- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
721

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaulbach, Friedrich August von - Kaulbach, Hermann - Kaulbach, Wilhelm von

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hessen, den russ. Tsar, den tyske Kejser, det
karakterfulde Portræt af M. v. Pettenkofer o. s. v.
Arten af hans Kunst egnede sig fortrinlig til
Forevigelse af de store Stjerner paa Dansens
Himmel: Isidora Duncan, Clóo de Merode,
Guerero. Med særlig Elskværdighed og Ynde
Straaler K.’s Malervirtuositet i de mangfoldige
Fremstillinger af hans Hustru, den danskfødte
Violinistinde Frida Schütte og Børnene. (Litt.:
L. Pietsch. »F. A. v. K.« i »Die Kunst u.
Zeit«, VIII; Biografi bl. a. ved Graul [1890],
A. Rosenberg [1900]).
A. Hk.

Kaulbach [’ka^ulbak], Hermann, tysk Maler,
Wilh. v. K.’s Søn, f. 26. Juli 1846 i München,
d. Decbr 1909. K.’s Kunst, uddannet under
Piloty, blev med dens behændige Teknik, dens
brillerende Gengivelse af Stoffer og dens
skønne Typer baaret stærkt frem af Moden og fik
navnlig fast Tag i det brede Publikum. Til hans
kendteste Værker hører »Malende Munk«
(German. Mus.), »Ved Vennens Gravsted« (1888,
Münchens Pinakotek), »Ludvig XI i Peronne«,
»Hänsel og Grete hos Heksen«, »Mozarts sidste
Øjeblikke« (1873, Mus. i Wien), »Frederik den
Store og Seb. Bach«, »Lucrezia Borgia« (1882;
halvnøgen, dansende for sin Fader, Paven),
»Den hell. Elisabeth’s Kroning« (1885,
Wiesbadens Gal.) og »Das Ende von Lied« (1892).
Ogsaa hans Grisailler til et G. Freytag- og et
Operaalbum har gennem fotografisk
Mangfoldiggørelse vundet vid Udbredelse.
A. Hk.

Kaulbach [’ka* ulbak], Wilhelm von, tysk
Historiemaler, f. 15. Oktbr 1805 i Arolsen, d. 7.
Apr. 1874 i München. Elev af Cornelius, først i
Düsseldorf, derefter (bortvist fra dettes
Akademi p. Gr. a.
slet Opførsel
mod en
Kunstkammerat) i
München, gik
han i Beg. ad
de af Læreren
anviste Veje
(Loftsmaleri i
Münchens
Odeon og
nogle Fresker i
Hofgarten),
men stræbte
efter at gøre
sig fri for det
Corneliusske
ved større
Imødekommenhed over for
Tidens Smag for stærkere Farveindtryk og
»skønne« Konturer (saaledes alt i Vægbillederne i
Hertug Max’ Palæ og i Vægcyklus’erne i
Königsbau, i øvrigt udført under Cornelius’
Ledelse). Med den berømte Komposition
»Hunnerslaget« (1834—37, Oliemaleri i brunt i
Raczynski-Saml.) naaede hans Kunst allerede
Højden; dets glimrende Komposition, dets
dramatiske Liv, dæmoniske Kraft i Udtrykket og
dets fine Linier, særlig i de nøgne Kvinder,
som han saa gerne føjer ind i sine Billeder,
men hvis Skønhed just ikke er betragtet med
naive Blikke — alt dette er typisk for meget af
hans senere Produktion, men udarter der ofte
til det overdrevne, hule,
»kalligrafisk«-linieskønne og overfladiske. Efter Udførelsen af en
anden stor Komposition »Jerusalems Ødelæggelse«
(Münchens ny Pinak.) drev han i Rom 1839
indgaaende Studier i Olieteknik. 1847—66 var K.
mest optaget af de mægtige stereokrome
Vægbilleder med dekorativt Tilbehør til
Treppenhaus i Berlins ny Mus.: »Babelstaarnet«,
»Grækenlands Guder«, »Jerusalems Ødelæggelse« —
dette ligesom »Hunnerslaget« er en nøje
Gentagelse af det tidligere Arbejde — »Korstogene«
og det p. Gr. a. den protestantiske Tendens
meget omstridte »Reformationen« — stærkt
beundrede Arbejder, hvori han bevidst gør Front
mod »Tankemaleriet« hos Cornelius (med hvem
han personlig stod paa usympatisk Fod), men
selv havner i et religionsfilosofisk
»Programmaleri«, koloristisk lidet fremragende,
beundringsværdigt gennem Refleksionens Energi,
men ikke umiddelbart betagende, ofte hult i
Patos’en og til syvende og sidst dog præget af
den Cornelius’ske Afstamning. Han malede
ogsaa mange Portrætter (det udmærkede af
Ludvig I i Münchens ny Pinakotek), desuden »En
god Konges Apoteose« (1851, Schleissheim),
»Salamis-Slaget« (Münchens Maximilaneum og
Berlins Nationalgal., brunt i brunt), »Otto III
i Karl den Store’s Grav« (Fresko, German. Mus.
i Nürnberg) det indtagende Genrebillede
»Gretchen am Brunnen«, samt endelig en Del
Værker, hvori hans sammensatte, bevægelige og
aggressive Natur har givet sig Udslag i en
kraftig Tendens, der i Øjeblikket hvirvlede stærk
Ros ell. Harme op om Billederne, men ogsaa
hurtig fordømte dem til Glemsel: Kartonen
»Nero« (møntet paa det fr. Kejserdømme), »P.
Arbuës« (1870, imod dennes Helligdømmelse)
og »Der deutsche Michel«. Hans Temperament
med dets rammende Satire, bitre Ironi,
personlig saarende Spot og Spillen paa
kynisk-frivole Strenge kommer stærkest frem i hans
talrige Illustrationer, Tegninger og Kartoner: fra
tidligst Tid de Hogarth’ske Illustrationer til
Schiller’s »Verbrecher aus verlorener Ehre« og
»Narrehuset«, bygget paa fysiognomiske
Studier af Sindsforvirrede, de ondskabsfuldt
satiriske Skitser til de nu næsten helt ødelagte
Fresker fra 1850’erne (»Den nyere Kunsts
Udvikling«) paa det ny Pinakoteks Yderside i
München (i den dygtige Børnefrise i Berlins
Mus. Treppenhaus er der ogsaa stærkt
satiriske Elementer), »Reineke Fuchs«, hans
populæreste, fra Grandville stærkt paavirkede
Illustrationsrække (stukket i Kobber 1846, senere i
Træsnit), samt hans 4 Dødedansblade. K.’s
Schiller-, Goethe-, Shakespeare- og
Wagner-Galerier er ret tomme og mangelfulde, ogsaa i
formel Henseende. Hans kunstneriske
Indflydelse, der i hans levende Liv var saa
overvældende stor (ogsaa gennem hans ydre Magt som
Direktør for München-Akademiet), er efter
hans Død gaaet brat ned ad Bakke; det er
saaledes betegnende, at et K.-Mus., der 1875
aabnedes i München, maatte lukkes 1885 af
Mangel paa Besøg. (Litt.: Fr. Pecht,
»Deutsche Künstler d. 19. Jahrh.«, II, S.
54—109 [Nördlingen 1879]; H. Müller, »W. K.«

W. v. Kaulbach.
W. v. Kaulbach.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0737.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free