Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Junggrammatikerne - Junggreen, Jens Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Junggrammatikerne kaldes en Gruppe af
væsentlig tyske Sprogforskere, der fra Midten
af 1870’erne søgte at reformere den
hist.-sammenlignende Sprogvidenskabs Metode. De
hævdede, at ved etymologisk Forskning skulde man
med største Stringens overholde Lydlovene (s.
d.), idet disse virkede »blindt« og »uden
Undtagelser«, en Sætning, der først blev udtalt af
Leskien 1876. Hvor en Form i et givet Sprog
ikke stemmede med, hvad man skulde vente
efter Lydlovene, maatte man ikke slaa sig til
Ro med at opføre den som en »Undtagelse«,
men skulde se at forklare dens Opstaaen
psykologisk ved at undersøge, hvilke Analogier
der kunde have ført en Talende til at danne
den. De sproglige Forandringer var altsaa
enten opstaaede mekanisk-fysiologisk, lydlovligt,
ell. psykologisk ved Udjævning og Nydannelser
efter givne Mønstre (Analogidannelser, s. d.).
Disse Teorier fremsattes og belystes ved
talrige Eksempler i en Mængde Afh., dels
selvstændige, som Osthoff’s »Das physiologische
und psychologische Moment in der sprachlichen
Formenbildung« (1879), dels trykte i Tidsskr,
især J.’s Hovedorganer Paul og Braune’s
»Beiträge zur Gesch. d. deutschen Sprache« og
Brugmann og Osthoff’s »Morphologische
Untersuchungen«; den dybest gaaende Begrundelse
af Skolens Opfattelse af Sprogændringernes
Væsen blev dog givet af H. Paul i hans
betydningsfulde Værk »Prinzipien der Sprachgesch.«
(1880, 4. Udg. 1909). En begejstret Skildring af
Skolens Fortjenester gav Ziemer i
»Junggrammatische Streifzüge im Gebiete der Syntax«
(1883). Da fl. af J. optraadte skarpt polemisk
mod andre sprogvidenskabelige Retninger, er
det intet Under, at der ogsaa blev skrevet
meget mod dem; navnlig omkr. 1885 opstod en
hel Litt. for og imod. Modstanderne indtog 3
forsk. Standpunkter; enten hævdede man den
gl. Opfattelse, at Lydlovene tilstedte mange
Undtagelser (især Curtius), ell. man sagde, at
J.’s Standpunkt vel i det væsentlige var
rigtigt, men ikke nyt, idet Schleicher og hans
Disciple havde fulgt de samme Principper
længe før J.’s Optræden (J. Schmidt; ogsaa Collitz,
der er tilbøjelig til i J. blot at se et Selskab
til indbyrdes Forherligelse); ell. endelig vendte
man sig mod J.’s Adskillelse af de to
Faktorer som ufyldestgørende, saa at man med
Anerkendelse af det ny og dygtige hos J.
mente, at de ikke var trængte dybt nok ind i
Sprogets Væsen (Schuchardt, »Ueber die
Lautgesetze« (1885); Jespersen i »Nord. Tidsskr. f.
Filologi« og »Internat. Zeitschr. f. allgemeine
Sprachwissenschaft« [1886]). I Danmark blev
det junggrammatiske Standpunkt repræsenteret
af Kr. Nyrop i »Adjektivernes Kønsbøjning,
med en Indledning om Lydlov og Analogi«
(1886), hvor der ogsaa gives en bibliografisk
Oversigt. Se ogsaa Vurderingen i Holger
Pedersen’s »Blik paa Sprogvidenskabens Historie«
(Universitetsprogram 1916).
O. Jsp.
Junggreen, Jens Peter, slesvigsk
Politiker, f. i Aabenraa 14. Aug. 1827, d. smst. 19.
Juli 1886. Han lærte først Tobaksspinderiet i
sin Stiffader, Agent Middelheus’ Tobaksfabrik,
var derefter nogle Aar i Australien,
Kalifornien og Virginien, hvor han satte sig ind i
Tobaksdyrkningen, og nedsatte sig 1856 som
Tobaksfabrikant i Aabenraa. Trods tysk
Skoleundervisning var J. fra sin tidligste Ungdom
besjælet af en
lidenskabelig
Kærlighed til
sit Modersmaal
og sit Land,
og han
sluttede sig tidlig
til den Kreds
af Mænd i
hans Fødeby
(særlig M.
Bahnsen og F.
Fischer), der
energisk
begyndte
Kampen mod den
slesvig-holstenske Bevægelse.
Sønderjyllands
Adskillelse fra
Danmark 1864 kaldte snart den før saa stille
og tilbageholdne Mand til offentlig Virksomhed,
som han fortsatte til sin Død, i de første Aar
mest ved Artikler i Bladene »Danevirke« og
»Freja«, hvorfra de gik over i de andre
sønderjyske Blade. Med stor Veltalenhed og i et
mesterlig klart Sprog talte han Sønderjyllands
Sag og paaviste dets jur. og moralske Ret til
at genforenes med Danmark; snart til de
fremmede Magthavere, til hvis politiske Historie
han havde et indgaaende Kendskab, og som han
derfor kunde »slaa med deres egen Historie«,
snart til sine Landsmænd, hvem han med
indtrængende Varme og uden nogen Sinde at slaa
af paa sine Fordringer formanede til
Sammenhold og til paa enhver lovlig Maade at gøre
deres Ret gældende. Den Indflydelse, J.
gennem sine Artikler øvede paa sine Landsmænd,
kan næppe vurderes højt nok, og med Rette
er han blevet kaldt »Haabets Vækker i
Nordslesvig«. Trods den Takt og det Maadehold,
der altid prægede hans Artikler, lykkedes det
dog tysk Juristeri at finde en enkelt, der
kunde bringe ham under Tiltale, og han dømtes
da 1876 til 6 Maaneders Fæstningsstraf i
Magdeburg. Efter Ophævelsen af Prag-Fredens
Art. 5 (arbejdede J. sammen med de andre
sønderjyske Førere ivrig paa at finde ny Maader
til fastere Sammenslutning, og det skyldes ham,
at »Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse
i Nordslesvig« blev stiftet 1881 med J. som
Formand, ligesom han havde væsentlig Andel
i Oprettelsen af det Net af
Foredragsforeninger, der snart spændte sig over hele
Nordslesvig.
1884 valgtes J. til Rigsdagsmand for 1.
slesvigske Valgkreds (Haderslev—Sønderborg) og
optraadte som saadan ved fl. Lejligheder som
Taler i den tyske Rigsdag, hvor hans Ord altid
mødtes med Agtelse fra Modstandernes Side;
selvfølgelig kunde de ikke bringe noget
positivt Resultat, ligesom ogsaa det Forslag til det
danske Sprogs Genindførelse i Skole og
Retspleje, han forelagde 1885, blev afvist. I øvrigt
 |
| J. P. Junggreen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
