Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leibniz, Gottfried Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en stor Del af sin Tid med Læsning af alt,
hvad han stødte paa i Faderens efterladte
Bibliotek, ikke mindst af filosofisk Litteratur,
ældre og nyere, saaledes at han, da han 15 Aar
gl begyndte at
studere Jura
og Filosofi ved
sin Fødebys
Univ., alt var
inde i
vidtløftige
Spekulationer over,
hvorvidt han
skulde holde
sig til de gl.
Skolastikere
ell. følge den
ny Tids
Tænkning. I Jena
studerede han
Matematik og
tog i sit 20.
Aar ved Univ.
i Altdorf den
jur. Doktorgrad med Glans. Den akadem.
Lærergerning, der syntes ham en Skole i
Pedanteri, tiltrak ham ikke; han attraaede en større
Virkekreds, vilde se sig om i Verden for at
lære Tidens aandelige Rørelser at kende paa
første Haand, og foreløbig traadte han da i
Tjeneste hos Kurfyrsten af Mainz, hvor han
sysselsattes med forsk. politiske og jur.
Arbejder og kom til at medvirke ved Bestræbelserne
for en Udsoning mellem Katolikker og
Protestanter, idet han skrev mod Ateisterne og
mente at kunne samle alle om en Slags
naturlig Religion, hvis Hovedindhold skulde være
Troen paa Gud, Udødelighed og Treenighed,
en Tanke, som han ogsaa siden ofte vendte
tilbage til, men som naturligvis aldrig vandt
Genklang hos nogen af de stridende Parter.
1672 drog L. i Kurfyrstens Ærinde til Paris,
hvor han derefter forblev i omtr. 4 Aar, ivrigt
optaget af Studier og af Omgang med Tidens
lærdeste Mænd; under den holl. Matematiker
og Fysiker Huyghens’ Vejledning drev han
indgaaende, mat. Studier, som siden førte ham til
den epokegørende Opdagelse af Differential- og
Integralregningen, hvoraf den kendte langvarige
og uhyggelige Prioritetsstrid med Newton
opstod; med Iver fordybede han sig i Descartes’
Filosofi og traadte i nært Forhold til den kendte
Cartesianer Antoine Arnauld; han læste ogsaa
Hobbes’ Værker og kom endelig gennem den
tyske Logiker og Matematiker Tschirnhausen i
Forbindelse med Spinoza, som han endog
besøgte i Holland, og af hvem han paavirkedes
stærkt. 1676 blev L. udnævnt til Hofraad og
Bibliotekar hos Hertugen af Hannover, hvor
han siden levede, dog med fl. kortere og længere
Afbrydelser. I Aarenes Løb kom han til her
at indtage en fremskudt Plads i
Administrationen, der lagde stærkt Beslag paa hans Tid
med alle Slags praktiske Forretninger, som
han dog omfattede med stor Interesse; han
samlede ogsaa Materiale til Fyrstehusets
Historie, foretog i den Anledning fl. vidtløftige
Rejser, der bl. a. førte ham til Italien, og ledede
Udgivelsen af hist. og jur. Værker; han stod
i det hele Fyrsteslægten personlig nær som
Raadgiver og Opdrager, navnlig Hertug Ernst
August’s Datter, Sophie Charlotte, den senere
Dronning af Preussen. For alt dette svigtede
L. dog aldrig sine alsidige videnskabelige
Studier, hvis rige Frugter nedlagdes i en Række
originale Afh. og, ikke mindst, i en utrolig
vidtløftig Korrespondance. Aar 1700 droges han af
sin tidligere Elev til Berlin-Hoffet, hvor han
tog Initiativet til Oprettelsen af Videnskabernes
Akademi, levede siden en Tid i Wien knyttet
til den kendte Hærfører Prins Eugen af
Savoyen, og endelig atter sine sidste Aar stadig i
Hannover, hvor han dog nu ikke længere
spillede nogen Rolle, men var i en Slags Unaade
hos Kurfyrst Georg Ludvig, Kong Georg I af
England. Trods sine mange Forbindelser
saavel med lærde som med adelige og fyrstelige
Kredse, bl. hvilke ogsaa var den russ. Tsar
Peter den Store, trods talløse Udmærkelser,
Titler og Adelskab var L. en stille og ensom
Mand, da han i sit 70. Aar endte sit virksomme
Liv og stedtes til Hvile i Hannover.
Ofte havde L. klaget over, at det meget
spredte Arbejde stjal Tiden bort fra Studierne,
og ganske vist lykkedes det ham heller aldrig
at faa udarbejdet nogen samlet systematisk
Fremstilling af sin Filosofi; Grunden hertil
ligger dog sikkert dybere end i spredt
Arbejdsmande, idet hans Tænkning først langsomt og
efterhaanden arbejdede sig frem til samlet
Klarhed, netop fordi han efter sit hele aandelige
Anlæg altid var bestræbt paa at tilegne sig alt,
hvad han fandt af brugelige. Værdier, og arbejde
det sammen, ikke ved en udvendig Eklekticisme
men ved en gennemtrængende Tilegnelse.
Stadierne i denne Udvikling betegnes ved hans
talrige Meddelelser til andre Lærde og ved hans
større og mindre Afh., bl. hvilke nogle af de
vigtigste er trykt i forsk. Tidsskrifter, medens
andre først mange Aar efter hans Død blev
kendt i videre Kredse. Dette sidste gælder et af
hans betydeligste Værker, Nouveaux Essais sur
l’Entendement humain, der var en Kritik af
Locke’s Erkendelsesteori, men som L. ikke
vilde udgive, da den eng. Tænker imidlertid var
død; nævnes maa i øvrigt: Meditationes de
cognitione, veritate et ideis (1684), Discours de
Métaphysique (1685), De primæ philosophiæ
emendatione et de notione substantiæ (1694),
Système nouveau de la Nature et de la
Communication des Substances (1695) og Principes
de la Nature et de la Grâce (1714); Essai de
Theodicée (1710) og La Monadologie (1714) er
populære Skr, og L.’s svageste Arbejder, men
i Følge Forholdenes Natur de Værker, der mest
har gjort hans Filosofi kendt, saaledes at hans
Ideer i den nærmeste Eftertid ikke kom til at
øve den Indflydelse, de havde Krav paa, og
hans sande Storhed først i en langt senere Tid
er bleven fuldt vurderet. Endnu er dog
Forskningen ikke i Stand til med Sikkerhed at
fremstille hans Tænknings hele Udvikling og alle
dens enkelte Led og Overgange, da mange
vigtige Breve endnu ikke er trykt og meget af
Materialet spredt og vanskelig tilgængeligt. I
Forstaaelsen af den vigtige Opgave, der her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
