- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
219

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jubelaar ell. Afladsaar - Jubilar, jubilere - Jubilate - Jubilus - Jubilæernes Bog - Jubilæum - Jubis - Jubæa - Júcar - Jucker - J. U. D. - Juda (israelitiske Stamme) - Juda (Makkabæer )

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vilde man kunne faa fuld Aflad i Rom. Masser
af Mennesker strømmede den Dag til Byen, og
Pave Bonifacius VIII udnyttede
Folkestemningen og indførte, at ved hvert Aarhundredskifte
skulde der være et J., varende fra Jul til Jul,
og indviet til Peter og Paulus. Ved 15 daglige
Besøg af Udenbys og 30 daglige Besøg af
Romere i Kirkerne Skt Peter, St Paoli, Maria
Maggiore og Lateranen faas fuld Aflad. Baade
Paven og Romerne havde Interesse i J., fra
hvert 100 Aar blev det til hvert 50, hvert 33.
og til sidst til hvert 25. Aar. I 19. Aarh. var
en Pause paa 75 Aar, men saa udskrev Leo
XIII J. til 1900 (det 23. J.). Festligheden
begynder med, at Paven aabner den tilmurede
Jubelport (den gyldne Port) i Peterskirken og
Kardinaler aabner en lgn. Port i de 3 andre
nævnte Kirker; den slutter med, at disse Porte
paa ny tilmures.
L. M.

Jubilar, jubilere, se Jubilæum.

Jubilate (ɔ: jubler), Navn paa 3. Søndag
efter Paaske, taget efter dens Introitus (Ps.
66, 1).

Jubilus, Betegnelse i Middelalderen for en
længere ell. kortere Koloratur, hvormed sidste
Stavelse af »Halleluja« i Gradualet blev
afsunget. J. udviklede sig efterhaanden til egl.
Melodier, hvorfra senere Sekvenser og Hymner
stammer.
A. H.

Jubilæernes Bog er en fri haggadisk
Gengivelse af den bibelske Urhistorie til
Indstiftelsen af Paasken (1. Mos. 1—2. Mos. 12),
hvorfor den ogsaa kaldes »den lille (d. e.
mindre autoritetsmæssige) Genesis«. Den
fremtræder som en Aabenbaring, der blev givet Moses
paa Sinaj af en Engel (derfor ogsaa »Mose
Apokalypse«). Til Grund for Fortællingen
lægges en Inddeling af Tiden i Jubelperioder (49
Aar), hvorfra det alm. Navn stammer. Den
mosaiske Lov fremstilles som en evig Lov, der
staar paa de himmelske Tavler, og som nøje
er overholdt af alle Patriarkerne. Bogen bærer
helt igennem den farisæiske Aands Præg, men
afviger fra den alm. Farisæisme i Kalenderen
og i sin Paastand om Sjælens Udødelighed
uden Opstandelse, ligesom den i visse
lovmæssige Bestemmelser synes at repræsentere et
ældre Trin af Farisæismen. Bogen citeres i
Oldtid og Middelalderen, men var længe
forsvundet, til den i 19. Aarh. fandtes i
Abessinien i ætiopisk Overs.; senere fandtes et
Fragment i latinsk Overs. i Milano (udgivet af H.
Rönsch
1874). Begge stammer fra en gr.
Tekst, der hviler paa en hehr. ell. aramaisk
Original. Denne maa være affattet før Herodes,
men rimeligvis efter Johs. Hyrkan, altsaa
nærmest i Aarh. f. Kr. Den omtaler Henokbogen
og benyttes i Patriarkernes Test. (Litt.:
Schürer, »Gesch. d. jüd. Volkes«, 3. Bd, 4.
Opl. [Leipzig 1909], S. 371—84; Skat
Hoffmeyer
, »Den apokryfe og pseudepigrafe Litt.«
[1918], S. 165—202. Engelsk Overs. i
Charles, Apocrypha and Pseudepigrapha, II [1913],
tysk af Littmann i Kautzsch, »Apokryphen
und Pseudepigraphen«, II [1900]).
J. P.

