Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Husbond - Husbondhold - Husbondret - Husbondskarl - Husbygning - Husbygningstræ - Husch - Huschke, Philipp Eduard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bortfalden ell. dog stærkt afsvækkede, se bl. a.
Revselsesret og m. H. t. Hustruen
Husbondret og Hustugt. Som ovf. berørt,
gjaldt lgn. Grundsætninger gennem lange Tider
i Forholdet mellem H. som Jorddrot og
Fæsteren, dog med de ikke uvæsentlige
Modifikationer, som fulgte af, at disse ikke var
Medlemmer af Husstanden. Hverken Ansvar ell.
Repræsentationsret rakte saaledes saa langt som m.
H. t. denne, men var i det væsentlige
begrænset til Forhold, der stod i Forbindelse med
Fæstegaardien, og paa lgn. Maade tjente
Straffemyndigheden nærmest kun til at haandhæve
den af Fæsteforholdet flydende Pligt til Hoveri.
Selvejerbønderne, der ikke stod under nogen
Jorddrot, havde fra først af ingen H., men
siden Slutn. af Middelalderen betragtedes
Kongen ell. paa hans Vegne vedk. Lensmand som
deres H., idet det anerkendtes, at enhver, der
dyrkede Jord, maatte have en saadan. Ogsaa
dette Forhold medførte visse Rettigheder og
Pligter for H., hvilke dog var mindre
vidtgaaende end over for Fæsterne.
P. J. J.
Husbondhold har i Tidens Løb været
Betegnelse for forsk. Afgifter, som af Personer,
hørende til Bondestanden, har været erlagte til
den, som vedk. anerkendte som sin Jorddrot
ell. Husbond, og hvis Erlæggelse netop skulde
give Udtryk for denne Anerkendelse. Som
omtalt under Husbond betragtedes i ældre Tid
Kongen som Husbond i Forhold til
Selvejerbønderne, og disse betalte derfor til ham et
H., der her havde Form af en Rekognition ved
Ejerskifte. Denne Ordning havde dog kun
Hensyn til de fra gl Tid stammende Selvejergaarde,
af hvilke der tilsidst kun var meget faa, men
en lgn. Rekognition, der ogsaa undertiden har
været kaldt H., er ved det siden 18. Aarh.
stedfundne Bortsalg af Fæstegaarde til Selveje ell.
Arvefæste med Ret til at sælge og pantsætte
ofte blevet betinget af Sælgeren. L. 28. Septbr
1918 har dog nu aabnet Adgang til Afløsning af
den Slags Ydelser. — Fæstebønderne, hvis
Hen-høren under Jorddrotten fandt Udtryk paa
saa mange Maader, betalte ikke H., men saa
længe Vornedskabet bestod paa den sjællandske
Øgruppe, var det dog her Reglen, at den Bonde,
som fik sin Husbonds Tilladelse til midlertidig
at tage Bopæl uden for det Gods, hvor han var
Vorned, som Udtryk for sin Henhøren til dette
Gods maatte betale en aarlig Afgift, der kaldtes
H., og en lgn. Ydelse betaltes ogsaa undertiden
af de paa et Gods boende Personer, der ikke
var Fæstebønder, men ernærede sig som
Haandværkere, Daglejere e. l. Disse Afgifter er nu
forlængst forsvundne.
P. J. J.
Husbondret. Fra gl Tid har Hustruen været
undergivet Mandens H. (se Husbond). Denne
bestod i en vis Myndighed over Hustruens
Person og i en Ret og Pligt til at repræsentere
hende udadtil, f. Eks. i Retssager. I fremmed
Ret har man endnu vigtige Rester af H.; i sv.
Ret taler man her om Mandens
»målsmannskap« over for Hustruen. I Danmark, ligesom i
Norge, er H. i det væsentlige bortfaldet
gennem den retlige, moralske og konventionelle
Udvikling. Men sammenhængende med den
tidligere H. bestaar dog endnu væsentlige
Forrettigheder for Manden, særlig til at raade over
de fælles Børn og til at bestemme Hjemmets
Sted (inden for Landets Grænser). Det nordiske
Ægteskabslovforslag af 1918 har ikke
opretholdt disse Mandens Forrettigheder.
