Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Kunst.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guercino, Elisabetta, Sirani, G. B. Mola, Carlo
Maratti og i Landskabet Fr. Grimaldi), er
deres fleste Blade nærmest kun ved
Kobberpladen reproducerede Haandtegninger af en
skitseagtig Karakter. Stort Bifald i Samtiden vandt
Florentineren Antonio Tempesta’s masseagtige
Produktion, der omfattede de forskelligste
Omraader. Kun den neapolitanske Skole
frembragte to betydelige Raderere: Gius. Ribera
og Salvator Rosa; særlig den førstes kraftige
Tegning og harmoniske Behandling rager op
over hans Samtidige. I 18. Aarh. udøves
Radererkunsten vel kun af faa, men med en mere
udviklet Teknik kommer det maleriske
Element hos disse mere til sin Ret; Marco Pitteri
i Venedig raderer aandfuldt Piazetta’s
Hoveder og mindre Aanders Arbejder. G. B.
Tiepolo afspejler i sine raderede Blade
Venetianernes bedste Egenskaber, og hans Søn G.
D. Tiepolo gengiver med forbavsende
Paalidelighed Faderens Kompositioner; i Venedig
udmærker sig ogsaa Antonio Canale, hvis
Raderinger staar paa Højde med hans malede
Prospekter, samt hans Elev Bernardo Belotto,
medens i Rom Piranesi, Fader og Søn, raderer
lige saa malerisk, men i deres effektfulde Blade
holder sig mindre strengt til Naturen end
Venetianerne. Efter de franske reproducerende
Stikkeres Forbillede i 17. Aarh., Edelinck og
Audran, uddanner sig i 18. Aarh. i I. de
saakaldte klassiske Stikkere, med G. Volpato til
Fører. I Venedig virker i 18. Aarh. en dygtig
Stikkerskole (hvem ogsaa Florentineren
Bartolozzi, der kom til London, stod i Gæld til);
hertil hørte de to Bassanesere T. Viero og G.
Volpato. Volpato grunder i Rom en frugtbar
Skole og er bekendt ved sine Stik efter Rafael’s
Stanzer; hans Elev Rafael Morghen er sikrere
i Tegning og mere effektfuld, og hans Blade
efter G. Reni, Domenichino og R. Mengs staar
højere end hans bekendte Nadver efter
Lionardo. Bl. Morghen’s Elever og Efterfølgere
skal nævnes G. Folo, P. Anderloni, G. Longhi,
M. Gandolfi, P. Toschi o. a., der i hvert Fald
har Bet. ved at have gjort de gl. Malerskolers
Værker til Alverdens Eje.
(A. Ls.). A. Hk.
3) Billedhuggerkunst. I den
oldkristelige Plastik, fra c. 300 e. Kr., det
første Trin i den egl. ital. Kunsts Udvikling, er
Kunsten nede paa et Lavpunkt. Den
kunstneriske Skaberkraft er næsten uddød i det
vestromerske Rige siden Konstantin den Store’s
Tid, man lever ganske af de antikke
Overleveringer, og samtidig taber
Haandværksdueligheden sig. Forklaringen hertil ligger for en
stor Del i den ringe Brug, den ny Religion,
hvem den mosaiske Lovs Sky for plastisk
Fremstilling endnu sidder i Blodet, har for
Skulpturen, der er for haardhændet til at udforme
dens Ideer. Frie Figurer, Statuer, hører i
denne Tid til Sjældenhederne (to Statuer af
den gode Hyrde i Lateranets Museo
Christiano, Bronzestatuen af S. Peter [5. Aarh.] i S.
Peterskirken i Rom, Kejser Heraclius’
kolossale Bronzestatue i Barletta, en lille
Bronzefigur af S. Peter [4. Aarh.] i Berlins Saml. m.
m.), i Relieffet kan man bedre udtrykke de
religiøse Fortællinger o. l., man har paa Hjerte.