Jubilæum (lat.), Jubelfest, Fest i Anledning
af, at der er forløbet 25, 50, 100 o, s. v. Aar,
siden en Begivenhed fandt Sted. Jubilar
er den, der fejrer J.; jubilere, at fejre J.

Jubis [зy’bis], Kasserosiner, en Slags
gule, kødfulde og meget søde Rosiner fra
Provence, ofte udvendig besatte med
udkrystalliseret Sukker; den bedste Kvalitet kaldes
Panses.
K. M.

Jubæa (H. B. Kth.) Gay, Palmeslægt (af
Kokos-Gruppen) med 1 Art J. spectabilis H.
Bonpl., et højt, smukt Træ med tyk Stamme
og fjerdelte Blade. Enbo. Frugten er en næsten
oval Stenfrugt. J. spectabilis hører hjemme i
Chile, særlig alm. mellem 31—35° s. Br., men
dyrkes tillige i andre Egne af Sydamerika;
træffes ogsaa i Europas Væksthuse. Frugterne
spises; af Stammen faas et sukkerholdigt,
meget yndet Stof (Palmehonning).
A. M.

Júcar [’kukar], Flod i det østlige Spanien,
udspringer paa Sierra de Cuenca, løber i en
stor Bue først mod S., derpaa mod Ø. gennem
Valencias Kystslette og udmunder efter et 505
km langt Løb i Middelhavet ved Cullera. Dens
vigtigste Tilløb er Cabriel i venstre Bred.
I sit nedre Løb afgiver den Vand til
Vandingskanalerne i Huerta’erne om Alberique og
Alcira samt til Rismarkerne ved Sueca.
C. A.

Jucker, let og hurtig Kørehest. Navnet
stammer fra Ungarn, hvor den egl. J. er
fremkommet gennem den indfødte Steppehests
Krydsning med orientalsk og eng. Fuldblod.
(C. G. B.). O. P.

J. U. D., Forkortelse for juris utriusque
doctor
(s. d.).

Juda (Jehuda) [hebr. jehu.’da.],
israelitiske Stamme. Om dens Opstaaen gennem
israelitisk Forbindelse med forsk. kana’anæiske
Stammer berettes 1. Mos. 38. I den ældre Tid
stod J. uden for det egl. Israel og nævnes ikke
i Deborasangen. Men David gjorde den til den
herskende Stamme og Rigets Midtpunkt, og J.
og Israel fik nu fælles Traditioner. Efter
Salomo’s Død viste det sig, at Enheden ikke
kunde bevares. I Jakob*s Velsignelse skildres J.
som en meget kraftig Herskerstamme. Det
judæiske Rige bevarer de store davidiske
Traditioner, og efter at Nordriget var gaaet under
722, var J. eneste Repræsentant for israelitisk
Væsen Judæer (deraf Jøder) blev efter Eksilet
den almindelige Betegnelse for Israelitter.
J. P.

Juda [hebr. jehu.’da.], Makkabæer (d.
e. rimeligvis »Hammer«), Søn af Mattatija,
efter Faderens Død 167 Fører i Jødernes Kamp
mod Syrerne. Han besejrede forsk.
Hærafdelinger, der sendtes mod ham, og endelig ved
Betsur selve Feltherren Lysias, hvorpaa han
erobrede Jerusalem (undtagen Syrerborgen).
Templet rensedes, og ved en stor
Indvielsesfest genoprettedes den jød. Kultus Decbr 165.
J. besejrede nu Edomitterne og Ammonitterne.
Da Jøderne i Galilæa og Gilead var truede,
reddedes de af hans Brødre Simon og Jonatan.
Da Antiochos Epifanes var død 164, angreb J.
Syrerborgen i Jerusalem. Lysias kom med en
Hær, slog J. ved Betsur og belejrede
Jerusalem. Han kaldtes dog bort af Forholdene i
Hjemlandet og gav Jøderne Religionsfrihed.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0227.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free