Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Langland, William - Langlès, Louis Mathieu - Langlet, Emil Viktor - Langley, John Newport - Langley, Samuel Pierpoint - Langley, William - Langlois, Amédée Jérôme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alle Kirkens andre Frelsemidler har ringe
Vægt. De Fattiges og Fortryktes Sag tales mere
ensidig. Man sporer det optrækkende sociale
Uvejr, der fik Udbrud 1382, og Wycliff’s tidligste
Reformvirken. Men netop den voksende Gæring
i Tiden har gjort Værket baade mørkere i Syn
og uklarere i Komposition og Tanke, og de teol.
Overvejelser breder sig. — I sin seneste Form
er Digtningen snarest radikalere i kirkelig
Henseende, om end forsigtigere socialt.
Digtningens store Yndest fremgaar af de
mange Bearbejdelser og, for hver enkelt
Bearbejdelses Vedk., af de mange Haandskr, hvori
den foreligger; yderligere har dens Udtryk
og Tanker paavirket andre Digte fra Samtiden
og den nære Eftertid, navnlig et Kampdigt mod
Kong Richard II (Richard the Redeless),
som man ogsaa har tillagt L. For
Nutidens Kendskab til Stemninger og Tilstande i
Datiden er den af enestaaende Værd.
Historikeren maa sætte den langt over Chaucer,
Litteraturhistorikeren næppe meget under. Den
er udg. fuldstændig og med moderne kritisk
Apparat af Skeat (Oxford 1886); let tilgængelig
Haandudgave ved Gollancz (London 1922).
Udvalgte Stykker, overs. paa Dansk af U.
Birkedal i »Af Chaucer’s og L.’s Digtning« (1913)
og »Fra Cædmon til Tennyson« (1922). (Litt.:
Grundlæggende kritisk Oversigt og Bibliografi
af J. M. Manley i The Cambridge History of
English Litterature [1908]).
P. L. M.
Langlès [lã’glæ.s], Louis Mathieu, fr.
Orientalist (1763—1824). L. har væsentlig
beskæftiget sig med Persisk og Kinesisk, men
hans Værker synes, som det med stor
Skarphed blev paavist af Klaproth 1815, kun at være
Hjælpekilder uden synderlig Selvstændighed.
Hans Hovedfortjeneste bestaar i at have
foranlediget Oprettelsen af det berømte orientalske
Seminar i Paris, L’école des langues orientales
vivantes, som har haft saa stor Bet. for
Studiet af de østerlandske Sprog, og hvoraf der
senere er dannet Efterligninger i Wien,
London, Petrograd og Berlin.
J. Ø.
Langlet [laŋ’le.], Emil Viktor, sv.
Arkitekt, f. 26. Febr 1824 i Borås, d. 10. Marts
1898, uddannedes i Göteborg, paa
Kunstakademiet i Sthlm og siden paa Rejser til
Frankrig og Italien, hvor han tegnede sin første, helt
selvstændige Bygning, Stortingshuset i Kria,
opført 1861—66. Dets nyromanske Stil har vi
nu vanskeligt ved at anerkende. Senere
byggede han Børs og Teater i Drammen, Raadhus
i Fredrikstad samt Borgerskabets Enkehus i
Sthlm (1879). Som Kirkearkitekt var han
Tilhænger af Centralsystemet, saaledes som baade
Plancheværket »Protestantiska kyrkobyggnader
enligt centralsystemet« (1879) og udførte
Kirkebygninger viser det (deriblandt Caroli og Pauli
Kirker i Malmö). 1886—93 ledede han Upsala
Domkirkes Restaurering.
C. A. J.
Langley [’£äŋ£i], John Newport, eng.
Fysiolog, f. 1852 i Cambridge, hvor han
1884—1903 var Lecturer dels ved Trinity College, dels
ved Univ. Han udnævntes 1903 til Prof. i
Fysiologi. Hans Studier har i særlig Grad
beskæftiget sig med det sympatiske Nervesystems
Fysiologi og har gjort ham internationalt
anerkendt, saaledes ogsaa ved Optagelse i det
danske Videnskabernes Selskab. Fra 1894 har han
redigeret Journal of Physiology.
J. S. J.
Langley [’£äŋ£i], Samuel Pierpoint,
amer. Astrofysiker, f. i Rosbury
(Massachusetts) 22. Aug. 1834, d. 27. Febr 1906 i
Washington, var først Civilingeniør, derpaa en Tid
Arkitekt, men opgav dette for at ofre sig for
Astronomien. 1863 rejste L. til Europa for at
studere, vendte 1865 tilbage og ansattes s. A.
som Assistent ved Harvard College Observatory
i Cambridge, blev derpaa Prof. i Matematik
ved U. S. Naval Academy i Annapolis. Fra
1867—87 var L. Prof. i Astronomi i Pittsburg og
Bestyrer af »Observatoriet i Allegheny City.
1887—1906 var han Sekretær ved Smithsonian
Institution i Washington, som han stadig udvidede
(National zoological Park). Han oprettede 1891
et astrofysikalsk Observatorium som en ny
Afdeling heraf (Annals of Astrophysical
Observatory of Smithsonian Institution, I—II). L. har
hovedsagelig beskæftiget sig med Solen og har
af den Grund deltaget i de fleste af de af U. S.
udsendte Ekspeditioner for at observere totale
Solformørkelser. 1881 foretog han en
Ekspedition til Mount Whitney i Kalifornien for med
det af ham opfundne Bolometer at studere
Solens Varme (Solarkonstanten) og den
Absorption, denne lider i vor Atmosfære
(Researches on solar heat and its absorption, by
the earth’s atmosphere [1884]). Han har tillige
meget indgaaende undersøgt, hvorledes
Straalingen er fordelt over Solens Overflade, og har
bl. a. fundet, at Solens Radiation ikke er
konstant, og at dens Variation frembringer
mærkbare Forandringer i Klimaet paa Jorden. Han
har specielt studeret den usynlige infrarøde Del
og fulgt Spektret til 5,3 μ og mere
indgaaende undersøgt Strøget fra 0,37 μ til 2,5 μ
I sine sidste Aar beskæftigede L. sig meget
med Problemet om Luftsejlads (Experiments
in Aërodynamics), og 1896 tegnede han en
Aërodrom, som blev drevet af en Dampmaskine.
For sine videnskabelige Arbejder har L. 1886
faaet Draper-Medaillen fra National Academy
of sciences i Washington, 1887
Rumford-Medaillen fra Royal Society i London og American
Academy of arts and sciences i Boston.
J. Fr. S.
Langley [’£äŋ£i], William, d. s. s.
Langland, William.
Langlois [lã’glwa], Amédée Jérôme,
fr. Politiker (1819—1912), gjorde 1841—48
Tjeneste som Søofficer, og var derefter ansat i
Marineministeriet. Han var Medarbejder ved
Proudhon’s Blad, stillede sig 1849 forgæves til Valg
som Socialist og blev for Deltagelse i Oprøret
i Paris s. A. dømt til Deportation, men benaadet
ved Amnestien 1859. Han opholdt sig 1865 hos
Proudhon i dennes sidste Levedage og vaagede
siden over Udgivelsen af hans Værker, deltog
1869 i den internationale Arbejderkongres i
Basel og optraadte her imod de revolutionære
Kommunister. Han var virksom ved
Kejserdømmets Fald Septbr 1870, blev derefter
Bataillonschef i Nationalgarden, udmærkede sig
under Paris’ Belejring, og forfremmedes til
Oberstløjtnant. Under Kommunens Opstand i
Marts 1871 stillede han sig paa Regeringens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
