Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hovedguld - Hovedjagt - Hovedkvarter - Hovedleje - Hovedlinie - Hovedlod - Hovedlus - Hovedløsning - Hovedmanual - Hovednævning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et af deres skønneste Smykker, gik H.
efterhaanden over til at blive et alm. Hovedsmykke,
som de Gifte dog kun bar i Forbindelse med
et Hovedklæde ell. en Hue.
R. H.
Hovedjagt. Hos en stor Mængde Folkeslag
Jorden over bevarer Krigeren sine dræbte
Fjenders Hovedskaller, enten som alm. Sejrstegn
ell. ud fra den Forestilling, at han derved
tilegner sig de Dødes sjælelige Egenskaber og
Kræfter. Spor af denne Skik er truffet i
Oldtidens Europa, og den fandtes til for nylig
udbredt over store Strækninger af Asien og
Amerika samt paa fl. Øer i Stillehavet.
Hovederne blev enten bevarede som nøgne
Kranier ell præparerede paa forsk. Vis. Maorierne
paa Ny Zeeland og visse Indianere i
Syd-Amerika tørrede Hovederne i Røg. Aztekerne
i Meksiko, Kyststammerne i Ecuador og
Jivaroerne ved Rio Pastazza fjernede Knoglerne
og anbragte varme Sten i Stedet. Idet Stenene
efterhaanden ombyttedes med mindre,
skrumpede Hovedet ind, uden at Trækkenes
indbyrdes Forhold ændredes væsentligt; et af de paa
Nationalmuseet opbevarede Jivaro-Hoveder
maaler kun 7,5 cm fra Haarranden til Hagen.
Medens Hovedtrofæerne de nævnte Steder skal
være taget i ærlig Kamp, har Skikken hos de
malajiske Folk og en Del nærboende Stammer
udartet til en virkelig Jagt efter Hoveder. I
denne Form finder vi den visse Steder i
Bagindien, paa Formosa og de ind. Øer, Ny Guinea
og nogle nærliggende Øgrupper samt ved
Speelmann-Bay paa Australiens Fastland. Nagaerne
i Assam og Dajakerne paa Borneo er særlig
berygtede for deres H. Fjendehoveder
betragtes som Sejrstegn, som enhver Kriger søger at
erhverve sig i størst mulig Mængde, ligegyldigt
om ved Kamp ell. Baghold, om af Mænd,
Kvinder ell. Børn. Som Regel foregaar H. paa
den Maade, at man sniger sig ind paa
Nabostammens Omraade og fra et Baghold myrder
den første den bedste, der kommer forbi, og
berøver ham hans Hoved. Særlige Prydelser
udmærker ofte de mest ansete Hovedjægere.
Ogsaa ved denne H. i snævrere Forstand kan
Trofæen enten være selve Kraniet (f. Eks. paa
Formosa), ell. den kan præpareres paa særlig
Maade. Hos nogle Dajaker tørres Hovedet i
Røg, hos andre fjernes Bløddelene med en
Kniv, hvorefter Kraniet prydes med malede
Ornamenter, kunstige Øjne o. a. En Afart af
H. er aabenbart den væsentlig amer.
Skalpering. (Litt.: R. Andree, »Ethnographische
Parallelen und Vergleiche« [Stuttgart 1878]; G.
Friederici, »Skalpieren und ähnliche
Kriegsgebräuche in Amerika« [Braunschweig
1906]).
K. B.-S.
Hovedkvarter kaldes i Krig det Sted, hvor
Føreren for en selvstændig, større Hærstyrke
med Stab midlertidig har taget Opholdssted,
ell. er i overf. Bet. den komm. General med
Personale til Generalstabstjenesten,
Adjutanttjenesten og til den overordnede administrative
Tjeneste samt Tropper til Beskyttelse og anden
Tjeneste. H. i denne Bet. har en forsk.
Sammensætning og Inddeling i de forsk. Lande; i
Danmark benævnes H.
