- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila /
592

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Legemsbeskadigelse - Legemshule - Legemsstraf - Legemstemperatur - Legendarier - Legende - Legende - Légende

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tilfælde endog helt undgaa Straf). — L., der
ikke er Følge af forsætligt Angreb, men som
skyldes ren Uagtsomhed, er straffri,
medmindre Skaden falder ind under § 204 (Fængsel ell.
Bøder). — Samtlige L. paatales offentlig i
Kriminalprocessens Former undtagen simpel
Overlast (for saa vidt den ikke er udøvet under de
ovenn. strafforhøjende Omstændigheder), der
paatales under en af den Fornærmede anlagt
civil Sag. Denne Regel havde til Følge, at
fleste af de navnlig i Kbhvn hyppige
Gadeoverfald blev straffri ell. kun straffede med en
ringe Bøde for den begaaede Gadeuorden, og
for at raade Bod herpaa har L. 1. Apr. 1911
foreskrevet, at Vold efter § 200 begaaet mod
sagesløs Person er Genstand for offentlig
Paatale, naar enten den Angrebne begærer det,
ell. almene Hensyn efter Paatalemyndighedens
Skøn kræver det. Straffen kan i slige Tilfælde,
naar Volden har paadraget den Overfaldne en
ikke rent forbigaaende Lidelse, stige til
Fængsel ell. Tvangsarbejde indtil 2 Aar, i
Gentagelsestilfælde ell. naar Voldsgerningen skønnes at
være særlig raa ell. brutal, til Strafarbejde
indtil 6 Aar. En tilsvarende Forhøjelse rammer
mider de anførte Omstændigheder den, der har
udøvet Vold, som falder ind under § 203. —
Alle L. medfører Pligt til Erstatning, foruden
for Helbredelsesudgifter og Næringstab tillige
for Lidelser, Ulempe, Lyde og Vansir.
A. Gl.

Legemshule, se Foster, S. 570.

Legemsstraf er i Strfl., hjemlet som
offentlig Straf for Drenge mellem 10 og 15 Aar,
Piger mellem 10 og 12 Aar (Ris) samt for unge
Mandspersoner mellem 15 og 18 Aar (Rotting
ɔ: Spanskrør), men disse Bestemmelser er
ophævede ved L. 1. April 1911. L. kan efter dansk
Ret nu kun anvendes som Disciplinærstraf i
Strafanstalterne (Kat, Tamp, Rotting) samt
over for mandlige Fanger i Arresthusene og
Tvangsarbejdsanstalterne (3—15 Slag Rotting),
men anvendes i Praksis overmaade sjældent.
A. Gl.

Legemstemperatur, se dyrisk Varme.

Legendarier (lat. legendarii, nemlig libri).
Bøger, hvori kirkelig autoriserede
Helgenlegender var samlede (se Legende).
V. S.

