Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Larra - Larrea - Larrey, Dominique Jean - L'Arrivey, Pierre - L'Arronge, Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at det Ægteskab, han havde indgaaet med den
ovf. omtalte Kvinde, i hvem han havde forelsket
sig i Madrid, fik en sørgelig Udgang, da L.,
skønt hans Hustru havde født ham fl. Børn,
indlod sig i et Elskovsforhold med en gift Kone.
Og da endelig hans Elskerinde, brød med ham,
dræbte han sig Dagen efter ved et Pistolskud.
Hans Jordefærd fandt Sted under stor
Deltagelse, og den unge José Zorrilla fremsagde et
begejstret Digt ved Graven. Hans Værker (Obras
de Figaro) er udkomne i samlet Udg. i Madrid
1837 (3 Bd), i Barcelona 1885 og oftere. En
Samling tidligere utrykte Artikler begyndte at
udgives med Titlen Postfigaro (1918). (Litt.:
M. Chaves, D. M. J. de L. [Sevilla 1898]; J. R.
Lomba y Pedraja, M. J. de L. (Figaro)
como escritor politico [1918]).
2) Luis Mariano de, sp. Digter, ovenn.’s
Søn (1830—1901), har gjort sig kendt som
Dramatiker, dels ved alvorligere Arbejder, som La
Oración de la tarde — de fleste af disse er
ikke videre heldige —, dels ved ret vellykkede,
muntre Operettetekster i Nationalsmag,
navnlig El barberillo de Lavapiés, der med F. A.
Barbieri’s Musik er blevet et meget yndet
Repertoirestykke rundt om i Spanien.
E. G.
Larrea Cav., Slægt af Zygophyllaceæ,
stedsegrønne, meget harpiksholdige og stærkt
lugtende Buske med modsatte og ligefinnede Blade
samt smaa, gule Blomster i Spidsen af korte
Sideskud. Frugten er en Spaltefrugt. 4 Arter.
Bladene af L. mexicana Moric.
(Kreosotbusk) bærer kun et Par halvmaanedannede
Smaablade. De anvendes i Plantens Hjemlande
(Meksiko, Kalifornien) af de Indfødte, dels til
Lægemidler, dels (den udpressede Saft) til
Bestrygning af Pilespidser.
A. M.
Larrey [la’ræ], Dominique Jean, fr
Militærkirurg, f. i Beaudéau 8. Juli 1766, d. i
Lyon 1. Aug. 1842. L. studerede under
Faderen, der ogsaa var Militærlæge, dels i Toulouse,
dels i Paris og blev Marinelæge 1787. Han
forsattes derefter til Rhinarméen 1792, og under
sin Tjeneste der foreslog han Oprettelsen af
»flyvende Ambulancer«, der skulde opsamle de
Saarede saa hurtigt som muligt for at
bringe dem til Forbindingspladserne; de indførtes
dog først Aaret senere. 1796 blev han Prof. ved
Militærlægeskolen Val de grace, men
udkommanderedes snart til Italien, hvor han
oprettede Skoler af samme Art i Padua, Milano,
Udine, men maatte fra 1798 gøre Tjeneste ved
den store Armé, som han fulgte til Ægypten,
Rusland og tilbage til Waterloo, hvor han blev
saaret og taget til Fange, men atter frigivet af
Blucher, hvis Søns Liv han havde reddet. 1802
kom L. tilbage til Paris og ansattes som
Overlæge ved Militærhospitalet Gros-Caillou og ved
Invalidehospitalet, 1803 tildeltes Doktorgraden
ham for et Arbejde, han tidligere havde
udgivet (Diss. sur les Amputations des membres
à la suite des coups de feu [ny Udg. 1808]).
Fra 1805 var han Generallæge for de
napoleonske Hære, og deltog personlig i alle Felttogene.
Napoleon, der satte stor Pris paa L., udnævnte
ham til Baron paa Slagmarken ved Wagram
1809 og testamenterede ham som den største
Hædersmand, han havde kendt, 100000 Frc.
