Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 119 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kællingetand - Kælvningsfeber

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

foroven udvidede. Bælgen er lang og trind; dens
Klapper snor sig efter Opspringningen. Over
70 Arter i Europas og Asiens tempererede Egne,
især
Middelhavsomraadet.
Kun 2 er
dansk-norske; begge
har gule
Kroner. Alm. K.,
norsk
Tiriltunge (L.
corniculatus L.),
har en kraftig
udviklet
Pælerod og
nedliggende ell.
opstigende, ikke hule
Stængler. Der
er kun fra 4—7
Blomster i hver
Stand;
Bægertænderne er
tiltrykte før
Udspringningen.
Den bliver
10—30 cm høj og
blomstrer i
Juni—Juli. Saavel i
Danmark som i Norge er Alm. K. meget
hyppig paa Marker, i Enge, langs Veje, i Klitter
o. a. St. Sump-K. (L. uliginosus L.) har vidt
krybende Rodstok med oprette ell. opstigende
og hule Stængler. Der er fra 7—15 Blomster
i hver Stand; Bægertænderne er før
Udspringningen tilbagebøjede. Den bliver 20—50 cm høj
og blomstrer i Juli—Aug. Den vokser i Enge
og Moser og er i Danmark ikke sjælden,
navnlig ikke i Jylland, men meget sjælden i Norge.
A. M.

Allerede 1681 regnede Englænderen
Wordlidge K. bl. de værdifuldeste Foderplanter og
stillede den i Række med Kløver, Lucerne,
Esparsette og Rajgræs. Alm. Udbredelse som
dyrket Plante har den dog ingen Sinde faaet,
men dyrkes nu sporadisk i Kløver- og
Græsmarker over det meste af Europa og har i den
senere Aarrække faaet betydelig Udbredelse i
Danmark. Den dyrkede K. gaar sædvanlig i
Handelen under Navn af L. corniculatus, men
bestaar vistnok nærmest af en Blanding af denne
Hovedart og en særegen Form deraf,
Smalbladet K. (L. corniculatus angustifolius), der
af nogle opstilles som en selvstændig Art (L.
tenuifolius Poll.) og adskilles fra Hovedarten
ved en noget højere, tyndere, mere grenet og
mere opret Stængel, smallere Smaablade og
linie-lancetformede Akselblade. Den dyrkes
ganske som Rødkløver og benyttes særlig, hvor
denne paa Grund af Sygdomsangreb ikke mere
trives sikkert, idet K. ikke synes at angribes
af Kløverens værste Fjender, Bægersvamp og
Kløveraal. Den stiller lgn. Fordringer til
Jorden som Rødkløver (se Kløver) og giver
Afgrøde af lgn. Størrelse; den er noget
varigere, men ædes i grøn Tilstand næppe saa
gerne af Husdyrene som Kløveren, hvorimod
den giver godt Hø af en lysgraagrøn Farve.
Dens Næringsindhold er omtr. som Kløverens.
Med mindre Held har man prøvet at dyrke
Sump-K., der i vild Tilstand afgiver et
værdifuldt Bidrag til Vegetationen paa dens
naturlige Voksesteder, men som ikke har
tilfredsstillet i dyrket Tilstand.
K. H-n.

Alm. Kællingetand.

Kælvningsfeber er en Lidelse, der — som
Navnet antyder — særlig optræder hos Kvæget,
men dog ogsaa kan forekomme hos de smaa
Drøvtyggere og vistnok ogsaa hos Svinet. Hos
dette sidste Dyr gaar Sygdommen under Navn
af »Farefeber«; om Soen bruges nemlig
Udtrykket »at fare« (at føde) paa samme Maade
som man siger om Hoppen, at den »foler«, om
Koen, at den »kælver« og om Faaret, at det
»læmmer«. Betegnelsen K. er for saa vidt
mindre heldig valgt, som Lidelsen er feberfri og
ikke har noget som helst med de alm.
Fødselsinfektioner (puerperale Infektioner) at gøre.
Sygdommen optræder hos Koen i Reglen i
Løbet af det første Døgn efter Fødslen, der
næsten altid er foregaaet let, ligesom
Efterbyrden (Fosterhinderne, se Fødsel) ogsaa
som oftest er afgaaet i rette Tid. I enkelte
Tilfælde kan K. dog ogsaa udvikle sig enten før
ell. under ell. længere Tid (fl. Dage) efter
Kælvningen. Man finder jævnlig omtalt
Tilfælde, som er opstaaede fl. Uger ell. endogsaa
Maaneder efter Fødslen, men saadanne kan
dog ikke med Rette bringes ind under
Begrebet K., selv om de maaske nok er af lgn. Natur.
Det er i Alm. velholdte, stærkt fodrede, rigt
malkende Køer, som angribes i deres bedste
Malkeperiode, efter 3.—4. Kalv. De første
Symptomer bestaar i en vis Uro og tiltagende
Muskelsvækkelse. Efter nogle Timers Forløb
kan Dyrene ikke mere holde sig paa Benene,
de falder om og efter nogle forgæves Forsøg
paa at springe op igen, bliver de liggende,
lammede og bevidstløse, med Hovedet bøjet om til
Siden, hvilende mod Brystvæggen. Ved Siden
af den saa iøjnefaldende Lammelse af selve
Skeletmuskulaturen sættes ogsaa andre
Muskelapparater ud af Virksomhed. Der udvikler sig
saaledes Lamhed i Svælget, Vommen,
Tarmkanalen og Blæren. Svælglamheden viser sig
udadtil ved, at de angrebne Dyr ikke formaar
at synke Spyttet, som derfor flyder ud af
Munden, og ikke sjælden giver Vanskeligheden ved
Synkningen Anledning til en højst farlig
Komplikation, idet indgivet Medicin ell. blot Spyt,
blandet med opræbede Foderpartikler, glider
gennem Luftrøret ned i Lungerne og der
fremkalder en ondartet, oftest dødelig
Betændelsesproces (putrid Bronko-Pneumoni). Lammelsen
af Mavernes Muskulatur medfører jævnlig en
mere ell. mindre stærk Luftansamling i
Vommen, og da Tarmbevægelserne (Peristaltiken)
ogsaa ophører delvis ell. helt, lider Patienterne
af træg Afføring ell. fuldstændig Forstoppelse.
Paa lgn. Maade vanskeliggør Blærelamheden
Afgangen af Urin. Hos de haardest angrebne
Patienter er Føleevnen saa stærkt nedstemt,
at de end ikke ænser Berøring af Øjets ellers
saa følsomme Hornhinde. Lidelsen er, som ovf.
nævnt, sjældent ledsaget af Feber. Pulsen er
ganske vist hyppig og lille, men ligesom det
langsomme Aandedræt beror dette paa en
Lammelse af Lungemavenerven (n. vagus).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>