Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaulbach, Wilhelm von - Kaulbars, Alexander Vasiljevitsch - Kaulom - Kaulun - Kaulung - Kaun, Hugo - Kauna - Kaunitz, Wenzel Anton - Kaunos - Kaupanger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
[Berlin 1893]; F. v. Ostini, »K.« [1907];
»Erinnerungen an W. v. K. u. sein Haus, gesamm.
v. J. Dürch-K.« [München 1918]).
A. Hk.
Kaulbars, Alexander Vasiljevitsch,
russ. Kavallerigeneral, f. 1844, indtraadte 1861
i Militærtjenesten, og avancerede gennem
Graderne til Generalløjtnant i 1894, General af
Kavalleriet i 1901. Fra 1904 var han
Øverstkommanderende for Odessa-Militærdistrikt og
kommanderede 3. mantshuriske Hær fra Novbr
1904—Marts 1905, hvor han udmærkede sig
under Slaget ved Mukden i Dagene 3—10. Marts.
Overtog saa 2. mantshuriske Hær efter General
Bilderling, og blev efter Japanerkrigen igen
Chef for Odessa Militærdistrikt fra Aug.
1905—Decbr 1909, hvorefter han blev Medlem af det
øverste Krigsraad og var i denne Stilling ved
Verdenskrigens Udbrud.
A. J. W.
Kaulom (bot.) kaldes i Formlæren det andet
af de højere udviklede Planters morfologiske
Grundorganer, Stængelen. Om det for denne
ejendommelige i Modsætning til de øvrige
Grundorganer, se Stængel.
A. M.
Kaulun, se Kaulung.
Kaulung (Kaulun, Kowloon), en til
den britiske Koloni Hongkong hørende Halvø
paa Kysten af den kin. Prov. Kwangtung lige
over for Øen Hongkong. K., der 1860 blev
afstaaet til England, har en Havn, der 1887 er
blevet aabnet for den udenlandske Handel, et
Marinedepot, Dokker og Kulmagasiner.
M. V.
Kaun, Hugo, tysk Komponist, f. 21. Marts
1863 i Berlin, studerede ved »Hochschule«
dersteds, levede en Del Aar i Amerika (Milwaukee),
men fra 1902 atter i Berlin som anset Lærer
og Komponist (Medlem af »Akademie der
Künste«); foruden en enkelt Opera (»Der Fremde«,
1920) har K. skrevet Værker i de fleste af
Musikkens andre Genrer, navnlig Symfonier,
Kammermusik, Korværker og Sange.
W. B.
Kauna, Kovne, Guvernement i Lithauen,
ligger omkr. Njemen og begrænses mod V. af
Østpreussen og Memelomraadet, 40641 km2 med
c. 1857000 Indb. Det er en jævn Slette,
oversaaet med talrige Søer (over 700 med et samlet
Areal paa 452 km2) og gennemstrømmet af
Floden Njemen med dens Bifloder.
Hovednæringsvejen er Agerbruget, der giver
Eksportoverskud; der dyrkes især Rug, Hør, Hvede, Havre
og Kartofler; ogsaa Kvægavlen er af Bet.,
medens de øvrige Næringsveje spiller en helt
underordnet Rolle. Tre Fjerdedele af
Befolkningen er Lithauer (egl. L., Letter og
Schmuder), Resten Jøder (14 %), Polakker og Russere
(9 1/2 %) og Tyskere (2 1/2 %). Polakkerne udgør
navnlig hele den lavere Adel (Szlachta). Tre
Fjerdedele af Befolkningen er rom. Katolikker,
Resten gr. Katolikker, Raskolniker,
Protestanter og Jøder. Folkeoplysningen staar paa et
meget lavt Trin. — Hovedstaden K. ligger
ved Vilia’s Udmunding i Njemen og har c.