Legende (af lat. legénda, de [Ting], som
skal læses op) betegner egl. alt, der paa de
dertil bestemte Dage oplæstes ved
Gudstjenesten i Kirkerne; men da Bibelstykker o. l.
havde egne Benævnelser, brugtes L. nærmest kun
om de af Kirken til Oplæsning autoriserede
Beretninger om hellige Mænd og Kvinder.
Bøgerne, hvori de var samlede, kaldes
Legendarier. L. falder i to Klasser, Passionaler
(passionarii), som handler om Martyrers
Lidelser, og egentlige L., som i
Almindelighed beretter om Helliges Liv, Virksomhed og
gode Gerninger. Men L. bruges ikke blot om
de af Kirken anerkendte Beretninger om
Helgener; L. anvendes ogsaa om, hvad man kunde
kalde Privatarbejder om Helgener og deres
Liv; og da saadanne gerne var meget
udsmykkede og fulde af underfulde og lidet trolige
Portællinger, gik L. over til at betegne en
livilken som helst udsmykket Beretning om
hist. Begivenheder, i hvilke Fantasien havde
frit Løb, ikke blot kirkelige. L. kom
efterhaanden til at betegne Fortælling om en enkelt
Helgen ell. et Afsnit deraf. Særlig Genstand for
L. er Herrens Moder Maria og hendes Slægt,
om hvem man stadig vidste at fortælle mere
og mere; men ogsaa om ældre og yngre
Skikkelser fra Kirkens Historie dannede der sig
tidlig L., saavel i Helgenens Fødeland som i
andre Lande. Allerede tidlig fremtraadte L.
i en vis bunden Form; saaledes bl. a. ved Aar
400 hos Digteren Prudentius. I den ældre
Middelalder fremtræder L. hos de fleste europ.
Folk enten i bunden Stil ell. rimede og udgør
en væsentlig Del af Datidens Kvad, der ogsaa
behandler bibelske og nationale Emner. Rigest
blomstrede disse Kvad hos Angelsachserne (se
Fr. Hammerich, »De episk-kristelige
Oldkvad hos de gotiske Folk« [1873; Univ. Progr.;
paa Tysk 1874]). Den ældste poetiske L. i
Tyskland er fra 10. Aarh. og handler om Hellig
Georg. I Frankrig dramatiseredes L. oftere;
Eksempler herpaa haves ogsaa fra Tyskland. I
den senere Middelalder var Prosaformen
fremtrædende. L. samledes tidlig; saaledes allerede
af Ærkebiskop Jacobus de Voragine (d. 1298) i
hans Legenda aurea (udg. af Graesse i 3. Udg.
1892). Den fuldstændigste Samling er
Bollandisternes (Amsterdam 1643 ff.; ny Udg. Paris
1867 ff.; smlg. Guérin, Les petits
Bollandistes
); for Danmarks Vedk. H. Olrik,
»Danske Helgene« (1893—94); for Norges L. Daae,
»Norges Helgener« (1879). Kendskab til
Middelalderens L. er nødvendig for at forstaa
Middelalderens kirkelige Kunst, f. Eks. Altertavler.
Da Bogtrykkerkunsten opfandtes, udgaves snart
en Mængde L.; 1520 var der i Tyskland
allerede trykt 45 Passionaler, 18 Eremitliv og 125
Levnedsbeskrivelser af Helgener. Mærkelig er
Sebastian Brandt’s nu saa sjældne, med
Træsnit udstyrede »Heiligenleben« (Basel 1502). Da
Reformationen bredte sig, tabtes Interessen for
L. hurtig i de Lande, der gik over til
Protestantismen. Først i Beg. af 19. Aarh. vaktes
Interessen igen. Herder gjorde (bl. a. i
Adrastreia) opmærksom paa den rige Skat, der
havdes i Middelalderens L. I England var der
længe liden Interesse for de gl. Kvad, hvortil
L. hørte. Det var danske Mænd, Thorkelin
(1815) og Grundtvig (1840), der først drog disse
eng. Kvad frem. En dansk Samling i Prosa af
L. fra Middelalderen, om Maria og om
Helgeninderne Margareta, Kristina, Cecilia,
Katerina, Lucia, Agnes, Sofia og Marina, foruden
en Fortælling om Povel’s Nedfart til Helvede,
udgav C. J. Brandt i »Dansk Klosterlæsning«,
II (1859). Svenske L. udgav J. H. Schröder i
Legenda Suecana vetusta S. Magni comitis
(1839), J. E. Rietz, »Legenda Suecana,
Helgonsagor« (1843—45), G. Stephens, »Et fornsvensk
Legendarium«, udg. af Svenska
Foraskriftsälskapet, Bd VII (1847—74), og G. E. Klemming,
»Klosterläsning« (1877—78).
V. S.

Legende, en musikalsk Kompositionsform af
lyrisk-episk Indhold, ogsaa overført paa ren
Instrumentalmusik.
S. L.

Légende [le’зa.d] (fr.), Indskrift eller
Omskrift paa Mønter og Medailler. L. oplyser om
Møntherren, Møntstedet, stundom ogsaa andre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:37 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/15/0607.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free