Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
første ved at betone den fremadskridende
Udvikling og Ideernes Magt, den anden ved at
fremhæve den nøje Sammenhæng mellem
Menneskenes H. og Naturgrunden. Men
Filosofferne har dog i deres abstrakte Behandling
af H. gjort for megen Vold paa de virkelige
Forhold til, at deres store Konstruktioner har
faxet blivende Værdi.
Har det i 19. Aarh. været H.’s Hovedopgave
at fatte de historiske Tildragelser i deres
Singularitet, som noget hver for sig nyt, altsaa
lige det modsatte af, hvad den pragmatiske H.
stræbte efter, er det dog rimeligt, at H. atter
vil svinge noget tilbage mod det tidligere
Standpunkt. Ved Inddragelsen af de store Massers
Forhold, Tilstandene ved Siden af
Tildragelserne, er man ført ind paa Omraader, hvor en
lovmæssig Udvikling lettere lader sig paavise
end ved den politiske H., hvor de enkelte
Statsmænd og de øjeblikkelige Situationer
spiller en saa afgørende Rolle, og disse Forhold
tildrager sig Opmærksomheden i stedse
voksende Grad. Her synes det muligt at komme
dybere ind paa en Sammenligning mellem de
forsk. Tiders Samfund og Institutioner og paa
en Analyse af de Elementer, der har virket
ind her, og Fremtiden vil da maaske gaa i
Retning af en komparativ H., hvis disse
Opgaver ikke snarere tilfalder den endnu knap
fødte Videnskab Sociologien.
Dette er dog Fremtidsmuligheder, og paa sit
nuv. Trin maa H. væsentlig siges at være en
beskrivende Videnskab. Den rene historiske
Fortælling spiller endnu en Hovedrolle og med
den ogsaa den kunstneriske Fremstilling. Man
holder vel fast ved, at for H. gælder det mere
om Sandhed end om formfuldendt
Fremstilling; men naar det er H.’s første Opgave at
give en anskuelig Skildring af Fortiden, at
gøre døde Ting og Mennesker levende, une
résurrection, som Michelet sagde, spiller
derved Fantasien en overordentlig væsentlig
Rolle, og alle store Historieskrivere har denne
Evne i fremragende Grad. Ogsaa det
pragmatiske, belærende ell. opdragende Element
genfindes stadig, kun paa en anden Maade end
før; det er mindre af H.’s enkelte Tildragelser,
man vil belæres, end af Udviklingens Gang i
det store. Man vil gennem Fortiden forstaa
Nutiden; oftest bliver dette dog til, at man i
Fortiden genfinder det, der rører sig kraftigst
i en selv og ens egen Tid, og hvor et stort
Ideal behersker Sindene, frembringer det
ogsaa en stor Historieskrivning. Frankrigs
historiske Skole i 1820’erne bæres oppe af
Liberalismens Tanker, og i Julirevolutionen saa
Datidens Historikere ikke uden Grund »deres
Revolution«; den tyske Enhedstanke behersker
den tyske Historieskrivning i dens sidste Fase,
og denne selv har givet vigtige Bidrag til baade
at gennemføre Tysklands Enhed og befæste den.
Hvor stor Rolle den kunstneriske Fantasi og
Forskerens personlige Overbevisning end
spiller, vil ingen dog nægte, at den objektive
Skildring og upartiske Bedømmelse af Fortiden er
det højeste Maal, og at man har nærmet sig
dette mere end i forrige Tider, er vist nok.
Naar Ranke fra alle Sider betragtes som den
centrale Skikkelse i Nutidens historiske
Granskning, er dette betegnende for den voksende
Anerkendelse af, at H.’s egl. Maal hverken er at
underholde ell. at begejstre, men at forstaa.
Den af de herskende Ideer inspirerede
Historieskrivning har i selve Øjeblikket stor
Indflydelse; i Længden virker den objektive
kraftigst, lærer osen dybere Forstaaelse af
Menneskeheden og os selv, af Grundvilkaarene for
Politik, Samfundsforhold og Aandsliv.
Verdenshistorien og dens
Perioder; Specialhistorie. For Historikerne
i den klass. Oldtid var kun Grækerne og
Romerne virkelig Genstand for Betragtning,
medens Barbarerne faldt udenfor. Kristendommen
nedbrød denne Skranke; længe førte dette dog
kun til, at man sidestillede Jødernes H. med
de klass. Folks. Først i Slutn. af 18. Aarh.
naaede man til som Idealet for
Universalhistorien at opstille en Skildring af
Menneskehedens H.; »Verdenshistorien omfatter,
alle Nationers og Tiders Tildragelser i
Sammenhæng, for saa vidt de paavirker hverandre
og med hverandre danner en levende Enhed«
(Ranke). Dette er dog endnu et uopnaaeligt
Ideal; mange Folk staar for os som uhistoriske,
fordi vi ikke hos dem formaar at paavise en
virkelig Udvikling, andre som Indere og
Kinesere har kun yderst ringe Berøringer med vor
Kulturudvikling. Verdenshistorien, som den nu
gives, bliver da ene en Skildring af en meget
begrænset Del af Verden, af Oldtidens
Kulturfolk, grupperede om Middelhavet, og siden af
Europas Folk. Disse har dog nu bredt sig over
hele Jordens Kreds, og i det mindste fra 19.
Aarh. er Verdenshistorien som
sammenhængende Hele en Virkelighed. I det samme Aarh.
er det ogsaa lykkedes at føre Menneskenes H.
længere tilbage, end man tidligere anede;
samtidig med at man har opgivet at finde faktisk
H. i de Sagn, der knytter sig til ethvert Folks
tidligste Optræden, har man ved Hjælp af
Levninger (Oldsager) faaet Forstaaelse af meget
tidlige Udviklingstrin og derved tillige knyttet
et Baand mellem de egl. Kulturfolk og de
»uhistoriske«.
Som de mest kendte Verdenshistorier kan
nævnes Becker’s, ogsaa i dansk Oversættelse,
Schlosser’s (18 Bd, 2. Udg. 1870—75) og G.
Weber’s (16 Bd, 2. Udg., Leipzig 1882—90) samt
Italieneren Ces. Cantù’s, bearbejdet paa Dansk
af Holm og Weilbach (7 Bd, 1870—79); i en høj
Alder paabegyndte Ranke en »Weltgeschichte«,
hvormed han dog kun naaede frem til ind i
Middelalderen (9 Bd, Leipzig 1881—88). Under
de voksende Vanskeligheder, der er for den
enkelte ved at beherske hele det umaadelige
Stof, har man søgt at naa Maalet ved
Samarbejde mellem fl.; det gælder allerede den af
sv. Historikere forfattede »Illustrerad
verldhistoria«, redigeret af Wallis (overs. af Daae
og Drolsum, 6 Bd, Kria 1876—80), siden de i
større Maalestok anlagte tyske og franske
Verdenshistorier: Oncken’s »Allgemeine
Geschichte in Einzeldarstellungen« (Berlin 1879—90) og
Lavisse og Rambaud’s Histoire universelle
depuis le 4. siècle (Paris 1896—1901).
Til bedre Oversigt over det umaadelige Stof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
