Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Island (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Handelsfrihed med alle fremmede Nationer. Denne
Ansøgning blev ved kgl. Resol. 29. Septbr 1797
med megen Bestemthed afvist, og Kongen
tilkendegav de Embedsmænd, der havde
underskrevet Ansøgningen, sit Mishag og gav dem en
Advarsel. Ved L. af 15. Apr. 1854 frigaves
Handelen endelig for fremmede Nationer fra 1.
Apr. 1855.
Henimod Slutn. af 18. Aarh. blev Bispesædet
flyttet fra den gl. Bispegaard Skálholt til
Reykjavik, og kort efter blev hele Landet gjort
til eet Bispedømme, hvorved ogsaa Hólar gik
ud af Sagaen (1801). Samtidig blev
Latinskolerne flyttede fra Bispegaardene til Reykjavik.
Endvidere blev Altinget, der i den sidste
Halvdel af 18. Aarh. var gaaet meget tilbage,
ophævet og i dets Sted Landsoverretten i
Reykjavik oprettet (1800). Under Krigen mellem
Danmark og England var Handelsforholdene særlig
trykkende, da I. ikke maatte handle med
fremmede Folk. 26. Juni 1809 opkastede den danske
Kaperkaptajn Jørgen Jürgensen med
Englændernes Bistand sig til I.’s Hersker, men 8 Uger
senere blev han afsat og ført fangen til
England. Da Freden sluttedes i Kiel, og Norge
skiltes fra Danmark, forblev I. under den
danske Konge (1814).
Julirevolutionens og Februarrevolutionens
Virkninger naaede op til I. Da Anord. af 28.
Maj 1831 om Stændernes Stiftelse udkom, skrev
Baldvin Einarsson om Altingets
Genoprettelse. Efter hans Død optog Bjarni
Thorarensen og Páll Melsteð denne
Sag (1837); en raadgivende, af Kongen iflg.
Stiftamtmand E. Bardenfleth’s Forslag udnævnt
Kommission, hvori de tillige med 8 andre af
Landets Embedsmænd havde Sæde, traadte
sammen i Reykjavik 1839 og 1841 for at
behandle dette Spørgsmaal samt andre vigtige
Anliggender. Ved Frd. 8. Marts 1843 blev
Altinget genoprettet og samledes første Gang 1845
i Reykjavik; det havde raadgivende
Myndighed og skulde afholdes hvert andet Aar. 1848
holdtes fl. politiske Møder paa I., og ved en
stor Petition bad man Regeringen om at
sammenkalde en egen Forsamling til at drøfte I.’s
Stilling til Danmark, hvorefter Kongen 23.
Septbr 1848 lovede, at de Grundbestemmelser,
der m. H. t. I.’s særegne Forhold maatte være
nødvendige for at ordne dets
forfatningsmæssige Stilling i Riget, ikke skulde vedtages, før
Islændingerne i en egen Forsamling i Landet
var hørte derom. En saadan Forsamling var
opr. paatænkt at skulle træde sammen 1850,
men navnlig under Trykket af Krigen 1848—50
blev det udsat til den flg. Sommer (5. Juli),
skønt man derved kom til ikke at overholde
Frd. af 8. Marts 1843. Regeringen forelagde
Forsamlingen et Lovforslag om I.’s Stilling i
Riget i Forbindelse med Grl. af 5. Juni 1849,
som i sin Helhed skulde indføres paa I., lige
meget om de forsk. Paragraffer passede til
Forholdene der ell. ej. Ved Lovforslaget
indrømmedes I. kun et meget knapt Maal af
Selvstændighed, og man vaagede med største
Ængstelighed over Statshøjhedens Opretholdelse
samt sendte Militær til I. Største Delen af I.’s
Indtægter skulde gaa i Statskassen, der til
Gengæld skulde lønne Landets øverste
Embedsmænd. De vigtigste Sager skulde afgøres af
Rigsdagen, til hvilken I. skulde sende 4
Folketingsmænd og 2 Landstingsmænd. Forsamlingen
vilde ikke gaa ind paa dette, og under Ledelse
af Jón Sigurðsson opstillede den Forslag
om, at I. skuldte betragtes som et selvstændigt
Land, der havde Konge og Arvefølge og fl.
Anliggender (navnlig de udenrigske) tilfælles med
Danmark. Kongen skulde have en Minister som
I.’s Repræsentant hos sig; I. skulde deltage i
Behandlingen af og i Udgifterne ved de fælles
Anliggender. Kongen skulde udnævne alle
Embedsmænd paa I., men for øvrigt skulde han
overdrage den udøvende Myndighed paa I. til
der i Landet bosatte (ansvarlige Ministre. Den
dømmende Myndighed skulde være hos
Domstolene i selve Landet. Den kgl. Kommissarius,
Stiftamtmand Trampe, opløste som Følge heraf
Forsamlingen 9. Aug., inden den fik behandlet
den forelagte Valglov ell. Udkastene til
Forfatningsloven noget nærmere.
I de flg. Aar stillede Regeringen sig meget
afvisende i Forfatningssagen, skønt Altinget
under hver Samling indgav Andragende ang.
den. Samtidig begyndte ogsaa
Finansspørgsmaalet at blive mere aktuelt. 1857
androg Altinget om besluttende Myndighed m.
H. t. det isl. Budget; men først da Folketingets
Finansudvalg gentagne Gange havde ytret
Ønske om, at I.’s finansielle Forhold maatte blive
ordnede paa en mere betryggende Maade og
navnlig saaledes, at Altinget fik en bevilgende
Myndighed m. H. t. I.’s Indtægter og Udgifter,
blev der 20. Septbr 1861 nedsat en kgl.
Kommission af 3 Danske og 2 Islændinger for at
gøre Forslag om I.’s finansielle Stilling til
Riget. Kommissionens Medlemmer var alle
enige om, at Udsondringen af I.’s Finanser
vilde være gavnlig, samt at I. burde faa Tilskud
fra Statskassen som Erstatning for de kgl. (ɔ:
Klostrenes) Gaarde og Bispestolenes Godser,
der var solgte til Bedste for Statskassen, men
for øvrigt var Meningerne meget delte. Jón
Sigurðsson mente saaledes, at I. havde Ret til
et fast aarligt Tilskud af henimod 240,000 Kr.,
der svarede til den virkelige Værdi af de
bortsolgte Godser og desuden tjente til Vederlag
for den trykkende Afgift af Monopolhandelen;
heraf vilde han imidlertid anvende 40000 Kr.
aarlig til Statens alm. Fornødenheder, medens
de andre vilde yde langt ringere Tilskud, men
til Gengæld ikke gjorde Krav paa, at I. deltog
i Statens alm. Udgifter. Et andet yderlig
gaaende Forslag blev fremsat af Oberst Tscherning
om, at Brændevinstolden paa I. skulde tilfalde
Statskassen. 1865 foreslog Regeringen at afgøre
Mellemværendet ved en aarlig Bevilling af 84000
Kr i 12 Aar og tilbød Altinget en noget
begrænset Bevillingsret; Flertallet (14 Stemmer
mod 11) forkastede dette, navnlig fordi
Rigsdagen efter de 12 Aars Forløb skulde afgøre
Spørgsmaalet om yderligere Tilskud. Derimod
erklærede Altinget sig villigt til at overtage
mere uindskrænket Myndighed over I.’s
Finanser, ell. efter de Principper, der fremtraadte i
Regeringsforslagets §§ 1—4; endvidere gentog det
tidl. Ønsker om en grundlovgivende Forsamling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
