oberwiederstedt og S. f. H. ved
Burgorner, hvor der tillige findes
Svovlsyrefabrikation.
G. Ht.
Hetzel [æ’tsæl], Pierre Jules, fr.
Boghandler og som Forf. kendt under Pseudonymet
P. J. Stahl (1814—86), var Søn af en
Elsasser, studerede Jura i Strasbourg og tilbragte sin
Tingdom i Tyskland; senere beskrev han
denne Tid i nogle humoristiske Fortællinger, trykte
i Journal des débats. Fra 1835 stod han i
Spidsen for en Forlagsboghandel, der arbejdede sig
op til at blive en af de betydeligste i Paris, og
debuterede 1842 under ovenn. Pseudonym med
to overordentlig muntre og fine Bidrag til
Grandville’s Vie publique et privée des
animaux. Sin Anonymitet bevarede han længe for
sine Venner og Medarbejdere, bl. hvilke fandtes
Musset og Balzac. 1848 spillede han en politisk
Rolle som Kabinetschef i Udenrigsministeriet og
som Cavaignac’s Generalsekretær; efter
Statskuppet 1851 maatte han flygte til Bryssel, hvor
han blev til Amnestien 1859. Under Opholdet der
begyndte han at udgive gode og billige
Miniaturudgaver af George Sand, Victor Hugo,
Augier og sine egne Værker; disse Udg. gjorde
efterhaanden stor Lykke i Paris. H. skrev selv
mest for Ungdommen; hans Skr prisbelønnedes
af Akademiet og frembragte, iflg. Sainte-Beuve’s
og Silvestre de Sacy’s Vidnesbyrd, en hel
Omvæltning i den pædagogiske Litt. Bl. hans
morsomme, fantasifulde, ret efter
ungdommelige Sind afpassede Bøger kan nævnes: Les
voyages et découvertes de Mlle. Lili et de son
cousin Lucien, Jean le hargneux, Histoire d’un
âne et de deux jeunes filles, Le diable à Paris
(4 Bd, 1842), Le voyage où il vous piaira (1842,
med Alfred de Musset), Tom Pouce (1843), Bêtes
et gens (1854), Les bijoux parlants (1856) og
Histoire d’un prince (1868). (Litt.: Vadier,
P.-J. H. [Genève 1889]). — Efter H.’s Død
overtog Sønnen Louis H. (f. 1847) Ledelsen af
det betydelige Forlag, der fremdeles har
hævdet sin litterære og pædagogiske Bet.
S. Ms.
Hetærer (gr.), egl. Veninder, hos
Aristofanes og senere Forf. Elskerinder, eufemistisk
Benævnelse paa prostituerede Kvinder. Denne
Samfundsklasse indtog i det gl. Grækenland,
specielt de større Byer, Athen og Korinth, med
deres stærke Fremmedbesøg, i det hele en lgn.
Stilling som nutildags, naar man ser bort fra,
at saadanne Kvinder som oftest var Slavinder
hos en Bordelvært. En ejendommelig Rolle
spiller imidlertid, navnlig i Athen, H. i 5. Aarh.
og til Dels ogsaa senere, da det hyppig
forekom, at smukke og begavede H. drog mange,
ogsaa betydelige Mænd til sig og samlede et
Slags litterært ell. æstetisk Hof om sig, et
Forhold, der begunstigedes ved den for
Intelligensens Udvikling lidet gunstige Opdragelse,
som de fribaarne unge Piger i Reglen fik, og
ved den tilbagetrukne Samfundsstilling, som
ogsaa den gifte Kvinde indtog, saa at der
aldeles ikke var Tale om et Selskabsliv i Lighed
med det moderne. At man ikke fandt noget
anstødeligt deri, fremgaar f. Eks. af, at en
Biedermann som Xenofon lader Sokrates omtale H.
Aspasia med stor Agtelse og et andet Sted
refererer en Samtale mellem Sokrates og H.
Theodote. Andre bekendte H. var Alkibiades’
Elskerinde, Timandra (Moder til Aristippos’
Elskerinde, Lais), og Alexander den Store’s,
senere Ptolemaios Soter’s Elskerinde Thais.
Gode Oplysninger om H. giver Plautus’ og
Terents’ Bearbejdelser af attiske Komedier,
Lukian’s Hetæresamtaler, Alkifron’s Breve og
Athenaios (XIII. Bog).
K. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
