- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
676

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kriminal- og Politiretten i Kjøbenhavn - Kriminalpatient - Kriminalpolitik - Kriminalproces

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Kriminal- og Politiretten i Kjøbenhavn
oprettedes ved Frd. af 28. Febr 1845 og traadte
i Virksomhed 1. Juli s. A. Den afløste dels den
tidligere særlige Kbhvn’s Politiret, (der ifølge
Frd. af 5. Juli 1793 var beklædt med 2
Assessorer og Politimesteren som Justitiarius, men
ved Pl. af 4. Apr. 1809 var blevet løst fra
Forbindelsen med Politimesteren og havde faaet
sin egen Justitiarius), dels Hof- og Stadsretten
i dens Egenskab af 1. Instans i kbhvn’ske
Straffesager. Under K. o. P. hørte
Undersøgelse og Paadømmelse af Sager mod Personer,
der sigtedes for at have begaaet Forbrydelser
i Kbhvn, endvidere af alle kbhvn’ske offentlige
Politisager samt af de private Politisager, der
iflg. Civilprocessens Værnetingsregler skulde
ell. kunde anlægges i Kbhvn. K. o. P. havde
dog ingen Jurisdiktion over Militærpersoner
undtagen i private Politisager; endvidere hørte
Sager ang. Gejstliges Brud paa Embedspligt
under gejstlig Ret; endelig var Behandlingen
og Paakendelsen af visse søretlige Forseelser
henlagte til Sø- og Handelsretten. K. o. P. var
opr. beklædt med en Justitiarius og 8
Assessorer; ved senere Love blev Assessorernes
Antal efterhaanden forøget til 16. Endvidere
fungerede ved Retten en Justitssekretær,
Protokolførere, Assistenter og Retsvidner samt en Del
Opdagelsesbctjente, Skrivere og Bude. Til
Domsafsigelse, Modtagelse af Aktorers og
Defensorers Indlæg i Justitssager m. m. holdtes Ret
hver Tirsdag og Lørdag Kl. 10. I øvrigt
fungerede Retten i Afdelinger, der hver for sig
beklædtes af en enkelt Dommer. I
Domsafsigelsen, der altid foregik paa skriftligt
Grundlag, deltog, for saa vidt angik de
egentlige Straffesager (Justitssager) og de private
Politisager, 5 (siden 1911 dog kun 3) Dommere
i hver Sag. Derimod havde hver af Dommerne
i Afdelingerne for offentlige Politisager
Myndighed til paa egen Haand at idømme visse
mindre Straffe; men var der i offentlige
Politisager Spørgsmaal om højere Straf, deltog
andre af Rettens Assessorer i Paadømmelsen. De
af Enkeltdommer i offentlige Politisager afsagte
Domme var upaaankelige, medens K. o.
P.-Domme og Kendelser i øvrigt stod under Appel
til Højesteret inden for de sædvanlige
Appelgrænser.

Ved Retsplejelovens Ikrafttræden 1. Oktbr
1919 gik K. o. P.’s Virksomhedsomraade over
dels til Kbhvn’s Byret, dels til Østre Landsret.
E. T.

Kriminalpatient, sindssyg Patient, hvis
Sindssygdom blandt andet har givet sig
Udslag ved, at han har begaaet Forbrydelser.
K. H. K.

Kriminalpolitik betegner den
formaalstjenlige Ordning af Statens Straffemyndighed,
saaledes at den bliver i Stand til at afholde
Forbryderen fra ny Fald. Af Straffens dobbelte
Formaal, Vedligeholdelse af Agtelsen for Loven i
Alm. (Generalprævention) og den enkelte
Forbryders Neutralisering (Specialprævention), er
det K.’s Opgave at realisere det sidste. K.’s
første Opstaaen skyldes de fr. Humanister i 18.
Aarh., idet de over for det daværende
barbariske, paa rent generalpræventive Øjemed
(Afskrækkelse) baserede Straffesystem drog de
humane Hensyn til Forbryderen og Straffens
Opgaver over for ham i Forgrunden. Efterhaanden
som Frihedsstraffene besejrede de gl.
Legemsstraffe, gled K. over i Fængselsvidenskaben og
dermed ud af Sproget, indtil den i de sidste
Aartier atter er dragen frem særlig af kriminalistisk
Forening (s. d.) og dens Tilhængere. Herefter
stiller K. sine Krav ikke blot til Straffens
Fuldbyrdelse, men lige saavel til dens Idømmelse,
idet Straffen saavel i Art som i Maal nøje skal
afpasses efter den enkelte Forbryders
subjektive Karaktermærker; paa dette Grundlag er der
bygget et helt System med flg. Hovedpunkter.
Ikke Skadens Omfang, men Forbryderens
sociale Farlighed gøres til Udgangspunkt for
Straffastsættelsen. Heraf opstaar Sondringen
mellem Lejligheds- og Vaneforbrydere. Den
første behøver kun en Afskrækkelse, der
kan iværksættes ved smaa, intensive Straffe.
Den anden karakteriseres ved sit forbryderiske
Hang, der aabenbarer en moralsk, vedvarende
Defekt; den yngre Forbryder maa søges rettet
ved omfattende, langvarigere
Forbedringsforanstaltninger (Efteropdragelse); ved
ældre Vaneforbrydere maa Retsordenen skride
til Uskadeliggørelse. Forbedringens ell.
Uskadeliggørelsens Nødvendighed kan lige saa
vel vise sig ved den første Domfældelse som
efter Recidiv, lige saa vel ved fl. uensartede
som ved ensartede Forbrydelser. De
angivne positive Straffeformaal vækker
Kritikken for de for Tiden alt overvejende
korte Frihedsstraffe, der hverken er
afskrækkende, forbedrende eller
uskadeliggørende, men ofte vedvarende tvinger Forbryderen
ind i Ulykken. Disse Straffe maa derfor enten
helt bortfalde (ved Smaaforseelser
Legalitetsprincippets Afløsning af Opportunitetsprincippet)
ell. erstattes af andre Foranstaltninger
(Advarsel, Sikkerhedsstillelse, betingede
Straffedomme, et udvidet og reformeret Bødesystem,
Tvangsarbejde uden Indespærring, Æresstraffe,
Værtshusforbud, Husarrest). Er en kortvarig
Frihedsstraf uundgaaelig, bør der ved
Skærpelser tilbagegives den dens afskrækkende Kraft
(mørk Arrest, haardt Sengeleje, Sult m. m.).
For unge Forbrydere erstattes Frihedsstraf af
statsordnet Tvangsopdragelse; den kriminelle
Lavalder oprykkes til det 15.—16. Aar. Ved
Frihedsstrafs Udstaaelse bør Fangens
Udvikling i Straffetiden have Indflydelse paa
Straffens Art og Maal ogsaa i skærpende Retning
(betinget Løsladelse, ubestemte Straffedomme),
hvoraf følger Nødvendigheden af en fast
organisk Forbindelse mellem Strafferetspleje og
Straffuldbyrdelse. Varetægtsarrestanter sondres
fra dem, der udstaar Straf; disse anbringes i
særlige Anstalter, forsk. indrettede og
administrerede efter Straffens ovenangivne konkrete
Formaal. For sindssyge Forbrydere og kroniske
Alkoholister med forbryderske Tendenser
indrettes særlige Kriminalasyler, der sikrer
Samfundet, uden at den kurative Behandling
forsømmes. Alle de anførte Reformer
nødvendiggør endelig en særlig Uddannelse af alle ved
Strafferetsplejen beskæftigede Personer.
A. Gl.

Kriminalproces, se Straffeproces.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:34 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0706.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free