I St. f. store kunstneriske Opgaver maa
Kunstneren for en stor Del sysle med Smaakunst,
Elfenbensplastik (cylindriske Elfenbensbøsser,
Diptycher o. a.) og Sarkofager; en Del
saadanne findes i Lateranmuseet, andre i
Peterskirkens Grotter (her den smukke Junius
Bassus’ Sarkofag) og rundt om i ital. Kirker, særlig
i Ravenna. Fra denne By begynder nu saa
smaat Indflydelsen fra byzantinsk Kunst at
sprede sig over nogle Dele af I., medens den
af senromerske Traditioner baarne Skulptur
dør ud med Folkevandringen. — I den
romanske Periode (c. 600-1250), hvor den politiske
Elendighedstilstand kun giver trange
Vækstbetingelser for Kunsten, raader i lange Tider
den byzantinske Retning, der var den figurlige
Plastik lidet gunstig og mest tog Skulpturen til
Hjælp til rent ornamentale Øjemed; enten er
det byzantinske Kunstnere, der virker, ell. ogsaa
stammer de Indfødte det byzantinske Sprog
efter. Men samtidig skyder, i Lombardiet og
Toscana, en ny Kunst ubehjælpsomt frem, saa
at sige paa bar Bund, uden Skoletradition,
men sugende Næring fra den
forhaandenværende hjemlige senromerske ell. etruriske Plastik.
Saa raa denne Kunst er, sammenlignet med
den mere drevne og kultiverede byzantinske,
viser den sig dog at indeholde
Fornyelsesmulighederne i sig. I Venedig og Syditalien hersker
den byzantinske Indflydelse; her træffer man
fra denne Tid en Del Bronzedøre i
Nielloteknik (fra Domkirkerne i Amalfi, Salerno, Monte
Casino m. fl., S. Marco i Venedig); Barisanus
forsyner Bronzedørene i Katedralerne i sin
Fødeby Trani (1175), Ravello o. fl. med Relief
fremstillinger. Ret isoleret i den samtidige
syditalienske Kunst staar nogle Buster fra Ravello,
saaledes af en ung Fyrstinde (Berlins Mus.),
fra hvilke der synes at gaa Traade til N.
Pisano’s Kunst. Den ital. Skulptur træder først
frem med Præg af nogen Selvstændighed
henimod 13. Aarh. (endnu i dette benyttes antikke
Sarkolager til Venedigs Dogemonumenter),
saaledes i Milano, Verona, Parma, Modena og
deromkring; i Verona er Domkirkens Portal
(1135) og S. Zeno’s Façade saaledes smykkede
med talrige naive Relieffer. Toscana kommer
lidt senere med; dets Marmorarbejdere
kommer under deres Sysselsættelse med den
maleriske Stenmosaik til Façader o. a.
efterhaanden ogsaa ind paa den fri Plastik (ganske i
Modsætning til Cosmaterne i Rom), f. Eks. ved
Udsmykningen af Kirkernes Prædikestole,
Betydelig Dygtighed udfolder Stenhuggerskolen i
Lucca i 13. Aarh.; fra den er bl. m. a. udgaaet
den forholdsvis storladent virkende Rytterstatue
af den hellige Martin, der deler sin Kappe
med Tiggeren, og fl. af Skulpturerne paa
Lucca’s Domkirke danner en naturlig Overgang til
N. Pisano’s Kunst.
Et Relief af Korsnedtagelsen paa
Nordportalen af Forhallen til Domkirken i Lucca m. fl.
Arbejder smst. tilskrives endog selve
Niccolo Pisano (c. 1206 til efter 1280). Med sine
senere Værker, Prædikestolen i Baptisteriet i
Pisa, Prædikestolen i Siena’s Domkirke etc.,
skabte Niccolo »en Renaissance før
Renaissancen«. Under hans geniale Haand, der bevidst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
