Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jesus Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
glemte og vi kan derfor ikke være sikre paa,
at den Rækkefølge, hvori Stoffet nu meddeles,
hverken i kronologisk ell. saglig Henseende er
den rigtige. Dertil kommer saa desuden, at det
jo afspejler Menighedens Tro paa Jesus som
et guddommeligt Væsen; og naar denne
Betragtning maa forkastes, vil det i mange
Tilfælde være meget vanskeligt ell. umuligt at
afgøre, hvilke historiske Realiteter der ligger bag
ved Fremstillingen. Det anerkendes da ogsaa
inden for den liberale Teologi i Nutiden, at det
er umuligt at skrive et videnskabeligt
tilfredsstillende »Jesu Liv«. Det sidste Forsøg af den
Art er rimeligvis Oscar Holtzmann: »Leben
Jesu« fra 1901; allerede Rousset erklærede i
sit førnævnte lille Skrift »Jesus« fra 1904, at
alle Forsøg paa at skrive et »Jesu Liv« ell. en
»Jesu Historie« i Virkeligheden var ganske
udsigtsløse, og lidt senere bemærker Wellhausen
ikke uden en vis Ironi, at »Jesu Liv«, der
tidligere indtog en fremtrædende Plads baade i
Litteraturen og de teologiske Forelæsninger, nu
er svundet ind til »Problemer fra Jesu Liv«.
Man vil paa videnskabelig Grund næppe kunne
naa videre end til at belyse visse Sider af Jesu
Karakter, og dette væsentlig paa Grundlag af
hans Forkyndelse, saaledes som den nærmere
vil blive fremstillet i det flg. Afsnit; og det er
da ogsaa denne Fremgangsmaade, der er valgt
i den sidste liberale Fremstilling, Paul Wernle’s
»Jesus« fra 1916. — For de Forskere, som
skildrer Jesu Liv ud fra den Forudsætning, at han
var mere end et Menneske og som derfor kan
tillægge Evangelierne større Troværdighed, end
de ved en rent hist. Vurdering har Krav paa,
stiller Sagen sig naturligvis noget gunstigere;
en Fremstilling som Bernhard Weiss’: »Das
Leben Jesu« I—II (1882), der i sin Tid var
meget paaskønnet og i 1902 oplevede 4. Opl.,
giver en paa alle Punkter psykologisk motiveret
Skildring af Jesu Udviklingsgang, saaledes som
den før Lidelsen forløber i en Forberedelsestid,
en Saaningstid, en Kamptid og en Krisetid: og
noget af det samme findes, om end langtfra
saa gennemført, i A. Schlatter: »Die Geschichte
des Christus« (1921). Endnu friere stillede er de
Forfattere, som tager Fantasien til Hjælp i en
saadan Grad, at der snarere bliver Tale om en
Roman end en hist. Levnedstegning; dette
gælder saaledes Ernest Renan’s berømte La vie
de Jésus (1863), som udkom i talrige Udgaver
og oversattes paa fl. forsk. Sprog; og i endnu
højere Grad om Gustav Frenssen’s »Das Leben
des Heilandes, nach deutschen Forschungen
dargestellt: die Grundlage deutscher
Wiedergeburt«, der opr. (1905) kom som et Led af
Romanen »Hilligenlei«, men senere udsendtes
som selvstændigt Skrift; begge Forfattere
skriver ud fra et liberalt teologisk Standpunkt.
