Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lexis, Wilhelm - lex Julia et Papia Poppæa - lex loci contractus - lex posterior derogat priori - lex regia - lex regia - lex rei sitæ - lex Rhodia de jactu - lex Ribuaria - lex Romana Visigothorum - lex Salica
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsk. andre Univ., 1887 udnævnt til Prof. i
Göttingen, hvor L. virkede i 25 Aar. Af
Arbejder fra L.’s Haand foreligger fra hans yngre
Aar forsk. befolkningsstatistiske Afhandlinger,
der vidnede om megen Skarpsindighed og
indførte ny videnskabelige Metoder (»Einleitung in
die Theorie der Bevölkerungsstatistik« (1875),
»Zur Theorie der Massenerscheinungen in der
menschlichen Gesellschaft« (1877) m. fl., der
1903 udkom samlet (»Abhandlungen zur Theorie
der Bevölkerungs- u. Moralstatistik«). Senere
var det navnlig Pengevæsen o. a.
nationaløkonomiske Spørgsmaal, L. beskæftigede sig med,
og hvorom han har skrevet en Rk. Artikler og
Afhandlinger. L. var Medredaktør af de tre
første Udgaver af den kendte og ogsaa uden
fer Tyskland meget anvendte »Handwörterbuch
d. Staatswissenschaften«, og 1891—1914
Medredaktør af Tidsskriftet »Jahrb. f.
Nationalökonomie u. Statistik«; han var Medlem af »Det
internationale statistiske Institut« fra dets
Oprettelse, Æresmedlem fra 1911. Som mangeaarig
Lærer ved Göttingens Univ. og Leder af
Seminariet for Forsikringsvidenskab fik L. en
betydelig Indflydelse paa det statsvidenskabelige
Studium i Tyskland, og som Videnskabsmand
nød han baade her og i Udlandet megen
Anseelse; L. var saaledes fra 1904 Æresmedlem af
Royal Statistical Society i London.
J. D.
lex Julia et Papia Poppæa er den alm.
Betegnelse for den omfattende
Ægteskabslovgivning, hvorved Augustus søgte at
modarbejde det Frafald fra gammelromersk Sæd og
Skik, der længe havde givet sig Udtryk i en
stigende Ulyst til at indgaa Ægteskab og avle
Børn, og som var blevet en Fare for selve den
rom. Stats Bestaaen. Lex Julia (de moritandis
ordinibus) antages nu i Alm. at være vedtaget
ved en Folkebeslutning (l. publica) Aar 18 f.
Kr., medens l. Papia Poppæa, der fik Navn
efter de to Konsuler, M. Papius Mutilus og Q.
Poppæus Secundus, som i øvrigt — ret
betegnende — begge var ugifte, utvivlsomt først
stammer fra Aar 9 e. Kr. Ugifte Mænd
(caelibes) i en Alder fra 25—60 Aar erklæredes
ude af Stand til at modtage testamentarisk Arv.
Samme Straf ramte delvis barnløse Mænd
(orbi) og gifte Kvinder, der havde mindre end 3
Børn. Samtidig udsatte Lovene Præmier for
Ægteskab og talrige Børn (jus liberorum). Da
i den kristelige Kejsertid den modsatte
Stræben gjorde sig gældende og Cølibat
forherligedes som Idealet, blev Cølibats- og
Barnløshedsstraffene afskaffede. Under Justinian
ophævedes jus liberorum. (Litt.: Jörs, »Die
Ehegesetze des Augustus« [Marburg 1894]; P.
F. Girard, »Zeitschrift Sav.-Stift.«, XXXIV
[1913]).
C. W. W.
lex loci contractus (lat.), Kontraktstedets
Ret. I den internationale Ret opstillede man
tidligere den Regel, at en Kontrakt skulde
bedømmes efter Retten i det Land, hvor den var
afsluttet. I Nutiden er man mere tilbøjelig til
at lade den Ret, der gælder i Debitors
Hjemland, være en afgørende.
