Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kommunisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke blot paa Produktionens, men ogsaa paa
Konsumtionens Omraade. I Morelly’s Code de
la nature (Paris 1755) er Utopien udviklet til
et helt socialt System, helt løsrevet fra
Fiktionens Ramme. I Realiteten er ogsaa dette
Værk dog en ægte Utopi. I Modsætning hertil
staar Jean Meslier, der i sit Skrift drager de
praktiske Konsekvenser af Angrebene paa
Privatejendomsretten; for ham er Anerkendelsen
af Menneskenes naturlige Lighed bitter Alvor;
Særejendommens Erstatning ved en
kommunistisk Ordning, den centraliserede Stats
Opløsning i økonomiske Kommuner, der er
forpligtet til gensidig Hjælp, Gennemførelse af absolut
Lighed i Arbejde, Konsumtion og Opdragelse,
er for Meslier ikke blot en Drøm, men et Maal,
han anser for praktisk opnaaeligt, og som han
opfordrer til at efterstræbe med Magt. Boissel
opstillede (1789) en Rk. programmatiske
Punkter og anbefalede en Taktik, der i meget minder
om det moderne Socialdemokrati. Først under
den store fr. Revolution kom det til en
praktisk politisk-kommunistisk Bevægelse; Lederen
af denne var Gracchus Babeuf. Denne Mand
drog de praktiske Konsekvenser af de ovf.
anførte Tænkeres Skrifter. Karakteristisk er det,
at han og hans Tilhængere kaldte sig »de
Lige«. Men Revolutionen, hvis socialpolitiske
Program allerede var gennemført, vilde intet
vide om Kommunisternes Lighed, og Babeuf
blev henrettet (Maj 1797). Den Bevægelse, han
gav sit Navn, var dermed kvalt.
Med den gennembrydende kapitalistiske
Produktionsordning kom der en Tid, hvor det ene
store kommunistiske System efter det andet
blev opstillet; men de blev nu i stærkere Grad
knyttet til de virkelige økonomiske og sociale
Forhold (jfr. Engel’s Bog »Kommunismens
Udvikling fra Utopi til Virkelighed«). Og først fra
den Tid begyndte de kommunistiske Ideer at
trænge ned i de bredere Befolkningslag. De
første Systemer fra denne Tid er Saint-Simon’s,
Fourier’s og Owen’s. Fra denne Tid forsvinder
Udtrykket K. mere og mere og erstattes af
Udtrykket Socialisme. En Omtale af de nævnte
Systemer henhører derfor naturligt under Art.
Socialisme.
Betegnelsen K. anvendes stadig om de maage
praktiske Forsøg, der i vore Dage har været
gjort paa at oprette kommunistiske Samfund
ad kolonisatorisk Vej, navnlig i større Antal i
Amerika; disse Forsøg er efter kortere eller
længere Tid fuldstændig mislykkedes. Naar man
undertiden i Kommuneopstanden i Paris
1870—71 har villet se et Udbrud af latent K. inden
for de bredere Samfundslag, beror dette tildels
paa en Misforstaaelse; Kommunen var i første
Rk. et Forsøg paa en politisk Revolution, hvis
Maal var en føderativ Republik af indbyrdes
uafhængige Kommuner; men meget tyder dog
paa, at den kommunale Uafhængighed for
Folket i Paris blot var et Middel, og at den sociale
Omvæltning var Maalet. Udtrykket
kommunistisk Anarkisme anvendes om Krapotkin’s,
Bakunin’s og Proudhon’s Lære, i Modsætning til
paa den ene Side den individualistiske
Anarkisme (Stirner o. fl.), paa den anden Side til
Stats-Kommunismen (Socialismen) (se Anarkisme).
En ny Æra har Betegnelsen K. faaet efter
den russ. Revolution af 1917, idet det russiske,
bolshevikiske Socialistparti, der fik
Regeringsmagten i Hænde ved Opstanden Oktbr 1917,
antog Navnet »det kommunistiske Parti«.
Partiets Program er dog nøje knyttet til det
marxistiske System, altsaa det samme som ligger
til Grund for den moderne Socalisme, men det
er mere radikalt og holder sig tættere op til
Doktrinerne. Forskellen mellem de
kommunistiske og de socialistiske (socialdemokratiske)
Partier ligger væsentligst i Taktikspørgsmaalet,
idet Kommunisterne er Tilhængere af en
udpræget revolutionær Taktik (Proletariatets
Diktatur).
I de fleste Lande er der efter den russiske
Revolution opstaaet kommunistiske Partier i
Tilslutning til det russiske; i nogle Lande har
disse Partier efterhaanden faaet ret stor Bet.,
saaledes i Norge, Bulgarien, Tyskland,
Frankrig og Italien. Disse Partier er sammensluttet
i en meget stærkt centraliseret international
Organisation, den kommunistiske ell. tredje
Internationale, med Hovedsæde (Eksekutivkomité)
i Moskva; de enkelte Landes Partier er ganske
underordnet Centralen, de kaldes alle
»Sektioner af tredie Internationale«. Kommunisternes
Formaal er i første Linie en stærk
Statssocialisme; alt økonomisk Liv skal centraliseres i
Statstruster, og Produktionen skal helt
igennem organiseres som Stordrift, de bedste tekn.
Hjælpemidler og den mest yderliggaaende
Arbejdsdeling skal anvendes; fuldstændig Lighed
mellem alle Statens Borgere skal indføres, evt.
ved Tvang; Penge, Pengevurdering og Handel
skal afskaffes, og Produktionen saavel som
Fordelingen skal indrettes udelukkende under
Hensyntagen til Individernes Behov. Den
teoretiske og praktiske Fører for denne
kommunistiske Bevægelse er Vladimir Uljanof (N.
Lenin); af andre fremragende Navne kan nævnes
Trotzki, Sinovjef og Bucharin. I disse Mænds
Skr (f. Eks. i Lenin’s »Stat og Revolution«)
finder man ogsaa omtalt et saakaldt »andet
kommunistisk Trin« (i Tilknytning navnlig til
Friedrich Engel’s Teorier), hvor Statsmagten
vil være uddød, og hvor det kommunistiske,
klasseløse Samfund vil fungere frit og
automatisk (disse Teorier nærmer sig stærkt de
anarkistiske). De kraftige Forsøg, Partiet har gjort
i Rusland paa at gennemføre en stærk
Statssocialisme i nøje Overensstemmelse med
Programmet, opgav man af forskellige Aarsager
(blandt andet af Hensyn til Bøndernes
Interesser) i 1921, foretog et brat Omsving og vendte
i ret stor Udstrækning tilbage til den
privatkapitalistiske Driftsmaade. (Litt.: Der kan kun
blive Tale om at henvise til et lidet Udvalg af
Værker; Fortegnelsen maa suppleres med den
under Socialisme samt under
Bibliografierne af de herhenhørende Forfattere anførte
Litteratur. — J. Stammhammer,
»Bibliographie des Sozialismus und Kommunismus«, 2
Bd [Jena 1893—1900]; K. Kautsky m. fl.,
»Die Vorläufer des Neueren Sozialismus«
[Stuttgart 1895; 1. Bd af »Die Geschichte des
Sozialismus in Einzeldarstellungen«]; K. Diehl,
»Ueber Sozialismus, Kommunismus und
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