Overkommandoen. Betegnelsen anvendes i Reglen ikke for
mindre Hærdele end Armeer og Armékorps
(Arméhovedkvarter og Korpshovedkvarter). Ved
Divisioner tales f. Eks. om
Divisionsstabskvarter. Findes fl. H., anvendes for den
Højstbefalende undertiden Benævnelsen det store H.
H.’s Personale m. m. er meget talrigt og kan
saaledes f. Eks. ved et Armékorps udgøre ikke
mindre end 80 Officerer, 450 Underofficerer og
Menige, c. 400 Heste og c. 60 Køretøjer. En
højere Officer er Kommandant i H., og under
ham sorterer alt, hvad angaar Lønning,
Forplejning, Beklædning, Udrustning,
Regnskabsvæsen, Sundhedsvæsen og Indkvartering af det
til H. hørende Personale. Han sørger for Ro
og Orden i det af H. belagte Distrikt samt for
den ydre Sikring ved Hjælp af den til hans
Raadighed stillede Styrke. I den tyske Hær
bestod i Fredstid Kejserens H., hvis Chef var
en tjenstgørende Generaladjutant.
B. P. B.
Hovedleje, d. s. s. Hovedstilling.
Hovedlinie (fr. ligne principale, eng. catch
line) kaldes i Typografien den mest
fremtrædende (og oftest tillige den største) Linie i en
Bogtitel ell. Rubrik.
E. S-r.
Hovedlod betegner ligesom Boslod opr. den
Lod, som tilkom en Person i et Godsfællesskab
ell. Bo, især det enkelte Familiemedlems Lod
i det Fællig, som efter de gl. danske
Provinslove bestod imellem visse Nærpaarørende.
Udtrykket havde Hensyn til, at Deltagerne i et
saadant Fællig alle havde lige Lod, hvis
Størrelse altsaa alene beroede paa Antallet af
Deltagere ell. Hoveder. Dog bortsaas herved fra, at
Kvinder i mange Tilfælde kun tog halv Lod mod
Mænd. Fra denne opr. Bet. gik Ordet over til
at betegne en Persons Formue i Alm., hvad
enten den fremtraadte som Lod i et Fællig ell.
var fremkommet ved Deling af et saadant ell.
ikke, og dette var i senere Tid den
regelmæssige Bet. af H., særlig i Forbindelsen forbryde
ell. forgøre sin H., hvor H. dog kun sigtede
til Formuen i Løsøre. Om Forbrydelse af H.,
se i øvrigt Boslod.
P. J. J.
Hovedlus, se Lus.
Hovedløsning kaldes et Digt, hvorved en
Skjald, der var faldet i Unaade hos en Fyrste
og skulde henrettes, »løste sit Hoved« ɔ:
befriede sit Liv. Det berømteste af saadanne
Digte, der i Reglen forfattedes i Løbet af en
enkelt Nat ell. et Døgn, er det om Erik
Blodøkse af Egil Skallagrímsson; desuden havdes
et af Ottar den Svarte om Kong Olaf den
Hellige og et af Torarin om Knud den Store.
Ogsaa Brage skal have digtet en H. Det var
vistnok den alm. Opfattelse, at det var usømmeligt
for en Konge at lade en Skjald dræbe, der i
Farens Stund digtede et saadant Kvad.
F. J.
Hovedmanual kaldes i Orglet det Manual,
hvortil de fleste og kraftigste Stemmer hører.
Se Orgel.
S. L.
Hovednævning. For hvert Ting, hvor
Nævningesager skal paakendes, bliver der at
udvælge 30 Nævninger, som skal medvirke ved
Sagernes Paadømmelse, samt 10 Suppleanter.
De første kaldes Hovednævninger, de sidste
Hjælpenævninger. Begge Grupper udtages ved
Lodtrækning af den saakaldte Aarsliste, paa
hvilken der findes opført et større Antal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