Soldaterne saa paa samme Maade paa L., der selv
var med i Kampene og fl. Gange blev saaret.
De kaldte ham deres virkelige Beskytter. Da
Kejserdømmet var faldet, blev han Chefkirurxg
ved Garden, Æresmedlem af Conseil de santé
des armées, Medlem af Académie de médecine
og af Instituttet (1829). — L. har været en
overmaade fremragende Militærlæge, ikke blot i
rent praktisk Henseende, men navnlig hvad
Indretningen af Sanitetsvæsenet og hele den
sanitære Organisation angaar. Han har skrevet
mange fremragende Skr og var en stor Stilist:
Relation historique et chirurgicale de
l’expédition de l’armée d’Orient en Egypte et en Syrie
(1803), Mémoires de chirurgie militaira et
campagnes (1812—17, 4 Bd), Clinique chirurgicale
exercée particulièrement dans les camps et
les hopitaux militaires depuis 1792 jusqu’en
1829 (5 Bd, 1830—36).
J. S. J.
L’Arrivey [1-ar’væ] (ell. Larivey), Pierre,
fr. dram. Forf., f. omtr. 1540, d. omtr. 1612. Det
synes, at hans Fader hørte til den berømte ital.
Boghandlerslægt Giunti og efter sin
Indvandring i Frankrig antog Navnet L., der kan
betragtes som en ligefrem Oversættelse af det
ital. I Troyes, lader det til, har han nedsat sig,
og Sønnen antages at være født der. L. blev
Præst, ligeledes i Troyes, og nævnes i
Dokumenter hidrørende fra denne By, indtil 17.
Aarh.’s andet Tiaar. Hans vigtigste Værker er
12 Komedier, hvoraf de 9 — i Prosa — er
bevarede, og hvorved han fik grundlæggende Bet.
for det fr. Lystspil. Men synderlig original er
han ikke som Digter: hans Stykker er ikke
blot paavirkede af den ital.
Renaissancekomedie, men næsten Oversættelser med enkelte
Forandringer; Originalerne er af Lodovico Dolce,
Lorenzino de’ Medici, Niccolo Secchi, Grazzini
o. a. omtr. samtidige Forfattere. Den gode fr.
Sprogform skyldes dog L. og afgav Forbillede
for Dialogen i senere Komediedigteres Arbejder;
endog hos Molière (L’Avare) kendes Indflydelse
fra L. De seks første af dennes Komedier
udkom i Paris 1572, siden i fl. Udgaver, medens
L. levede, de tre andre smst. 1611; de er alle
optrykte, med Indledning og Noter af P.
Jannet, i Ancien théâtre français (5.—7. Bd,
1855—56). L.’s andre litterære Frembringelser smager
ogsaa af Italien, nemlig en fri Gengivelse af 2.
Bog af Straparola’s Novellesamling Piacevoli
notti, en Samling filosofiske Betragtninger
hentede hos Firenzuola og Doni, samt fl. lgn.
moraliserende og Opbyggelsesskrifter af A.
Piccolomini, Pietro Aretino, Lor. Capelloni og
Bartolommeo Arnigio.
E. G.
L’Arronge [l-a’råŋ∫], Adolf (egl. Aron,
Ad.), tysk Teaterdirektør og dram. Forf., f.
i Hamburg 8. Marts 1838, d. i Berlin 25. Maj
1908, uddannede sig til Musiker, først i Berlin,
senere ved Konservatoriet i Leipzig, og virkede
derefter som Kapelmester ved forsk. Teatre,
sidst hos Kroll i Berlin. Her fik han en Farce
»Das grosse Los« opført med Held (1866),
hvilket opmuntrede ham til at betræde
Forfatterbanen. 1869—72 var han Redaktør af
»Berliner Gerichtszeitung«. 1874—78 ledede han
Lobe-Teatret i Breslau og tog saa til Berlin, hvor
han købte det »Friedrich-Wilhelmstädtische«
Teater (1881), som han ombyggede og drev
under Navnet »Deutsches Theater« 1882—94. Af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