V. B.
Husbondskarl, ogsaa Husbondsdreng
(nogensteds Raadskarl, Raadsdreng), er i
Norge den ældre Betegnelse for en
Gaardsfuldmægtig paa Landet. H. var oftest bare en
ældre, sat Tjenestegut og hørte saaledes til
Tyendeklassen. Siden Landbrugsskoler er
blevet alm., har Gaardsfuldmægtigen gerne
gennemgaaet en saadan; han tituleres da
Agronom og regnes ikke til Tyendet.
K. Ø.
Husbygning, se Hus.
Husbygningstræ kaldes i Skovbruget de
Varer, som sælges til Brug ved Opførelsen af
Huse; det er næsten altid Naaletræ ell. Eg,
skal være ret, helst slankt og ofte slinget ell.
savet i Firkant; for Tagtømmerets Vedk. kan
man dog med Fordel bruge rundt ell. lidet
tilhugget Træ. Til Brug nede ved Jorden ell.
i fugtige Rum og ved Bindingsværk i
Ydermurene vælges det varigste Ved, Lærk, Fyr,
Eg, hvorimod andet Hustømmer oftest er Gran.
Tagspaan høvles ell. saves ud af saa vidt
muligt knastfri Gran ell. Eg; de første bliver som
Regel imprægnerede; Tækkekæppe er lange,
slanke, tynde Skud, oftest af Hassel;
Kragetræer (Ryggetræer), som lægges tværs over
Husryggen, er altid Eg.
C. V. P.
Husch [hu∫], Husi, By i Kongeriget
Rumænien, Landskab Moldau, ligger 65 km SØ.
f. Jassy ved Pruths Tilløb, (1900) 15500 Indb.
H. har en 1491 opført Domkirke, er Sædet
for en Biskop og har et biskoppeligt
Seminarium. I Omegnen drives Avl af Tobak og
Vin. I H. sluttedes 23. Juni 1711 en Fred
mellem Peter den Store og Tyrkerne.
H. P. S.
Huschke [’hu∫kə], Philipp Eduard, tysk
Retslærd, f. 26. Juni 1801 i Münden, d. i
Breslau 8. Febr 1886, 1820 Dr. jur., 1821
Privatdocent i Göttingen, 1824 Prof. ord. i Rostock,
1827 i Breslau. Som Retstænker paavirkedes H.
af Schelling og Steffens, hans overordentlig
frugtbare og alsidige Forfattervirksomhed
udviser en mærkelig Blanding af Dybsind og
Fantasteri, af Skarpsind og Mystik, ved Siden af
værdifulde Tanker besynderlige, ikke sjælden
helt barokke Paafund og Konjekturer,
saaledes f. Eks. i hans omfattende Værk »Die
Verfassung des Königs Servius Tullius, als
Grundlage zu einer Römischen
Verfassungsgeschichte« (1838). Af filologisk-antikvarisk og
retshistorisk Indhold var foruden det alt
nævnte Skrifter som »Studien des
Römisches Rechts« I (1830), »Ueber den zur Zeit
der Geburt Jesu Christi gehaltenen Census«
(1840), »Ueber das Recht des nexum und das
alte Römische Schuldrecht« (1846), »Ueber
den Census und die Steuerverfassung der
früheren Römischen Kaiserzeit« (1847), »Die Multa
und das Sacramentum in ihren verschiedenen
Anwendungen« (1874) o. a.; af mere dogmatisk
Indhold er »Die Lehre des Römischen Rechts
vom Darlehn und den dazu gehörigen
Materien« (1882). Med sine Studier over Gaius,
saaledes bl. a. »Gaius, Beitrage zur Kritik und
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
