Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 501 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latinere - Latinersejl - Latini, B. - latinisere - Latinisme - Latinist - Latinitet - latinske Bogstaver - latinske Folk - latinske Forbund - latinske Kejserdømme - latinsk Kirke - latinsk Kors - latinsk Litteratur

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Forbundsfællekrig«, som foraarsagedes ved de
italiske Folks Krav paa rom. Borgerret, bevarede
L. deres Troskab og opnaaede netop derved
Borgerretten, da Romerne dog mente at
maatte gøre Indrømmelser (lex Julia, 90 f. Kr.).
Da nu kort efter rom. Borgerret blev givet til
alle Italiens Indbyggere S. f. Po, gav man
Beboerne af det transpadanske Gallien
(Landet mellem Po og Alperne) samme Retsstilling,
som L. tidligere havde haft (89), og denne
kunstige lat. Ret udvidedes senere ogsaa til
andre Folk uden for Italien og kom saaledes til
at danne en Slags Overgangstrin til den egl. rom.
Borgerret, som først ved Kejser Caracalla
udstraktes til hele Riget. Endelig er der endnu
at mærke en særlig Klasse L. (i jur. Forstand),
som fandtes i Romerriget i Kejsertiden,
nemlig de saakaldte Latini Juniani ɔ: Frigivne, som
af særlige Grunde ikke havde opnaaet rom.
Borgerret.
H. H. R.

Latinersejl, et trekantet Sejl til mindre
Fartøjer. Den længste Side af Sejlet er
fastgjort til en lang Raa, der vandrer paa Masten
og er saaledes anbragt, at den spidse Del af
Sejlet vender forud og virker som et Forsejl,
medens den brede Del vender agterud og
virker som et Storsejl. Anvendes særlig i
Middelhavet.
C. B-h.

Latini, B., se Brunetto Latini.

latinisere (sen-lat. Bastarddannelse af Latin
og Græsk), at bruge for det lat. Sprog
ejendommelige Udtryk paa et ikke lat. Sprog (især
gennemgaaende, saa at Sprogfarven bliver lat.).
A. B. D.

Latinisme (ny-lat. Bastarddannelse af Latin
og Græsk), en for det lat. Sprog ejendommelig
Udtryksmaade overført paa et andet
(ikke-lat.) Sprog.
A. B. D.

Latinist (dannet som foreg.), en
Ikke-Latiner, der skriver ell. taler Latin; Eks. en god,
slet L. o. s. v.
A. B. D.

Latinitet (lat. latinitas), 1) Sprogformen hos
en lat. Skribent; f. Eks. Cicero’s, Sølvalderens
L. ɔ: lat. Sprogform. — 2) (jur.) Retsstilling
som Latiner (se Latinere).
A. B. D.

latinske Bogstaver er den alm. Betegnelse
for de Skriftformer, der ikke kan henføres til
de spidse og knækkede Skrifttræk, som kaldes
ell. Skrift. I
Typografien kaldes de l. B. , naar de
er stejle, og , naar alle Bogstaver
har Hældning mod højre. De store l. B.
(Majuskler) er langt de ældste, og er en Videreudvikling
af Oldtidens gr. Majuskelformer. De smaa l. B.
(Minuskler) er en Simplificering af
Majuskelformerne og blev først fuldført i 8.—9. Aarh.
efter vor Tidsregning. Kursiven har udviklet
sig af den gl. pavelige Dokumentskrift, og dens
Udførelse i Typografien skyldes den
venetianske Bogtrykker Aldus Manutius, der
1501 skabte den første typografiske
Kursivskrift, formentlig med den ital. Digter
Petrarca’s Haandskrift som Forbillede.
E. S-r.

latinske Folk er det samme som
romanske Folk ɔ: de Nationer, der hører hjemme
i Syd- og en Del af Vesteuropa i Lande, der
var under rom. Herredømme i Oldtiden, og
som taler Sprog, der er at betragte som en
Udvikling af Latinen, nøjagtigere af det lat.
Folkesprogs forsk. Dialekter. Altsaa Italienere,
Spaniere, Portugisere, Franskmænd,
Rumænere samt Beboerne af Graubünden, hvis Sprog
er det saakaldte »ladinske« ell. »churvælske«.
(E. G.). E. M-r.

latinske Forbund, se Latinere.

latinske Kejserdømme kaldes det
Kejserdømme, som ved 4. Korstog (1204) oprettedes
i Konstantinopel af Venetianerne og de andre
Korsfarere, efter at den gr. Kejserslægt var
blevet styrtet, og som holdt sig til 1261. Se
byzantinske Rige.
H. H. R.

latinsk Kirke bruges i samme Bet. som
den rom.-kat. Kirke i Modsætning til den gr.
ell. orientalske Kirke.
L. M.

latinsk Kors kaldes et Kors, hvis
Tværbjælke er anbragt oven for Midten af den
lodrette Bjælke (se Kors, Fig. 1 Nr. 1). Vendes
et l. K. om, saa at Tværbjælken er under
Midten, har man et Peterskors, fordi Apostlen
Peter efter Sagnet lod sig korsfæste med
Hovedet nedad.
V. S.

latinsk Litteratur i videste Forstand
omfatter alt, hvad der er skrevet paa Latin, og
sondrer sig, taget i dette Omfang, naturlig i 3
Perioder: den lat. (rom.) Oldtidslitteratur;
Middelalderens l. L.; den nyere Tids l. L. fra
Renaissancen. Kun i den første af disse
Perioder var Latin et levende Sprog, og kun i
denne bæres Litt. i det hele af en bestemt
Nationalitet, der giver den et Særpræg. I
snævrere Forstand betegner derfor l. L. den lat.
Oldtidslitteratur, og til denne vil den flg.
Oversigt indskrænke sig.

Den l. L. regnes alm. at begynde Aar 240,
da den gr. Slave Livius Andronicus opførte
sin lat. Overs. af en gr. Tragedie paa Teatret
i Rom. I denne Ansættelse ligger, at man ikke
anerkender, at Romerne havde nogen national
Litt., i alt Fald ikke nogen national Poesi. Den
rom. Litt. som Kunstform er en
Affødning af den gr. Men naturligvis havde
Romerne brugt Skrift til litterære
Frembringelser længe inden 240, og selv til en national
Poesi er der i den ældste Tid Spirer, der
senere kvaltes af den overmægtige gr.
Indflydelse. — Skriften fik Romerne i meget gl Tid
fra de gr. Kolonier i Syditalien (Kyme). De
benyttede den tidlig til offentlige Optegnelser:
Lister over Embedsmænd. Kalendere,
Opregninger af Aarets mærkelige Begivenheder
(annales, annales maximi, se Annaler), Love
(XII Tavler c. 450 f. Kr.), Indskrifter,
deriblandt særlig Gravskrifter, o. l. — alt
væsentlig betinget af praktiske Hensyn. Ogsaa
en vis Udvikling af Veltalenheden var i alt
Fald siden Republikkens Indførelse
uundgaaelig; skriftlig Opbevaring af en Tale fra 280
f. Kr. (App. Claudius) berettes. — Ligeledes
har en folkelig Poesi udviklet sig af sig selv
hos Romerne som hos næsten alle Nationer.
Sang ved Arbejde, ved Gudstjenesten, ved
Bryllupper (se Fescenniner) og Triumftog
var kendt hos den fra ældgammel Tid. Det
meste af denne Poesi har været improviseret;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>