For en videnskabelig Retragtning bliver de
historiske Data i Jesu Liv altsaa kun
faa. I al Alm. kan man nævne, at hans
Virksomhed i Galilæa vakte en ikke ringe Opsigt,
at han omkr. sig samlede en Rk. Disciple og
Tilhængere, som fulgte ham paa hans
Vandringer, men at samtidig ogsaa Modstanden imod
ham fra Folkets Ledere og ansete fromme
Mænd voksede i Styrke. Hvorfor han tilsidst
drog op til Jerusalem, er derimod vanskeligt at
afgøre; i Mark. 8, 31; 9, 31; 10 33 f. hedder det,
at det var for at lide og dø; men disse Udsagn
betragter de liberale Teologer i Reglen som
vaticinia ex eventu, selv om de naturligvis ikke
vil nægte, at Jesus, da han drog til
Hovedstaden, maaske endog for at vove en sidste
afgørende Kamp med sine Modstandere, kan have
regnet med den Mulighed, at det vilde koste
ham Livet. Ved Indtoget i Jerusalem blev han
efter Overleveringen i Mark. 11, 1 ff. af sine
Disciple hyldet som Messias; de Forskere, som
benægter, at den historiske Jesus nogensinde er
fremtraadt som saadan, maa enten antage, at
denne Hyldest er bleven ham til Del imod
hans Ønske ved et halvvejs tumultuarisk
Optrin, ell. de maa helt forkaste Beretningen som
Legendedigtning ud fra Sak. 9, 9.
Tempelrenselsen (Mark. 11, 15 ff.) ligger det nærmest at
betragte som en messiansk Handling, men den
behøver ikke nødvendigvis at opfattes saaledes;
almindeligvis foretrækkes den synoptiske
Datering af Begivenheden til henimod Slutn. af Jesu
Virksomhed for den johannæiske (2, 13 ff.)
Angivelse, at den fandt Sted ved Beg. Rimeligvis
har dette Optrin bidraget til yderligere at
ophidse de Ledendes Forbitrelse mod Jesus, og da
en af hans nærmeste Disciple (se Judas
Iskariot) indlod sig paa at forraade sin
Herre og Mester (hvorved der vel skal forstaas:
angive et Sted. hvor han kunde paagribes, uden
at det vakte Opsigt), var hans Skæbne beseglet;
efter et højtideligt Afskedsmaaltid med sine
Disciple blev han ved Nattetid grebet paa
Oliebjerget og straks derefter forhørt og dømt af
jødiske Øvrighedspersoner, saaledes at han
allerede tidlig den flg. Morgen kunde stilles for
den rom. Landshøvding, Iflg. Mark. 14, 64 er
Jesus af Synedriet bleven dømt for den
Gudsbespottelse at have udgivet sig for Messias;
men adskillige Forskere betvivler, at dette efter
jødisk Anskuelse kunde kaldes gudsbespotteligt;
de antager derfor, at Bespottelsen egl. skal
søges i Truselsord, som Jesus har talt imod
Templet (Mark. 14, 58; 13, 2), hvorved Anklagen
mod ham altsaa vilde blive den samme som
den, der senere rettedes mod Stefanos (Ap. G.
6, 13 f.). Men overfor Pilatus maa
Beskyldningen i hvert Fald under en ell. anden Form
være gaaet ud paa, at Jesus optraadte som
Messias, d. v. s. som Oprører; thi bespottelige
Ytringer mod Templet vilde Landshøvdingen
sikkert have betragtet som en ganske ligegyldig
Ting; nu fandt han Anledning til at
imødekomme Jødernes Ønske og dømme ham til at
korsfæstes, og endnu samme Dag blev
Dommen eksekveret. M. H. t. Datoen er der en
paafaldende Uoverensstemmelse mellem
Evangelisterne; efter Synoptikerne (Mark. 14, 12. 17 og
Paralleller) har Jesu sidste Maaltid med sine
Disciple været et Paaskemaaltid, og han er da
korsfæstet den flg. første Paaskedag, den 15.
Nisan; efter Johannesevangeliet holdes
Maaltidet Dagen før Paaskehøjtiden (13, 1), og
Korsfæstelsen finder da Sted den 14. Nisan,
saaledes at Liget kan tages ned og lægges i
Graven inden Kl. 6 Aften, paa hvilket
Tidspunkt efter jødisk Regning den 15. Nisan,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
