- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
684

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Musik)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fra Venedig forlægges Hovedpladsen for
Operaen i 18. Aarh. til Neapel. En
betydningsfuld Forgænger fik den neapolitanske
Skole i den temperamentsfulde Alessandro
Stradella
(Operaer, Oratorier,
Solokantater). I øvrigt regner man den højtbegavede
Alessandro Scarlatti som Stifter af
den neapolitanske Skole, der blev
Repræsentant for den »skønne Stil« i Musikken i
Modsætning til den tidligere rom. »strenge Stil«.
Fra denne Tid gik alt i I. op i Operaen.
Operastilen trængte sig ind overalt, ogsaa hvor
den ikke havde hjemme, i Kirkemusik og i
Kammermusik, og alt, hvad der stod i
Forbindelse med Operaen, navnlig Solosangerne
og især de som saadanne meget efterspurgte
Kastrater, skummede Fløden og bares højt
oppe af Tidsalderens Gunst. Den neapolitanske
Opera har haft den største Indflydelse paa
Musikudviklingen, men rigtignok ingenlunde
altid nogen heldig Indflydelse. Dens
Hovedfortjeneste er den at have udviklet Melodien
og Sangkunsten, og en Kendsgerning er det, at
med denne Opera begynder den ital. Musiks
Verdensherredømme. Men i øvrigt betegner
den — mere og mere som Tiderne gaar — et
fladere, lavere Standpunkt. Fra det
florentinske Musikdrama, som grunder sig paa
Antikken, er vi efterhaanden med den
neapolitanske Opera sunkne ned til en udpræget
Solistopera, hvor alt gaar ud paa at lade den ell.
den Sangerinde ell. Kastrat glimre. Koret
forsvinder efterhaanden helt fra Operaen,
ligeledes de dybe Stemmer (Bas, Baryton, ja til
sidst Tenor næsten med). Harmonien
indskrænker sig til det tyndeste Underlag, for bare at
danne en flatterende mat Baggrund for Solisten.
Saaledes udarter Opera seria, som den kaldes,
efterhaanden til Vehikel for ydre
Sangervirtuositet. Operateksterne af Apostolo Zeno
og Metastasio — de to foretrukne
Librettoforfattere — overbroderes med lette,
glimrende, koloraturmættede Toner. Der
komponeres da med mere ell. mindre Talent Opera
seria
’er i Massevis, hvilke den ene Dag er paa
alles Læber, for den næste at smides i
Papirkurven, naar vedk. Sangerberømthed ikke
gider synge mere i dem. Den kunstneriske
Letsindighed tager navnlig til efterhaanden, som
Udviklingen skrider videre. I den gl. Tid er
der endnu meget tilbage af den kunstneriske
Alvor og Oprigtighed fra Florentiner-Tiden.
Dette gælder fremfor nogen Scarlatti og
hans Elever Durante (der betegnende nok
slet ikke har komponeret Operaer) og
Leonardo Leo, ligeledes deres nærmeste
Samtid ell. Eftertid, repræsenteret ved
Komponister som Greco, Feo, Vinci,
Porpora o. a. Med Komponisterne fra den
senere Tid mærker man, at den ital. Opera seria
er blevet til en hel Verdensmagt — de
betydeligste af dem vandrer ud og faar ofte glimrende
Stillinger udenlands, navnlig ved Hofferne,
hvor ital. Opera blev en Modefornødenhed af
første Rang. Saaledes træffer vi Jomelli i
Stuttgart, Piccini kaldes til Paris som
Modvægt til Gluck, Sacchini gaar til Paris,
Paesiello til Petrograd. Vi træffer
Caldara i Wien, Bononcini i London,
Sarti i Kbhvn og Petrograd, Salieri, Gluck’s
Efterligner, i Wien og Paris.

Ved Siden af Komponisterne, ell. rettere,
fremfor dem, dominerer de store
Sangerberømtheder. Det 18. Aarh. og den ital. Opera
seria
betegner Sangkunstens Kulmination. Som
Planteskoler udmærker de forsk.
Konservatorier sig, især de i Neapel (3, hvoraf
det ældste var stiftet allerede 1537), og i
Venedig, særlig Berømthed nød Sangerskolen i
Bologna, grundlagt af Pistocchi og
ført videre af hans Elev Bernacchi. Og
Sangerberømthederne høstede Ære og Guld i
Massevis: Sangerinder som Vittoria Tesi,
Faustina Bordoni, Cuzzoni,
Kastrater som Farinelli (egl. Carlo Broschi),
Pacchiarotti o. m. fl.

En Særplads i den ital. Opera indtager dog
den saakaldte Opera buffa. Mærkeligt nok er
det denne lettere Art, som hævder de fra Opera
seria
’en forsvundne, sunde dram. Principper.
Opera buffa’en begyndte opr. som Mellemspil,
Intermezzo, til Opera seria’en. Hvad denne
manglede, dram. Liv, Opfindsomhed og Lune,
fandt et Tilholdssted i Buffa’en. Pergolesi
har med sin kvikke lille Serva padrona meget
større Bet. end ved sit berømte, men stilløse
kirkelige Værk, Stabat mater. Ligeledes
Logroscino har gjort sig fortjent som
Ruffa-Komponist, bl. a. har han først indført den
paa Ensembler byggede store Operafinale. Den
ital. Buffa-Opera blev Moder til den fr. Opéra
comique
.

Uden for den rom. Skole, der allerede er
nævnt, ligger i denne Operaens Tidsalder
Kirkemusikken under. Operaens frivole Stil
overføres uden mange Skrupler i Kirken. Kun
i Venedig repræsenterer i Beg. af den ny
Tidsalder Komponister som Legrenzi,
Lotti og Marcello en ædlere Kunstretning. At
heller ikke den gl. Tids Grundighed og Alvor
helt er satte til, viser paa Musikforskningens
Omraade den lærde Padre Martini i
Bologna. Og Haand i Haand med den stærkt
udviklede vokale Teknik gaar den instrumentale.
Fra 17. Aarh. kender vi fremragende
Orgelspillere i Pasquini og Frescobaldi
(ved Peterskirken i Rom), i 18. Aarh.
fremstaar Domenico Scarlatti (Søn af
Alessandro Scarlatti) som en banebrydende
Kraft paa Klaverets Omraade, medens
Paduaneren Bartolomeo Christofori 1711
bygger sit første Klaver med Hammermekanik
(»Pianoforte«) og derved lægger Grunden til
vort moderne Klaver, der efterhaanden ganske
fortrængte de gl. Clavichorder og Clavicymbler.
Fremfor alt var dog I. dengang Violinens Hjem.
Med Corell i som den ældste Repræsentant
og senere med Mestre som Geminiani,
Tartini, Nardini, Locatelli,
Pugnani, Viotti og Paganini fortsættes den
glimrende Kæde af Violinvirtuoser og
-komponister helt ned til vor egen Tidsalder. Og i
Cremona bygges af Amati, Stradivarius,
Guarnerius o. m. fl. de ædle
Strygeinstrumenter, hvis Klangfylde og Toneskønhed ikke
senere er overtrufne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0700.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free