Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hildebrand, Bror Emil og Hans Olof og Emil og Karl Emil - Hildebrand, Bruno - Hildebrand, Ferdinand Theodor - Hildebrand, Franz - Hildebrand, Otto - Hildebrandskvadet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»De svenska statsmakterna och kristidens
folkhushållning« — et stort Samlingsværk over alle
de ekstraordinære Foranstaltninger.
A. M. D.
Hildebrand [’heldəbrant], Bruno, tysk
Nationaløkonom og Statistiker, f. 6. Marts 1812, d.
29. Jan. 1878, var 1841—50 Prof. i
Statsvidenskab i Marburg, men blev da suspenderet for
sin politisk-oppositionelle Holdning som
Medlem af den kurhessiske Landdag. Han
udvandrede til Schweiz, hvor han blev Prof. i
Statsvidenskab, først i Zürich, senere i Bern. Hans
udprægede Talent for Administration
udfoldede sig bl. a. i Grundlæggelsen af Spare- og
Enkekasser, Jernbaneanlæg og det første
kantonale statistiske Bureau i Bern. 1861 blev han
Prof. i Nationaløkonomi i Jena, hvor han det
flg. Aar udsendte 1. Hæfte af det endnu
bestaaende, højt ansete Tidsskrift »Jahrbücher
für Nationalökonomie und Statistik«. 1864 blev
han Leder af det paa hans Initiativ oprettede
statistiske Bureau for de forenede thüringske
Stater. H.’s Navn er, bortset fra en lang Rk.
statistiske, nationaløkonomiske og hist. Afh.,
fremfor alt knyttet til det betydningsfulde Værk
»Nationalökonomie der Gegenwart und
Zukunft«, hvoraf dog kun 1. Bd foreligger (1848).
Gennem dette blev han, sammen med W.
Roscher (der 1873 knyttedes til H.’s Tidsskrift
»Jahrbücher für N. und S.«) og K. Knies, en
af Banebryderne for den »hist. Skole« inden for
den nationaløkonomiske Videnskab. Bogen
betegner et afgørende Opgør og Brud med
tidligere Retninger inden for denne; herfra
stammer saaledes den senere tyske Kritik af den
ved Adam Smith grundlagte »klassiske Skole«,
ligesom H. her ogsaa kritiserer Socialismens
Teorier. I dette Værk giver H. ogsaa et
Overblik over Udviklingstrinene i den økonomiske
Udvikling (Naturaløkonomi, Pengeøkonomi og
Kreditøkonomi).
(K. V. H.). Sv. N.
Hildebrand [’heldəbrant], Ferdinand
Theodor, tysk Historie- og Portrætmaler, f.
2. Juli 1804 i Stettin, d. 29. Septbr 1874 i
Düsseldorf, Elev af Berlin-Akademiet og af
Schadow, hvem han fulgte til Düsseldorf, hvor han
1836—54 var Lærer ved Akademiet. H.
udfoldede her en omfattende Lærervirksomhed
(Hans Gude var bl. a. hans Elev) og blev selv
en af Førerne for det düsseldorfske
Historiemaleri med dets romantiske Følsomhed og dets
glansfulde, men lidet natursande Kolorit; i
Farven hørte i øvrigt H. netop til
Düsseldorf-Malernes fremmeligste; hans gentagne Rejser til
Belgien og hans nære Forhold til den
Wappersske Skole her udviklede hans maleriske Sans.
Allerede H.’s første Arbejder slog den
poetisk-romantiske Grundtone an: »Margrete i
Fængslet« (1875), »Kong Lear« etc.; hans melankolske
»Røver« (Berlins Nationalgal.) og »Judith og
Holofernes«, udstillede 1830 i Berlin, gjorde
Furore i de æstetiske Kredse, ikke mindre
»Krigeren og hans Søn« (1832, Berlins Nationalgal.,
et andet Eksempl. i Posens Mus.), der vakte
Genklang i det tyske Folk. 1835 malede han
sit berømte Værk »Edvards Sønner«, derefter
»Kardinal Wolseys Død«, »Dogen og hans
Datter« (1843, Stettin-Mus.), »Døende Kong Lear«
(1851) etc.; fra tidligere Tid
»Eventyrfortællerske« (1832), »Syngende Kordrenge« med videre.