(L. A. G.). E. T.
lex posterior derogat priori (lat.), den
yngre Lov ophæver den ældre. Det tekn.
romerretlige Udtryk for helt at ophæve en Lov
er iflg. Ulpian abrogare. Derogare betyder at
ophæve en Del af en ældre Lov.
C. W. W.
lex regia (lat., den kgl. Lov) kaldtes af de
klassiske rom. Jurister den Lov (lex), ved
hvilken den tribuniciske Myndighed overdroges
Kejseren (princeps senatus), fordi Folket ved
denne Lov overdrog ei et in eum omne suum
imperitum et potestatem og derved bl. a. den
lovgivende Myndighed. Ogsaa Retten til at
erklære Krig og slutte Fred ligesom Retten til
at forhandle med Senatet blev ved l. r.
udtrykkelig’ tillagt Kejseren.
C. W. W.
lex regia var i Enevældens Tidsrum den
sædvanlige lat. Betegnelse for Kongeloven (s.
d., hvor der ogsaa er gjort Rede for
Udtrykkets Oprindelse fra Romerretten). — Smlg.
endvidere leges regiæ.
P. J. J.
lex rei sitæ (lat.), den Ret, der gælder paa
det Sted, hvor en Ting har sin Plads i
Rummet, se international Privatret.
E. T.
lex Rhodia de jactu, se Havari.
lex Ribuaria, se Ripuariske Lov.
lex Romana Visigothorum ell.
Breviarium Alaricianum er en Samling af rom.
Retsregler, som Kong Alarik II ved Hjælp af
tilkaldte rom. Retslærde lod foranstalte Aar 506
til Brug for de i det vestgotiske Rige levende
Romere, der iflg. germansk Ret skulde
behandles efter deres Hjemlands Love. Samlingen
bestaar væsentlig af forsk. kejserlige Love
(Codex Theodosianus m. fl.) og af Udtog af
fremragende Juristers Skr (Gajus’ Institutioner og
Paulus’ Receptæ sententiæ). Den var gældende
hos Vestgoterne i Spanien indtil 7. Aarh. og
fik ogsaa Gyldighed i det frankiske Rige.
(L. A. G.). P. J. J.
lex Salica, de saliske Frankers Ret, er den
ældste bevarede germanske Folkeret. Om
Tiden, paa hvilken den er affattet, har der
hersket megen Uenighed. De bedste Grunde synes
at tale for, at Lovens Affattelse, saa vidt der
kan dømmes paa Grundlag af de til Nutiden
bevarede Tekster, maa sættes til Kong
Chlodovech’s Tid (481—511), efter 486 og rimeligvis til
hans senere Aar (508—511). En Prolog, der
maaske skriver sig fra 6. Aarh., fortæller
rigtignok, at 4 udvalgte, navngivne Mænd havde,
da Folket endnu var hedensk, angivet dets Ret
som i Loven fastsat, og Chlodovech blev døbt 496,
men selv efter denne Tid vedblev en stor Del af
Folket at være Hedninger. Andre nyere
Opfattelser gaar ud paa, at Loven stammer fra
Chlodovech’s Sønners Tid ell. er endnu yngre,
fra 7. ell. endog Begyndelsen af 8. Aarh. Loven,
der omhandler Civilret, Proces og især
Strafferet, foreligger ikke i sin opr. Skikkelse, men
kun i meget bearbejdede Gengivelser af denne,
som lader sig henføre til i det mindste 5 forsk.
Former. Sproget er Latin, men i nogle Tekster
findes ofte indskudt gammelfrankiske Ord,
foran hvilke staar mall., de saakaldte malbergske
Glosser, teknisk juridiske Udtryk, som ofte er
saa forvanskede af senere Skrivere, at det er
umuligt at udfinde Meningen; desuden er der
til Loven føjet forsk. senere Tillæg. Loven
paaberaabes endnu en enkelt Gang i fr.
Aktstykker fra 11. Aarh., men var allerede dengang
for længst bleven forældet. Længe efter at l. S.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