95000 Indb., hvoraf over Halvdelen er Jøder.
Den har et Præsteseminarium, et Drenge- og et
Pigegymnasium, et rom.-kat. Seminarium samt
Ruiner af en Borg fra de tyske Ridderes Tid
og et Mindesmærke for Krigen 1812. Den driver
betydelig Handel med Preussen ad den sejlbare
Njemen og udfører Hvede, Byg, Hør, Hørfrø,
Klude, Ben og Tømmer, medens den især
indfører Salt. K. erobredes 1915 af Tyskerne og
blev Jan. 1919 Sæde for den lithauiske
Regering.
G. Ht.
Kaunitz [’ka^unets], Wenzel Anton, Fyrst
v., østerr. Statsmand, f. 2. Febr 1711 i Wien af
en gl mährisk Adelsslægt (fra 12. Aarh.), d. 27.
Juni 1794 i Wien. Som yngste Søn blev han
bestemt for den gejstlige Stand; men efter sine
Brødres tidlige Død opgav han denne og
uddannede sig til Statstjenesten, dels ved Univ. i
Leipzig og Leyden, dels ved Udenlandsrejser.
1735 blev han Rigshofraad og Kommissær ved
den tyske Rigsdag i Regensburg, men trak sig
1740 tilbage til sine Godser. Allerede 1741 toges
han paa ny i Tjeneste og fik sit første
diplomatiske Hverv til Rom, var 1742—44
Sendemand i Turin, hvor han knyttede Forbund med
Sardinien, derefter indtil 1746 Medhjælper for
Statholderen i Nederlandene og 1748 Medlem af
Fredskongressen i Aachen. Her lagde han Grund
til sit store Ry som Diplomat, udnævntes til
Statsminister og forelagde derefter sin
Herskerinde Forslag til en ny Udenrigspolitik. For
at sætte denne i Værk blev han 1750—53
Sendemand i Paris, tilvejebragte her Udsoning
mellem de to gl. Fjender, Bourboner og
Habsburger, samt forberedte Forbundet imod Preussen,
der for ham stod som Østerrigs farligste
Fjende. Maj 1753 kaldtes han til Statskansler og
styrede i næsten 40 Aar Østerrigs Anliggender,
baade indad- og udadtil. Han nød Maria
Theresia’s uindskrænkede Tillid og gjaldt for
Diplomaternes Orakel — ligesom Metternich i
19. Aarh. — for Spøg kaldtes han for »Europas
Kusk«. Syvaarskrigen mod Preussen var
nærmest hans Værk; han fremkaldte ogsaa
Ægteskabet mellem Marie Antoinette og Ludvig
XVI. 1772 stillede han sig paa Josef II’s Side
imod Kejserinden for at skaffe Østerrig en
væsentlig Udvidelse ved Polens Deling, nemlig
hele Galizien; endvidere tilknyttede han 1774
Bukovina (fra Tyrkiet) og 1779 det saakaldte
»Innviertel« i Øvreøsterrig (fra Bayern).
Indadtil hyldede han den oplyste Enevælde og
undlod 1764—80 at indkalde Ungarns Landdag.
Under Josef II var hans Indflydelse mindre, og
Aug. 1792 trak han sig tilbage fra Styrelsen
misfornøjet over Forbundet med Preussen imod
Frankrig. Han viste stor Interesse for Kunst
og Videnskab og nærede særlig Forkærlighed
for fr. Litt. (især Voltaire og
Encyklopædisterne) og fr. Moder. 1764 var han blevet ophøjet
til Rigsfyrste. (Litt.: K.’s »Denkschriften«
[1872] samt Brevveksling med Josef II og
Leopold II [1873]; Merc. d’Argenteau’s
Brevveksling med K. og Josef II [2 Bd,
1889—91]; L. Arneth, »Biographie des Fürsten
K.« [1899]).
E. E.
Kaunos hed i Oldtiden en By i Karien i
den sydlige Del af Lilleasiens Vestkyst; den var
berygtet for sin usunde Beliggenhed.
H. H. R.
Kaupanger [’kä^upaŋər] brugtes i
Middelalderen i Norge om Købstæder, men maa tidligere
ogsaa have været Navn paa Markedspladser,
hvor man kun til visse bestemte Tider mødtes
for at drive Handel. Derom vidner bl. a. de
ikke faa Gaarde omkr. i Landet, som endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