Ogsaa som Portrætmaler nød H. stort Ry.
A. Hk.
Hildebrand, Franz, dansk Violinist, f. 13.
Novbr 1842 i Kbhvn, d. 1. Apr. 1898 smst., Elev
af Vald. Tofte. Som udpræget Violintalent
havde han allerede i en ung Alder vakt
Opmærksomhed i sin Fødeby, da han med H. C. Lumbye’s
Orkester kom til Berlin, hvorfra han 1868 blev
engageret til det kejserlige Kapel i Petrograd.
I den russ. Hovedstads Musikliv indtog han en
fremtrædende Stilling, bl. a. som Medstifter af
og ledende Kraft i den blomstrende
Kammermusikforening. 1890 trak han sig af
Helbredshensyn tilbage som Medlem af det russ.
Hofkapel.
A. H.
Hildebrand [’heldəbrant], Otto, tysk
Kirurg, f. 15. Novbr 1858 i Bern, studerede
Anatomi og Kirurgi i Jena og var fra 1886
Assistent hos Koenig i Göttingen, hvor han blev
Privatdocent. H. fulgte Koenig 1896 til Berlin,
hvor han udnævntes til ekstraordinær Prof. og
Leder af Gharité’s kirurgiske Poliklinik, men
1899 kaldtes han til Basel som Socins’
Efterfølger. 1904 overtog han Koenig’s Lærestol i
Berlin, H. har særligt beskæftiget sig med
Svulstlæren, Udviklingsforstyrrelserne og med
Operationerne for spina bifida. Han skrev bl.
a. »Grundriss der chir. topograph. Anatomie«
(1894) og »Tuberculose und Scrofulose« (1902).
J. S. J.
Hildebrandskvadet er den tyske Form af
et vidt udbredt Oldsagn om Kamp mellem
Fader og Søn, som mødes uden at kende
hinanden. Herom handler »Telegonien«, et kun i
Referat kendt gr. Digt fra 7. Aarh. e. Kr., hvori
Odysseus’ og Kirke’s Søn Telegon dræber sin
Fader i Tvekamp. Det persiske Heltedigt om
Rustem og Sohrab lader Faderen sejre. Andre
Sagnformer findes i Oldnordisk, Slavisk og Irsk.
— H. er et stavrimende Digt, hvoraf et
Brudstykke er optegnet af to Skrivere i Klostret
Fulda først i 8. Aarh.; Dialekten er højtysk,
men med nedertysk Islæt. Det tryktes af
Eccard (1729), men paa videnskabelig Vis først
af Brødrene Grimm (1812), i Facsimile af W.
Grimm (1830) og af Eduard Slevers (1872).
Udgaven i Müllenhoff & Scherer’s »Denkmäler« (3.
Udg. ved Steinmeyer, 1892) indeholder tillige
i Noterne S. 26 ff. en middelalderlig nedertysk
Omdigtning med ikke-tragisk Udgang, opr. trykt
hos Caspar v. Rhön i »Heldenbuch«; samme
Omdigtning findes paa Oldnordisk i Sagaen om
Didrik af Bern (udg. af Henrik Bertelsen
1905—11, II, 345 ff.), samt som »En Vise om Mester
Hildebrand« i Vedel’s »100 udvaalde danske
Viser« (Ribe 1591). (Litt.: Lachmann, »Über
das Hildebrandslied« [i »Kleine Beiträge«, Bd
I]; Formundersøgelser af Herm. Møller,
»Zur althochdeutschen Alliterationspoesie« [Kiel
1888]; Sagnundersøgelser af R. Heinzel,
»Über die ostgotische Heldensage«
[»Sitzungsber. d. Wiener Ac. hist.-phil. C. Z.« 1889;
Jiriczek, »Deutsche Heldensagen« I, 273 ff.
[Strassburg 1898]; Kögel i »Grundriss d. germ.
Philogie«, 2. Udg., II, 63, jfr Litteraturoversigten
hos W. Braune, »Althochdeutsches
Lesebuch«, 179 [7. Udg. Halle 1911]).
G. S-e.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
